Genrer
Mærkevarer
Inden for modeverdenen er begrebet "mærkevare" en konstituerende del af branchen. Det samme gør sig gældende inden for designområdet, inden for gadgetverdenen, inden for bilbranchen – og inden for et utal af andre afgrænsede universer, hvor tilstedeværelsen af et bestemt navn kan betyde forskellen mellem succes og fiasko, mellem overskud og konkurs. En mærkevare er en vare, hvor navnet er vigtigere end produktet – eller hvor navnet er produktet – og hvor det samme navn er garant for en eller anden form for kvalitet. Det kan være en reel kvalitet eller en kvalitet, som primært eksisterer i forbrugerens hoved; men uanset hvad repræsenterer mærkevaren en ekstra værdi for forbrugeren, der ofte er parat til at betale en overpris eller yde noget ekstra for at blive ejer af mærkevaren.
Navne der sælger
Inden for kunstens verden eksisterer mærkevarebegrebet naturligvis også, og her er det som regel knyttet til en bestemt persons navn. For en udenforstående kan det være svært at forstå, hvorfor tilstedeværelsen af et bestemt navn eller en bestemt signatur kan gøre et tilsyneladende ligegyldigt kunstværk mere interessant for den potentielle kunde. Men for den indviede er der ingen grund til at være overrasket over interessen. Tilstedeværelsen af dette eller hint navn er et signal, som giver associationer, og som fortæller, at her går man ikke helt galt i byen. Det kan dreje sig om en bestemt signatur på et maleri, det kan handle om navnet på en redaktør af en bogudgivelse, eller det kan være navnet på en producer af en bestemt musikudgivelse. Det er naturligvis det sidste eksempel, der er interessant i forbindelse med Bibzoom.
Der er stor forskel på mærkevarebegrebets indhold inden for billedkunstens verden, hvor et navn kan få prisen på et værk til at stige eksplosivt, og inden for musikkens verden, hvor det eftertragtede navn højst kan øge publikums interesse for et værk og dermed medvirke til også at øge salget af samme værk. Det hænger naturligvis sammen med forskellen mellem unikke værker og masseproducerede varer. Men når det er sagt, bør det dog straks tilføjes, at tilstedeværelsen af et "godt" navn (Bruce Springsteen på guitar, Bob Dylan som medforfatter af en sang el.lign.) sagtens kan betyde et mersalg af betydelige dimensioner af en given udgivelse.
Produceren som mærkevare
Det er dog en anden type mærkevare-navne, jeg her har tænkt mig at pege på, nemlig navne på producere i forbindelse med musikudgivelser. En del kender nok navnene på et antal topproducere, som i kraft af deres vellykkede samarbejde med musikalske topnavne har opnået deres position - og vice versa. Daniel Lanois, Bob Johnston og Phil Spector er nogle af de berømte producere, som det har været en fjer i hatten for de involverede musikere at arbejde sammen med. Når jeg støder på disse og lignende navne i forbindelse med pladeudgivelser, stopper jeg lige op og kigger en ekstra gang – også selv om navnene bag musikudgivelsen ikke vækker nogen genklang i øvrigt. (I parentes bemærket købte jeg for ganske nylig en cd fra 1970 med gruppen Jamme (?) – blot fordi John Phillips fra The Mamas and the Papas i sin tid var involveret i indspilningerne. Det kan man da kalde tillid fra min side! Eller måske blot blåøjethed).
Svenske Kjell Andersson, som måske nu er ved at nå pensionsalderen, har jeg også altid opfattet som et signalnavn: hvis Kjell Andersson har været inde over denne eller hin udgivelse, er den nok ikke helt dårlig. Og som regel har jeg haft ret i den antagelse. Men Andersson er på mange måder fortidens mand, og det er ikke så mange produktioner, han er involveret i for tiden. Men så er der til gengæld et andet svensk navn, der for mig er indbegrebet af et mærkevare-navn, hvis tilstedeværelse i musikalske sammenhænge får mig til at spidse ører – og som regel får mig til at købe den pågældende musik med det samme.
