dummy

Magelighedens højborg?

17-06-2015
Tina Schmidt, Aabenraa Bibliotekerne
Det er svært at sætte en finger på noget som helst organisatorisk omkring afviklingen af Northside2015 i den forgangne weekend. De grå eminencer bag scenerne lærer fra år til år. Det, der ikke liiiige sad i skabet sidste år, er der blevet rettet op på – Mere kapacitet ved indgangene, ingen chiparmbånd, og i det hele taget føltes det i år som om der var mere plads, luft og færre køer til alting. Som altid var der i år igen godt skyl i toiletterne og man kunne ikke opstøve mad med mindre end 50% økologi. Og hurra! Det er alt sammen dejligt – og mageligt.    Og godt der er styr på alle dine andre basalbehov end dine ørers. Ingen vi talte med var kommet for musikkens skyld. Der var heller ikke rigtig noget markant hovednavn og onde tunger kaldte festivalen både SnorkSide, Grøn Koncert eller Langelandsfestival.   

Det er æt’ SmadreCampRoskilde

… Men det er heller ikke Grøn Koncert. For mig er det fantastiske ved Northside de meget få overlap i koncerter, og hvis man ikke gider høre Scarlet Pleasure, kan man daffe i champagnebaren en god branderts tid og lade både pop og bobler dampe væk fra hovedet inden næste band. Hvis boblerne ikke når at fordampe helt, er det måske også en fordel – altså at man inden for Northsides, dog begrænsede, vildskabsskala kan gå ud og høre noget, man ellers ikke ville have gjort.  

Det bedste

  • The Black Keys
    De fleste havde efterhånden givet op og gået hjem inden den sidste koncert. Jeg er glad for jeg blev. 
  • Seasick Steve
    Det var førnævnte overraskelse med boblende hoved. En 74årig mand, der både kan få en flok aarhusianere til at messe med og enkelte til at crowdsurfe er i sig selv vildt. 
 
  • Alt-J 
    Jeg blev glad, jeg blev vild, jeg blev opstemt, jeg dansede.
 

Det underligste 

  • Scarlet Pleasure
    Hvornår stod Nick Carters halvfemserhår op fra graven? Hvornår gjorde alle klichéer på boybandmoves og attitude ditto? Er det her en parodi? Er vi ude i noget post-ironisk? Mener de det? Hvorfor skal han hele tiden trække ned i sin skjorte, så man kan se den ene skulder? Hvorfor hviner alle teenagepigerne? Er det mig, der er gammel?