Lysfyldt morgen, til marven kold

Johannes V. Jensen skrev digtet “Stæren” i 1925. Det er en genfortælling af sagnet om kong Skjold, og det indledes med et stemningsbillede fra en frysende morgen sidst på vinteren. Et sted synger en stær. Det første tegn på forår.

Hvad har stæren at gøre med et sagn fra oldtiden? Det fortæller digtet i vers tre og videre frem. Barnekongen Skjold ankommer på et skib, der sejler ind mod en dansk strand. En vårvind fører skibet, og der er frisk løv både i masten og på dækket. Så lægger det til, og i samme øjeblik springer mark og skov ud. Alt bliver grønt. Nu kommer foråret - og stæren.

Med skibet fulgte en trækfugleflok;
som susende, brusende vind
i glade hære de funklende stære
på Danmarks kyster slog ind.

Således kom vår til de danske øer,
et barn med øjne så blå,
et skib som skoven, udsprungen på voven,
med stær på gyngende rå!

Jensens digt lyser, ligesom det meste andet han skrev, langt væk af livskraft og livsglæde. Det samme gælder den melodi, Thorvald Aagaard komponerede til digtet i 1927. Aagaard var højskolelærer og organist og skrev en del melodier til folkelige sange som “Sneflokke kommer vrimlende” og “Abraham sad i Mamrelund”. Det er en opløftende melodi, man kan synge med på, bare man har hørt den en enkelt gang. Som sang fik Jensens digt titel efter den første linje: Lysfyldt morgen, til marven kold.

Digtet er oprindelig på elleve vers, men i Højskolesangbogen er det skåret ned til otte, så sangen ender med et optimistisk udtryk. Det er ærgerligt, for hermed bliver den, der synger, snydt for den naturlige slutning på historien:

Men da kong Skjolds regering var endt
man førte ham på en skude.
Han kom fra havet, og han blev begravet,
som sol går ned, derude.

Da rejste også stærene bort;
thi falmet lå kyst og skov,
og over strande og gysende vande
gik frosten med isskoet hov.