Genrer
Liszt: Transcendental
Det perfekte album
Med dette dobbeltalbum med alle Liszts koncertetuder har 25-årige russiske Daniil Trifonov katapulteret sig selv op i pianisternes mesterklasse. Med et klaverspil rigt på udbrud rammer Trifonov det rastløst fabulerende i Liszts "Transcendentale etuder" på kornet. Med bidende dissonanser kastes vi ind i de bevægede følelsers hjerte og derfra med køligt perlende tonerækker ud på en drømmerisk vandring i sindets afkroge.
Det er med andre ord en følelsesmæssigt omtumlet rejse at lytte til Liszts "Transcendentale etuder". Ikke blot er de, når det kommer til det klavertekniske, grænseoverskridende. På det åndelige plan dyrkes ekstremerne også. Og Daniil Trifonov mestrer det hele. Et godt eksempel er den fjerde etude, der har navn efter den tragiske helt Mazeppe. Her skaber Trifonov et vibrerende uhyggeskabende liv med en dystert rumlende bas, samtidig med at han som en ægte eventyrer går på opdagelse med den melodiskabende højrehånd. Desto større bliver oplevelsen, når begge hænder siden samles i først et fælles stormløb og siden i mørkt farvede og sorgtyngede akkorder.
Eller tag den sjette etude, "Vision", der begynder mystisk tilbageholdt i en form for pianistisk dvaletilstand for derefter at blive mere og mere tændet af en indre gløde udfoldet med virrende tremolo og skalaer, der slår flikflak. Det er musik, der selvantænder, og som i sin tøjlesløse udfoldelse af visionen kan opfattes som et afslørende billed af despoten, der med storhedsvanviddet lysende ud af øjnene er ramt af ekstrem selvovervurdering.
Trifonov besidder en ekstrem elasticitet i sit spil, og han formår rent klangligt at male musikken op i fortættede farver, som han forfører sine tilhørere med. Og så lader han de 12 transcendentale studier følge hinanden, så de på umærkelig vis opfattes som ét værk, der undervejs afsøger de mest ekstreme sjælstilstande. Med DaniilTrifonov ved tangenterne er det kort sagt musik, der er ved at gå op i en spids - og tak for dét.
I yderligere to samlinger af koncertetuder samt de i alt seks "Grandes études de Paganini" er der mere fokus på musikkens overflade og på det imiterende. Det gælder for eksempel "La campanella", hvor den religiøse sværmer Liszt dyrker lyden af klokker. Det giver Trifonov anledning til både at vise en lyrisk side og til at give los for et sprudlende løssluppent klaverspil.
Dertil kommer et producerarbejde, hvor balancen mellem klarhed og rumlighed er fornemt løst. Prikken over i'et for et album, der kan kategoriseres som perfekt, og som med Daniil Trifonov som forløser er et klingende bevis på klaverets omnipotente natur.