Genrer


At The Louisiana Hayride Tonight - super bog-/cdværk
The Louisiana Hayride... enhver der har den mindste smule interesse i den tidlige countrymusik, og det der skulle blive kendt som rock'n'roll kender det navn. Navnet på et legendarisk radioshow, der startede tilbage i 1948, og som havde base i Shreveport, Louisiana i det sydlige USA.
Det tyske label Bear Family har begået et lille mesterværk om dette show, dette program - denne institution - i form af værket At the Louisiana Hayride Tonight... af Martin Hawkins og Colin Escott. På ikke mindre end 20 cd'er og et flot, gennemarbejdet bogværk får vi serveret en nogenlunde kronologisk gennemgang at hillbilly-musikkens udvikling, som den tog sig ud i netop dette radioprogram. Fra starten af The Louisiana Hayride-show i 1948 til dets egentlige ophør i starten af 1960'erne. Vi hører en række af navne der stadig klinger i dag. Elvis Presley, Johnny Cash, Hank Williams... alle navne der med tiden er blevet ikoner og legendariske i sig selv. Men her får vi dem i den musikalske kontekst, hvor de startede. Og det her, at vi for alvor kan høre, hvordan f.eks. netop Elvis Presley skilte sig markant ud fra det samtidige lydbillede. Et lydbillede repræsenteret ved navne, som nok ikke vækker så megen genklang herhjemme idag: Johnny Horton, Jimmy Lee, Dee Mullin... Men navne som var en del af den scene, hvoraf de største stjerne voksede ud.
Vi bliver præsenteret for henimod 24 timers musik - i forbavsende god lydkvalitet, betingelserne taget i betragtning. Ved gennemlytning fornemmer man den musiktradition, der var og udviklede sig i de amerikanske sydstater. Hillbilly, country, gospel, en snert af hvid blues og man fornemmer, hvordan den spæde rock'n'roll tager form, men også påvirker countrymusikken. Vi får også eksempler på hvorden nogle kunstnere "countryficerer" nogle af den tids rock'n'roll-hits, f.eks. Jeanette Hicks' fortolkninger af Fats Dominos "Ain't that a Shame" eller "Slippin' and Slidin'" eller Lucy Lynns version af Elvis-sangen "Got A lot of Livin' To Do". Det er måske musik-nørdet, og 24 timers gennemlytning på een gang vil nok være i overkanten for de fleste.
Men bevæbnet med god tid og bogværket foran sig er det interessant stof at kaste sig over. En udmærket oversigtsartikel om selve historien, begået af Colin Escott, en tidslinie, der såvidt jeg kan gennemskue, er så præcis og udtømmende som sådan en kan være, og ikke mindst er der er korte annotationer om de enkelte kunstnere og deres virke og karrierer krydret med aktuelle billeder. Og selv om der er meget, der er med i værket, har man alligevel ikke haft plads til alt og alle, der har været med på "The Louisiana Hayride" - men der bliver sendt en hilsen til dem i bogen alligevel.
Bogen er flot udstyret, god kvalitet og godt opbygget. Bagest finder man hhv. en trackliste for de 20 cd'er efterfulgt af en alfabetisk liste over de medvirkende kunstnere, med reference til på hvilke cd'er og skæringer de er at finde.
Alt i alt er At the Louisiana Hayride Tonight... et særdeles velkomment og interessant værk. Måske især for dem af os, der har en "musikarkæologisk" interesse, men en relevant udgivelse der er med til at illustrere og nuancere billedet af den tid og den musik, som rocken voksede ud af.
At The Louisiana Hayride Tonight...
by Martin Hawkins & Colin Escott
Bear Family Records BCD 17370
Illustreret bog på 224 s./ 20 cd'er
Bestil den via bibliotek.dk