Lise Westzynthius: Heavy dream

Jeg skal med det samme beklage, at jeg for at retfærdiggøre denne usædvanlige plades kvaliteter lige er nødt til at knytte nogle forberedende bemærkninger - here goes:

"Kunst" har det med at slippe væk mellem fingrene. Dominerende er i vore dage den antagels,e at noget er "kunst" pr. automatik når det er blevet betegnet som sådan, den såkaldte "institutionsteori", som f.eks. let og elegant tillader at døde grise automatisk er kunst - fordi de simpelthen er slæbt ind på et museum. Noget landmanden jo ser spredt på sin mødding hver dag, men aldrig som kunst. Og skal man så parallelt udgive digre kataloger og manifester for at fortælle hvad man bør se, når man ser på døde grise, må det vel være teksten der er kunst? Eller hvordan var det nu det var?

Over for den slags plat er der en mere raffineret måde at skelne mellem kunst og ikke-kunst: Find et eller flere træk i det potentielle stykke kunst som ikke lader sig genfinde andre steder i "virkeligheden" (således er maling på et lærred ikke i sig selv kunst - det træk findes jo også på væggen ved siden af maleriet), og du har med dette/disse træk beskrevet "kunsten", og står nu lykkelig med et ægte stykke af slagsen mellem dine fingre. I den forbindelse har jeg tænkt meget på kritikeren Erik Skyum-Nielsens lille observation i Information i forbindelse med Jørgen Gustava Brandts digtsamling Urolig meditation i et gammelt fæstningsværk: Skyum-Nielsen noterer pirrende, at Brandt altid skriver "digte som landskaber man kan gå ind i". Jeg har dog, på trods af gentagne læsninger, aldrig genfundet oplevelsen selv i Brandts produktion, og heller ikke andre steder i øvrigt (måske lige med undtagelse af en lille håndfuld religiøse ur-tekster som f.eks. sumerernes fantastiske Enuma Elish), men antager at et sådant virtuelt sted må rumme "kunsten". Og nu ellers over til musikken!

I forbindelse med "kunst" er vel det nærmeste, jeg nogensinde er kommet til at træde ind i et landskab eller rum (som ikke er et museum!), den ordløse og æteriske trance som f.eks. findes i velfungerende techno - ja, trance og goa spiller selv helt bevidst på denne forførelsens kunst, der egentlig er nem at sætte på formel: En "lineær malstrøm" skrives bevidst frem undervejs på partituret, og fungerer således kun hvis man er med fra starten. I et typisk goa-nummer på op imod ti minutter er der ingen defineret hit-sektion, hvor tingene sker. Det velkendte fænomen med at "plukke appelsiner" (række skiftevis den ene så den anden arm over hovedet i en uendeligt glidende bevægelse) til rave-parties sker undervejs.

Men så er der så lige dansk/finske LiseWestzynthius' debutplade! Jeg hørte den dagligt i over en måned (den udkom i 2002) og så - pludselig! I de sidste par dage var rummet sat. Som op i et gotisk viklet kirkehvælv begynder sangene nu at åbne sig - og her er påstigning faktisk mulig undervejs, og selv om det således nok er muligt at pege en eller to sange ud der er bedre end andre, er det dog bestemt ikke single-hittet, der her er sat på formel.

Westzynthius var den ene af to blåøjede egoister i det mere end fantastiske undergrunds-popband Luksus, der i 2000 var nødt til at dreje nøglen om, fordi bandets to talenter hver for sig lod sig narre af synergien til at tro, at netop deres bidrag var afgørende. Derfor fik vi to år efter henholdsvis Mikael Simpson og Frk. Westzynthius på gaden med respektive solo-plader. Hvor Simpsons hjemmestudiestrikkede plade (Os 2 + lidt ro 2002) primært er en omgang velfungerende dub - i undertegnedes ører det bedste hørt i Danmark - orienteret mod melodien, er Lises bidrag, som i Luksus, mere sart, melankolsk og skrøbeligt funderet og orienteret mod sangen. Faktisk finder vi hende så sart, at jeg er lidt i tvivl om det er en genial manipulation af lytteren, der gør at det faktisk er ham/hende, der bygger det ovenfor skitserede rum op over bugtningerne i Westzynthius' glasklare og smukke stemme, der fletter sig ind i musikken af overvejende klaverdomineret chanson, pop, folk og gerne drysset over med en let gang elektro - (Sikke dog en lang sætning! Det kunne han sagtens have gjort noget mere smart, red.).

Teksterne bør man ene og alene lade Lise om at tage til sig - de er helt sikkert meget personlige for hende, men tydeligt er det, at ordene her mere er vægtet og vejet for at lyde godt, og ikke så meget for at have ambition om at ende som hård nød at knække på eksamensopgaven ved næste gymnasieafgang. Det holder de slet ikke til, og netop det med at "lyde godt" er sikkert også grunden til at der her, som i Luksus' regi, for det første overvejende synges på engelsk, og at der så ellers ubesværet veksles mellem fransk og engelsk (på "Based on a true story") og dansk og engelsk (på "Sensation"). Bare fordi man skriver på engelsk drømmer man jo stadigvæk på dansk, som Lars HUG sagde i forbindelse med sin første engelsksprogede plade.

Pladens indercover var mig egentlig lidt af en gåde, for på den ene side er Nina Beiers fine fotocollage af Lises lejlighed fra stille nat over vågnende morgen med en søvndrukken hovedperson i sengen, i badet, gennem make-up sessionen og endelig ud af døren, sat på æstetisk fine billeder, der rigeligt kan gøre f.eks. undertegnede til en tilfreds voyeur, og så: på den anden side føles invitationen ind, tour'en rundt, med cd'en kørende i baggrunden, ret så umulig for f.eks. undertegnede som lytter, der som ovenfor allerede har afskrevet teksterne til hjælp. Indtil man pludselig ser, at cd'ens forside viser en hoveddør påklæbet et billede af Lise med inviterende arme! Rummet om knugende arme åben for den opmærksomme lytter gennem noget så gement som en dør! Av! Og hvor hårdt kan man rammes af en vognstang?!

Denne plade er, heldigvis, en noget kortere rejse end middelalderens katedralbyggerier over århundreder - men den er i slægt. Med en Erik Skyum-Nielsen endelig lagt op i mente vil jeg uden hæmninger sige det ekkohøjt op i denne plades rum: Det her er kunst!

Lån Heavy dream fra dit nærmeste bibliotek   Først bragt påBibzoom 15.2. 2013