Louis Armstrong - Mr. Jazz

Han var manden, der mere end nogen anden enkeltperson gjorde jazzen globalt udbredt, accepteret og elsket, men han var også manden, der - uden at skænke det en tanke - flettede jazzen og den amerikanske populærkultur sammen til den smukkeste røde tråd i det 20. århundrede.

I mange år lignede det det ultimative amerikanske eventyr: født på USA's uafhængighedsdag, den 4. juli, i det første år i et nyt århundrede. Fra den yderste fattigdom til stjernestatus verden over - kan det være smukkere, mere amerikansk, om man vil? Humlen var bare, at det ikke passede. For en snes år siden gravede den amerikanske jazzskribent Gary Giddins lidt i myten, og ret hurtigt fandt han klare beviser på, at Armstrongs fødselsdato faktisk var den 4. august 1901.

Betyder det noget i den store sammenhæng, eller for vor vurdering af hans musik? Overhovedet ikke, bortset fra at det kom til at betyde, at hans 100-års fødselsdag blev fejret igennem et årstid (myter er jo svære at få has på), og det kan man vel næppe have noget imod, når det drejer sig om en mand af hans statur.

Faderen forsvandt hurtigt ud af billedet og afløstes af skiftende papfædre, moderen var 16 år og vaskede for hvide, men ordet "deltidsluder" har også været brugt om hende. Louis levede vekselvis på gaden og hos bedstemor Josephine, som lærte ham to ting: bed din aftenbøn og hold din mave i orden, to regler, han levede efter til sin død.

Da han var en halv snes år, lærte han en russisk-jødisk familie Karnofsky at kende. Produkthandlere er vel den rette betegnelse, og Louis hjalp til med muldyr og vogn, når de to store sønner kørte rundt og opkøbte klude, flasker, gammelt jern, etc. Et lille legetøjshorn satte ham i stand til at signalere, når vognen kørte rundt, og han må jo have kunnet et eller andet, for da han hos en marskandiser så en gammel kornet, lånte han de fem dollars, købte hornet og begyndte at øve sig. Historien om hvordan han tilbragte halvandet år på børnehjem for at have fyret en gammel revolver af en nytårsaften er velkendt, og kort tid efter at han var sluppet ud igen, var han i stand til at spille professionelle jobs, samtidig med at han tjente til livets ophold ved at køre rundt med sin lille muldyrtrukne vogn og sælge kul til luderne i bordel- og værtshuskvarteret Storyville. Nu havde han også lært den 16 år ældre Joe "King" Oliver, en af New Orleans' mest respekterede kornettister, at kende. Han gik Oliver lidt tilhånde og fik efterhånden lov at afløse ham (og Oliver har formodentlig også tjent som noget af en faderskikkelse for ham) i forskellige orkestre.

Det første afgørende vendepunkt i Armstrongs musikalske karriere indtraf i 1922, da Oliver, som forlængst var rejst til Chicago (i lighed med talrige andre musikere fra New Orleans) pr. telegram spurgte, om han ville komme nordpå og spille 2. kornet i hans Creole Jazz Band. Forsynet med en ordentlig madpakke stod han efter halvandet døgns togrejse ud på Chicagos hovedbanegård og begav sig ud til et logihus, som Oliver havde fundet til ham, hos en venlig dame, der også drev lidt smugkro som nebengeschæft. Næste aften stod han på scenen i Lincoln Gardens ved siden af "Papa Joe", og de plader, orkestret indspillede fra foråret 1923 og nogle måneder frem, må vi i dag ansé for jazzens første indspillede monument (King Oliver: 1923 og Louis Armstrong and King Oliver). Men i orkestret sad også pianisten Lilian Hardin, og kort tid efter var hun og Louis mand og kone. Voldsomt ambitiøs på Louis' vegne ansporede hun ham til at søge friere udfoldelsesmuligheder, bedst måske i New York, og selvom det egentlig var ham imod at forlade "Papa Joe", rejste han i slutningen af 1924 til New York og spillede et år i Fletcher Hendersons halvstore orkester, et job, som nok gavnede orkestret mere end det gavnede Armstrong (The Fletcher Henderson story). Tilbage i Chicago med jobs i store teater- og varieteorkestre og flittig aktivitet i pladestudierne (også som akkompagnatør for en række blues- og vaudevillesangerinder), dannede Armstrong en lille gruppe, "Hot Five", som aldrig fremtrådte offentligt, men dog indspillede en række plader. Og det er hér, vi for første gang hører, hvordan Armstrong er ved at sprænge sig vej ud af New Orleans-musikkens rammer. Hér, såvel som med den et år yngre gruppe "Hot Seven" (The complete Hot Five and Hot Seven recordings) viser han sig for alvor som jazzens første egentlige solistiske begavelse. Han er kun 25, men hans spil (han er nu skiftet fra kornet til trompet) er i melodisk, rytmisk og harmonisk henseende (og i evne til at strukturere en solo) lysår foran stort set alle jævnaldrende.

Pladerne med hans Hot Five og Hot Seven solgte glimrende, men stadig hentede Armstrong hovedparten af sit udkomme som menig musiker i orkestergraven, ikke mindst på Chicagos Vendome Theatre. I ny og næ spillede orkestrene i disse sammenhænge et solonummer som afveksling til danse- og varieténumre. Armstrongs indsats i et af disse numre vakte furore blandt publikum, og hvad var da mere nærliggende end at han den følgende aften spillede nummeret fra scenen?Reaktionen var voldsom, og inden han stort set havde forstået, hvad han havde sat i gang, var Armstrong forsynet med et stort orkester, en emsig manager og et job ude i Californien (historien vil vide, at det var med velberåd hu, for hvis det nu ikke gik så godt, så var det trods alt ikke i Chicago ...) Men det gik over al forventning, han indspillede plader på løbende bånd, og når vi i dag hører dem, kan vi konstatere, at Armstrongs instrumentale herredømme aldrig har været sikrere og mere triumferende, men også at musikken intet har at gøre med musikken fra New Orleans. Med et repertoire, som i stadig højere grad rummer døgnets melodier (som - det må indrømmes - dog i nogle tilfælde viste sig at være ganske slidstærke) og med stærk vægt på hans sang, fremstår Armstrong fra nu af fuldt så meget som entertainer som, i snæver forstand, jazzmusiker. Og de næste næsten 20 år står han så i spidsen for store orkestre af vekslende lødighed, ofte er hans trompetspil og sang eneste reelle attraktion, og allerede inden sit første Europabesøg i 1932 har han turneret USA tyndt og også skabt sig et stort hvidt publikum, selv om også racemæssigt betingede episoder og chikane hørte til dagens orden. En radiooptræden et sted i sydstaterne startede således lovende: speakeren fortalte publikum, at han "simpelthen ikke kunne få sig selv til at introducere den nigger". Og tilsvarende, efter diverse tovtrækkerier med politiet i Memphis, gik han på scenen med bemærkningen: "Jeg vil gerne tilegne vores første nummer til politichefen her i byen, vi spiller "I'll be glad when you're dead, you rascal, you".

Problemer omkring hvem der havde retten til at repræsentere guldfuglen Armstrong var nu ved at udarte til brug af skydevåben, så for at komme lidt på afstand af tumulten rejste Armstrong i 1934 til Europa, hvor han opholdt sig et års tid, en hel del af tiden i Paris, som jo i forvejen havde et blomstrende forlystelsesliv og en betydelig koloni af sorte, amerikanske kunstnere.

(Fortsættes)

Først bragt på Bibzoom 7.12. 2012