Long May you run

Neil Young og Stephen Stills startede med at spille sammen i gruppen Buffalo Springfield, som nåede at udsende et par mindeværdige albums i løbet af gruppens korte levetid, og senere spillede de to musikere sammen i den såkaldte “supergruppe” Crosby, Stills & Nash, der i 1969 var blevet udvidet fra en trio til en kvartet med tilføjelsen af Neil Youngs navn. Også denne gruppes liv blev kortvarigt, selv om konstellationen genopstod ved forskellige lejligheder mellem 1974 og 2013, dog uden at der kom nogen indspilninger ud af genforeningerne. I 2023 døde David Crosby og satte dermed et definitivt punktum for en eventuel genforening af den legendariske kvartet. 

I 1976 var det dog meget tæt på, at Crosby, Stills, Nash og Young igen fandt sammen i indspilningsstudierne, og det skete i forbindelse med indspilningen af den første (og eneste) udgivelse med The Stills-Young Band, ”Long may you run”. Stills og Young havde planlagt en fælles koncertturné i sommeren 1976, og til det formål ville de gerne udsende en plade, der kunne fungere som reklame for turnéen – og omvendt. Ud over Stephen Stills´ backingband bad Neil Young Crosby og Nash om at medvirke ved indspilningerne, og det tilbud tog de imod, selv om de egentlig havde rigeligt travlt med at færdiggøre deres egen kommende plade, ”Whistling down the wire”.

Crosby og Nash mødte op til indspilningerne af Stills-Young-pladen med et par af deres egne sange, og de nåede også at lægge baggrundsstemmer på de sange, Stills og Young allerede havde indspillet, inden de på grund af tidnød blev tvunget til at tage af sted for at færdigmixe deres eget album. Den besked blev imidlertid ikke vel modtaget af Stills og Young, som også havde en snæver deadline for ”Long may you run”, og resultatet af misèren blev, at ideen om et CSN&Y-album blev droppet. Crosbys og Nash´s allerede indspillede bidrag til pladen blev fjernet fra optagelserne, og pladen blev til (især) Graham Nash´s store fortrydelse udsendt som et duo-projekt.

Spændingerne og skænderierne i forbindelse med Stills-Young-albummet var dog ikke noget særsyn, men tværtimod særdeles karakteristiske for de fire store egoers samarbejder gennem tiden. Og det skal da også straks tilføjes, at selv om de fire musikere altså blev voldsomt uenige under pladeindspilningerne i foråret 1976, varede det ikke længe, inden de igen var parate til at arbejde sammen om andre projekter.

Long may you run
D. 20. september 1976 udsendte pladeselskabet Reprise LP´en ”Long may you run”, som blev en moderat succes i USA med en 26. plads på hitlisten Billboard 200 som højeste placering. På dette tidspunkt i karrieren var både Neil Young og Stephen Stills superstjerner, så man kunne måske nok have forventet en mere begejstret modtagelse af deres første fælles pladeprojekt; men selv om de to musikere med deres indsats i pladestudiet havde håbet at kunne genoplive entusiasmen og fandenivoldskheden fra deres tidligere samarbejde i Buffalo Springfield, var det tydeligt, at dynamikken fra de tidligere samarbejder ikke var blevet taget med ind studiet.

Noget af det første, man bemærker i forbindelse med den nye plade er da også, at ingen af pladens 9 sange er resultatet af et samarbejde mellem de to ophavsmænd, hvad angår tekster og melodier. Neil Young har bidraget til projektet med 5 sange, mens Stephen Stills har stillet med 4 sange, og alle sange har kun ét navn som forfatterangivelse. Det er der dog ikke noget mærkværdigt ved; Stills og Young har aldrig under deres tidligere samarbejder været fælles om at skrive en sang, som man f.eks. kender det fra parrene Lennon/McCartney og Jagger/Richards. De to musikere er simpelt hen for meget enspændere til at kunne indgå i et forpligtende samarbejde, hvor man må gå på kompromis med sine egne ideer og ønsker – og det er også grunden til, at Stills´ og Youngs tidligere samarbejder har været så stormfulde, som tilfældet er.

