Genrer
Lou Reed: Berlin
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 344 på listen.
Lou Reed forholdt sig med sin gruppe The Velvet Underground i 60'erne sjovt nok forholdsvis meget i undergrunden. Feinschmeckere lyttede til bandet, og han var ikke just en enorm rockstjerne. Det var da særdeles overraskende, da hans andet soloalbum Transformer fra 1972 blev en enorm succes. Det var ganske vist produceret af David Bowie, men selv med det faktum taget i betragtning er det mærkværdigt, at han kunne blive så populær, når hans sanges væsentligste emner var heroin, transeksualitet og vold. Med de penge, han tjente på Transformer, startede han sit mest ambitiøse albumprojekt nogensinde, nemlig Berlin, som han udgav mindre end et år efter. Berlin er et 50 minutter langt konceptalbum om et ægteskab, der går fuldkommen i stumper og stykker. Forholdet ødelægges af stoffer, alkohol, prostitution, vold, depression og ufatteligt triste omstændigheder. Værst af alt er dog at parret, der i øvrigt hedder Jim og Caroline, har børn.
Lou Reed fik et enormt orkester til at spille på Berlin. Der er nogle virkelig imponerende arrangementer på pladen, og både blæsere, strygere og mere traditionelle rockinstrumenter bliver spillet af formidable musikere. Det får virkelig en til at åbne munden på vidt gab af og til, så storladent bliver det. Og overraskende nok passer det tit godt til de deprimerede tekster. Jeg vil dog sige, at det ikke er hver gang, det virker. Nogle gange kan det blive decideret distraherende, f.eks. på "Lady Day", "How do you think it feels" og "Oh, Jim". Den pompøse og bombastiske lyd, som af og til opstår, passer bare ikke så godt til de meget triste sange, Lou Reed ellers havde skrevet til Berlin. Heldigvis opstår denne kontrast ikke alt for ofte, men det sker ofte nok til at man lægger mærke til det. Jeg vil dog give Reed ros for i det hele taget at turde have sådan en enorm kontrast mellem tekst og lyd. Og at det faktisk fungerer oftere, end det går galt, er meget imponerende, og det viser, at Berlin i hvert fald blev behandlet med omhu.
Mange af sangene på Berlin er faktisk nye udgaver af tidligere Lou Reed- og Velvet Underground-sange. Der er ofte lavet drastiske ændringer, men oftest klæder de albummets helhed ret godt. Teksterne på albummet er ofte meget rørende. De mest følelsesladede sange er "Caroline says II", "Oh Jim", "The kids" og "Sad song". Det er ikke nødvendigvis de bedste melodier, Reed nogensinde har skrevet, men de passer virkelig godt til teksten og stemningen, som instrumenterne skaber. Når man hører en sang som "The bed", kan man let forestille sig vores hovedpersons tanker, som livet bare passerer revy. Jeg vil ikke fortælle, hvordan albummet slutter, men som du nok kan regne ud, så er det ikke en lykkelig slutning. Kun to numre før afslutningen kunne man høre parrets børn græde og skrige efter deres mor. Det er ikke til at klare. Der er nogle væsentlige problemer ved Berlin, det erkender jeg, og det betyder naturligvis noget for albumoplevelsen. Det er dog ikke nok til at modvirke den enorme kreativitet og stærke lyrik, man finder på albummet. Det er et rigtig godt album, og de stærke punkter er så stærke, at man virkelig inderligt ville ønske, at pladen var lidt mere finjusteret.