Lukkif på SPOT Festival

Radar-scenens indesluttede dunkle mørke oplyses af Jullie Hjetlands karismatiske fremtoning. Noget faretruende hviler over den knælange viltre manke og et blik så intenst, at det leder tankerne hen på Herbjørg Wassmos "Dina" i nært musikalsk slægtskab med danske Valravn. Som med Dina er det også her de nordiske urkræfter der hersker, men på en rytmisk bundklang af elektronisk dunken og bas, bas, bas. Blandingen giver en underlig fornemmelse af på én gang at befinde sig i skovens dybe og højt oppe i et rumskib.

Koncerten er af lidt svingende kvalitet. Som et godt DR-drama kan man heller ikke her skelne ordene i vokalen fra hinanden. Dog kan man argumentere for, at det ikke er Lukkifs projekt i lige så høj grad som at give et urnordisk lydbombardement. Hjetlands stemme er klart stærkest i registerets yderpoler; når stemmen er dyb og nærmest guttural og når den umærkeligt i det næste sekund stiger op til uanede højder til det tynde luftlag langt over både skove og fjelde.