Genrer


Lille julegodbid fra Steven Wilson
Jeg ville kalde blu-ray- og dvd-udgivelsen Drive home for den perfekte mandelgave, men multitalentet Steven Wilsons komplekse musik er nok ikke noget der falder i god jord hos alle. Denne seneste udgivelse (1 cd+dvd eller 1 cd+blu-ray) udfylder ventetiden indtil efterfølgeren til dette års album The raven that refused to sing (and other stories), så forventningerne er tårnhøje, men Wilson skuffer sjældent. Jeg ved ikke andet om dette kommende album end onlineforlydender om at et af numrene er blevet spillet live, og at det skulle være usædvanligt godt.
Nærværende udgivelse indeholder af nyt materiale kun "The birthday party", mens hovedparten består af videoer til "Drive home" og "The raven that refused to sing", liveoptagelser fra den seneste turné, og en instrumental orkesterudgave af titelnummeret fra Raven. Som altid når Wilson er involveret føler man at man får rigeligt for pengene. Selv om det meste består af allerede udsendte numre, er disse alternative udgaver særdeles hørbare, og ligesom de instrumentale remixes der er inkluderet på Raven selv, er orkesterudgaven af titelnummeret her meget mere end en kuriositet. Værket er for nylig blevet kåret til årets album ved "Progressive Music Awards", og jeg tror at dette bl. a. hænger sammen med den usædvanligt smukke og melankolske stemning der gennemsyrer albummet. De to inkluderede videoer her sætter billeder på denne stemning med fortællinger om livslang sorg over at have mistet en søster, på baggrund af snedækkede landskaber hvor Månen kigger ned fra oven.
Steven Wilsons musikalske rødder er åbenlyse for os der voksede op med Genesis, Yes og Pink Floyd i 1970'erne, men selv om Raven bærer stærke mindelser om albums som Genesis' Nursery Cryme og A trick of the tail, er der tale om langt mere end epigoneri. Både hans solomusik og udgivelserne med Porcupine Tree fortjener langt større udbredelse end blot som noget der viderefører gamle traditioner.