Mabel The Label klar med tre nye skud fra stammen

Terminal Argh - Navy Bruise - PissedPostPunk 3 nye udgivelser fra det lille uafhængige pladeselskab, Mabel The Label, udkommer 28.5.

Terminal Argh

Knapt et år efter udgivelsen af debutalbummet, er Terminal Argh nu klar med ep'en 'R!', der indeholder 5 nye originale numre, og én cover-version. Mabel The Label udsender, både digitalt og på CD.
”Melodierne har været det vigtigste i skriveprocessen. Jeg har danset rundt i ”studiet” til timevis af grooves, mens jeg har sunget, fløjtet og jodlet melodilinier. Det er aldrig kedeligt at lave Terminal Argh”, siger sanger Nana Schwartzlose om ep’en. Producer Morten Umpff tilføjer:  ”Jeg havde lyst til at skære produktionerne ind til benet. Arbejde med færre, og klarere, lag i musikken, og dermed skabe mere plads til selve sangen. Dét, og så sætte tempoet op!”
Sangene på R! handler (igen) om oplevelser og observationer. Fra hverdagen og generelt. Og så er der også en stærkt personlig version af David Bowie (og Iggy Pops) China Girl.
Musikalsk er tempoet sat i vejret i forhold til tidligere, og kærligheden kastet efter noget, der er en anelse mere poppet end vanligt, fra dén kant. Tråde kan trækkes til bl.a. Tricky, Austra, Grace Jones, Slade, Duran Duran, Abba, Lorde og Chic - Terminal Argh er elektronisk pop, der gladeligt låner fra enhver brugbar inspirationskilde.
CD-udgaven af 'R!' indeholder 9 bonustracks - hele debutalbummet fra 2013, der bl.a. fik følgende ord med på vejen i Gaffa: ”Schwartzloses vokal er en døsigt delikat nydelse fra ende til anden, mens multiinstrumentalisten Umpffs livlige spil sikrer en spændstig vitalitet, der gennemsyrer store dele af værket, som på uimodståelig vis på samme tid oser af mekanik og emmer af organisk fylde.”

Navy Bruise

Navy Bruise fortsætter hvor de blæste igennem med det første album "The girl with the fruit basket", men har taget tendenserne længere ud; Det dansable er blevet mere danset og catchy, og det mørke har fået et ekstra lag af skygger og twistethed. Så selvom det stadig er synthpop der binder det hele sammen, er der kommet længere imellem yderkanterne, og der kan både danses til Roses og smertes til Under Your Skin. Eller omvendt. En badass pop-plade, der tager sine lyttere alvorligt.

Der er ikke noget andet der lyder sådan, og specielt ikke i Danmark, men det er oplagt at sammenligne med ting som Austra, The Knife eller Grimes.
Navy Bruise består af sangerinden Wanda Bra og produceren Hansen, og sammen står de for alt på den nye plade, bortset fra extra vokaler af Tonje Terese på åbningsnummeret Rob Them All For Me.
Albummet udkommer på danske Mabel the Label, og bliver tilgængeligt både som fysisk CD samt digital download fra de fleste portaler og bandets egen bandcamp side. Der er 11 sange på, og den første single hedder Roses. Første album blev pænt modtaget både på diverse blogs og i Gaffa, der gav den fire stjerner med ord som “her bliver det hele vældig udansk, når man sådan insisterer på at lave elektronisk popmusik med omtanke, lykkeligt befriet for selvfed og let tilbagelænet caféstemning”.
'Will Facesit For Friendship' er titlen på albummet, og det samler mange af de tekstlige tråde på pladen. Personlige tekster om seksualitet, mental selvprostitution, kvinderoller, kærlighed og det komplicerede spil imellem egne og andres forventninger. En opsang om selvstændig råstyrke, men også en blotlæggelse af egne skrøbeligheder.

PissedPostPunk

Albummet "PunkAtronic" by PissedPostPunk er lige så meget en genrebetegnelse som en titel, hvilket der er brug for, da PissedPostPunk bestemt ikke lyder som noget andet. For her smelter lynhurtige guitar og punkede sange sammen med hårde elektroniske lyde, imens vokalen vrænger opråb ud af højtaleren. PissedPostPunk er en ide skabt af producer Jonas Østergaard og sangskriver Lennert Røngren, der skulle råbe imod konformitet, systemernes trang til at vokse og almindelig dumhed. Det modige danske selskab Mabel The Label har taget dem til sig og udsender albummet digitalt den 28. maj.
Sangskrivningen trækker på 1977-punkens energi og no-bullshit attitude, og nogle af heltene er - udover The Clash, naturligvis - Stiff Little Fingers, Buzzcocks, Stranglers, Iggy Pop, Dead Kennedys og Ramones. Maskinelementerne trækker på inspiration fra Faithless’, Prodigys og Skrillex’ vilde verdener.

Uncle Punk alias Lennert Røngren fortæller at de, for at bevare ungdommeligheden og den rå energi, opfandt det dogme, at sangene skulle skrives og indspilles i ét hurtigt flow, gerne med en fest omkring. Så der er indspillet med studiet fuld af øl og folk, hvor Uncle Punk smadrede guitarer, bas og vokal på et hurtigt lavet beat af Doc. Jones alias Jonas Østergaard, som ofte blev en næsten free form da kompositionen aldrig havde et fast endeligt. Undervejs skabte Doc Jones de elektroniske elementer og til slut var der så den lange proces at få alt klippet på plads. Slutresultatet er en sand menneskemaskine - 120 bpm betragtes som sjælertempo i PissedPostPunks verden -  der banker derudaf, punket, energisk, og med masser af skrål-med-omkvæd: punkAtronic by PissedPostPunk.

Release-koncert med alle 3 bands på Ideal Bar / Vega den 29. maj