Lyden af den tabte tid

Tresserne bliver lyslevende og magisk nærværende, når Francoise Hardy tager ordet. Det er ikke så meget stemmen i sig selv, der gør det, men arrangementerne, lydbilledet. Man lægger en opsamling fra hendes tidlige år i afspilleren, og straks er man tilbage i den troskyldige tid med transistorradio, twist, miniskørter, James Bond, Berlinmur og hvornår kommer den nye Beatles? Rundt om den forsigtige pigestemme bygges et rum, hvor visesangeren med akustisk guitar møder det brusende Grand Prix-orkester. Hvad man hører er kun et lille hjørne af tressernes pop, men det er vildt karakteristisk. Det var lige sådan, det lød.

Den melankolske stjerne

Francoise Hardy blev født i Paris i 1944. Da hun blev student fik hun en guitar i eksamensgave af sine forældre. Hun lærte sig selv at spille og begyndte at optræde med egne sange i de små klubber. Sidst i 1961 stillede hun til prøve hos pladeselskabet Vogue og gav, stiv af nervøsitet, en fransk version af et Elvis-nummer. Det gjorde indtryk. Til sin første single fik hun tildelt en kasseret Petula Clark-sang. Den skulle være hovedretten; men dengang udkom alle franske singler som ep'er med fire numre, så Francoise Hardy fik lov at fylde op med tre af sine egne kompositioner. En af dem hed "Tous les garcons et les filles".

Alle drenge og piger på min alder går tur to og to.
Alle drenge og piger på min alder ved, hvad det vil sige at være lykkelig.
Med blikket begravet i den andens, hånd i hånd går de dér ...
Men jeg går alene i gaderne med sorgfuldt sind, for ingen elsker mig ...

Sørgmodigt. Sentimentalt. Enkelt og lidt naivt. Linjen var lagt fra begyndelsen, og Francoise Hardy gik sjældent bort fra den i årene efter. Hun kunne godt udtrykke glæde i sine sange, men det lå ikke naturligt for hende. Hun var sky og alvorlig og havde ikke høje tanker om sig selv.

"Tous les garcons et les filles" blev indspillet i foråret 1962 "med de fire dårligste musikere i Paris", som hun senere udtrykte det, i et skrabet arrangement og sunget med enstonig stemme. Sangen gik rent ind, ikke mindst hos de unge. To millioner plader røg der på lidt over et år. Hele Frankrig nynnede med. Den triste teenager med guitaren var blevet stjerne. I 1963 deltog hun i det europæiske Melodi Grand Prix med "L'amour s'en va" (endnu en sigende titel) og det blev til en femteplads.

Francoise Hardy fik aldrig igen et hit i størrelsesordenen "Tous les garcons". Alligevel klarede hun sig både musikalsk og karrieremæssigt bedre år for år. Hun var heldig med sine producere, som gav hende en flot lyd, og singlerne trillede frem som en række perler. I 1967 kom en af hendes dejligste sange, "La maison òu j'ai grandi", med vuggende rytme og en melodi hvor Smilende Susie kniber en enkelt tåre. Og samme år et andet topnummer, "Je changerais d'avis" med dramatisk Phil Spector-lyd.

Swinging London - og Paris

Den tilbageholdende sangerinde var pludselig med, hvor tingene sker og tidens navne mødes. Hun var kendt overalt som "the yeh-yeh girl from Paris". I 1964 havde Bob Dylan skrevet et digt til hende (trykt på Another side of Bob Dylan), og da han et par år senere spillede i Paris, inviterede han hende op på sit hotelværelse og prøvede et par nye sange af på hende. Hun kom til London og hang ud med Beatles og Rolling Stones. Helt i tråd med hendes uskyldige teenager-image tilbragte hun en lang aften hos Brian Jones (fra Stones) og Anita Pallenberg, og indså først senere, at de bare havde siddet og ventet på, hun skulle spørge efter stoffer eller gå med i en trekant.

Modehuse som Yves Saint Laurent og Paco Rabanne klædte hende på. Hun var på forsiden af utallige blade, og det kan ikke nægtes, at hun gjorde sig godt. Der kom filmroller: Godards Masculin feminin, Frankenheimers Grand Prix, Donners What's new pussycat? og et par stykker til. Hun lavede engelske, tyske og italienske versioner af sine hits og fortolkede også sange af bl.a. Leonard Cohen og Neil Young. Der kom anerkendelse i udlandet, men ikke noget egentligt gennembrud.

Tiden efter

I halvfjerdserne trak Francoise Hardy sig fra rampelyset. Hun havde længe haft en diskussion kørende med sin sceneskræk; nu fik den det sidste ord og hun holdt op med at turnere. Og pauserne mellem hendes plader voksede.

Men når hun lod høre fra sig, var hendes store og trofaste franske publikum på pletten. I 1996 kom Le danger, en af hendes mest spændende udgivelser siden tresserne. Den er også temmelig anderledes end alt andet, hun har lavet. Væk er det store strygeorkester, og i stedet får man rusten elguitar og støvet slide. Op mod denne aggressive baggrund synger Francoise Hardy ganske som hun plejer, køligt og behersket, og det har en helt egen virkning. Alt i alt viser hendes arbejde i de senere år en kvinde, som stadig har lyst til at eksperimentere og lege, og som formår at gennemføre det med stil. I 2005 blev hun årets kvindelige kunstner ved Victoires de la Musique, de franske Grammyer. Anledningen var hendes cd Tant de belles choses.

Storhedstiden er og bliver dog tresserne. Det er hendes hits fra dengang, der fylder i de mange opsamlinger. En af de bedste veje til perioden finder man i dobbelt-cd'en The Vogue years. Det er en ren tidsmaskine. Der er gyldent efterårslys og stille regn over disse skæringer. Sødmefyldt melankoli. Som at bide i en moden pære, lade saften fylde munden og tænke: Det er høst, nu falder bladene snart.

... det hele vender tilbage til mig:
jeg ser roser i en have.
Hvor træerne voksede, er der nu en by,
og huset og blomsterne, jeg holdt så meget af, findes ikke mere ...

Lån Francoise Hardy fra dit nærmeste bibliotek