In Lonely Majesty på Spot Festival

Hoberne og køen foran Filuren var vokset til anseelig størrelse før dørene til scenen, hvor alle deltagerne til årets Karrierekanonen skulle spillede, blev åbnet.

KarriereKanonen åbnede med noget så særegent - i hvert fald i dansk sammenhæng - som folkemusik. Altså den slags folkemusik man spiller i Irland - den slags med skål, støvletramp og godt med lålålååå på.

In Lonely Majesty levede også i forestillingen om hvordan irsk/amerikansk folkemusik skal præsentere sig ud - og det til fulde. Man fornemmer lynsnart et tydeligt forbillede i hvordan en whiskeyrusten stemme skal lyde (og hvordan man får mennesker til begejstret at klappe med i takt) fra den britiske indiefolkgruppe Mumford and Sons.

Noget man ikke kan lære fra opskrifter og værtshustraditioner er dog talent og charme. Og det har de seks gutter fra In Lonely Majesty. Klædt i skjorter med halsklud eller seler lagde de ud med et a cappella-nummer, der fængede publikum og fik overbevist om gruppens talent allerede inden de fik rullet slagtøj, hjulsporer og banjo ud. Derfra var der lutter smil og støvletramp de resterende tyve minutter.