Husk navnet: Haapalainen
Navnet er Jari Haapalainen, og med sådan et navn er der ingen grund til at opfinde et kunstnernavn. Når man først én gang har lært sig det særprægede finske navn, er der næppe nogen risiko for, at man glemmer det igen. Og det er jo ikke en helt ringe egenskab for et mærkevare-navn. Haapalainen optræder primært som producer i forskellige musikalske sammenhænge, men som mange andre gode producere er han også selv musiker og kan dermed springe til med både råd og bistand, hvor der er brug for det. Haapalainen behersker både guitarer og slagtøj og optræder også på begge dele i en del musiksammenhænge, hvor han ellers primært er producer.
Første gang jeg for alvor blev opmærksom på Jari Haapalainens navn var i forbindelse med den svenske gruppe Moneybrother, som Haapalainen både producerede og assisterede med guitarspil på gruppens første udgivelser. Og det gjorde han godt – så godt, at Moneybrother hurtigt blev et topnavn inden for svensk rockmusik med hovedvægt på guitarbaseret melodisk materiale. Gruppens to første cd'er er fortsat en fornøjelse at lytte til med deres overflødighedshorn af velproducerede lydtapeter – ikke helt ulig lyden hos en producer som Phil Spector. Desværre ophørte samarbejdet mellem Haapalainen og Moneybrother lidt for hurtigt – og dermed ophørte også gruppens tid som en magtfaktor i svensk rockmusik.
Jari Haapalainens næste store opgave som producer blev at bringe gruppen Eldkvarn tilbage på sporet og genetablere gruppen som en af de dominerende i svensk rockmusik. Det lykkedes over al forventning med cd'en Atlantis (2005), hvor Haapalainens tilstedeværelse både formåede at give gruppelederen Plura Jonsson nyt fokus og få hans talent for at skrive iørefaldende sange til at blomstre på ny samt at (gen)placere Eldkvarn som en af de helt centrale rockgrupper i Sverige. Siden har Haapalainen været med på alle Eldkvarns plader, og han er også producer på gruppens kommende cd med udgivelsesdato engang i november. Jeg glæder mig allerede som et lille barn!
Helstøbte album på stribe
Jari Haapalainens rolle som producer på rockveteranen Kajsa Grytts seneste udspil, En kvinna under påverkan (2011), har fået megen ros i medierne, og jeg købte (naturligvis) cd'en på navnet/navnene alene – men i sandhedens interesse bør det nævnes, at jeg (skønt gammel Grytt-fan) ikke er helt overbevist om samarbejdets succes. Personligt synes jeg, at Kajsa Grytts kvaliteter ligger et andet sted end i det powerrock-regi, Jari Haapalainen som oftest repræsenterer.
Til gengæld er jeg meget begejstret for resultatet af svenskerens samarbejde med den etablerede kvinderockgruppe Sahara Hotnights. Jeg har ikke investeret i gruppens tidligere udspil, men købte (næsten) umiddelbart den nye cd med den enkle titel Sahara Hotninghts (2011), fordi Haapalainen optræder i rollen som producer på cd'en. Og her var der ingen grund til skuffelse. Haapalainen har – igen – formået at få det bedste ud af en gruppes potentiale og har forvandlet de fire musikeres individuelle talenter til et flot og usædvanlig helstøbt album med en række gode melodier indrammet af et fornemt lydbillede. Her har produceren virkelig fået mere end 4 ud af at lægge 1+1+1+1 sammen.
Jari Haapalainen er i mit univers et ægte mærkevare-navn, hvis tilstedeværelse som et minimum betyder, at jeg ofrer de indspilninger, han har været involveret i, en ekstra opmærksomhed. Det er ikke altid, jeg køber udgivelsen på hans navn alene – men jeg er helt sikkert interesseret. Frida Hyvönens musik (produceret af Haapalainen!) er måske en smule speciel i denne lytters ører, ligesom jeg ikke er helt solgt på udgivelserne fra gruppen The Concretes. Men tilstedeværelsen af navnet Jari Haapalainen i forbindelse med flere af musikernes udgivelser har på den anden side betydet, at jeg har givet musikken en chance, den formodentlig ellers aldrig ville have fået hos mig. Der er trods alt grænser for, hvor mange nye navne man har tid og overskud til at give kostbar lyttetid, når man nu ikke er professionel anmelder.
Men når Jari Haapalainen er involveret, bør man nok tage sig tid til at give musikken en chance …