Gnidningerne og rivaliseringen mellem de to egoister var imidlertid ikke udelukkende et problem i forbindelse med den kreative proces. Den indbyrdes dynamik mellem Stills og Young var i Buffalo Springfield-tiden en gevinst for musikken derved, at de to guitarister hele tiden udfordrede hinanden og konkurrerede med hinanden på deres instrumenter, hvilket gav musikken en voldsom energi og dramatik. Den dynamik dukker kun yderst sporadisk op på den nye plade, hvor man primært hører Stills´ guitar på de numre, han har skrevet, og Neil Youngs guitar på Young-numrene. Denne omstændighed giver pladen et langt mindre energisk udtryk end det, man finder i de bedste Stills-Young-samarbejder; og samtidig har den manglende interaktion mellem musikerne nok også betydet, at de ikke har ydet deres ypperste i forbindelse med indspilningerne.

Dertil skal dog straks tilføjes, at selv et mindre engageret udspil fra de to topmusikere som regel er mere interessant end så meget anden musik fra rockens univers. Men det interessante ved, hvad man næsten kan betragte som to soloprojekter på samme plade, er, at sammenstillingen udstiller forskellen – og ikke mindst kvalitetsforskellen – mellem de to musikeres bidrag meget tydeligere, end hvis der havde været tale om to indbyrdes uafhængige udgivelser med musikerne.

Det sidste er naturligvis et postulat og også et udsagn, der ser stort på forhold som smag og forventninger hos forskellige lyttere; men i min optik har ”Long may you run” altid fungeret som en tydelig dokumentation af forskellen mellem Stills´ og Youngs musikalske udtryk, hvad angår originalitet, nerve og gennemslagskraft.

En hyldest til traditionen
De 9 sange på ”Long may you run” er placeret sådan, at der hele tiden veksles mellem Young-numre og Stills-numre, og det betyder groft sagt, at hvert andet nummer er en fornøjelse at lægge ører til, mens hvert andet nummer udgør en slags hvilepause mellem de gode sange. Hvor Youngs sange byder på iørefaldende melodier med øjeblikkeligt genkendelige omkvæd og særdeles præcise guitarakkorder – med et stærkt musikalsk højdepunkt i sangen ”Fontainebleau” – er Stills´ bidrag til pladen ledsaget af hans karakteristiske slentrende, lidt diffuse guitarspil, som nærmest har et distræt præg. Der er ikke mange mindeværdige sekvenser i Stills-sangene, der dog er ganske behagelige som udfyldning ind imellem Youngs skarpe og præcise bidrag - og de sidste er heldigvis i overtal på pladen.

Et fællestræk for flere af pladens sange er, at deres tekster på den ene eller den anden måde relaterer til vand og hav. Det er dog et overfladisk fællestræk, der ikke forekommer så vigtigt som den indre tematiske sammenhæng mellem – især – Youngs sange, som gennemgående hylder fortiden og tidligere tiders dyder på bekostning af den moderne tids dyrkelse af falske værdier og ligegyldigt tidsfordriv. Det tydeligste eksempel på dette forhold finder man nok i sangen ”Fontainebleau” (der ikke handler om det franske kongeslot, men om et luksushotel i Miami). Hør blot: ”I guess the reason I´m so scared of it is/ I stayed there once and I almost fit/ I left before I got out of it”. Det lyder næsten som en slags Hotel California-oplevelse, og det er ikke noget at spøge med.

Hyldesten til fortiden og traditionen er ikke noget nyt tema i hverken Stephen Stills´ eller Neil Youngs sangskrivning, og det er et tema, man i forbindelse med den nye plade måske allertydeligst møder i form af albummets design og dets coverbillede, der helt oplagt ser mere bagud end fremad. Forsideillustrationens tegning af amerikanske bisonokser og omslagets udformning som et maleri til ophængning på en væg signalerer ophavsmændenes kærlighed til den amerikanske fortid og dens traditioner. Det er ikke noget helt dårligt udgangspunkt for en plade, man roligt kan genrebestemme som americana.