Maggidudi og jeg

Jacob Gade, spillemandssønnen fra Vejle, var i 1920’erne ansat som kapelmester for Paladsteatrets orkester i København. Det var en biograf efter amerikansk forbillede med plads til 2500 mennesker. Alle film var stumfilm og krævede musik, som Gade ofte selv komponerede. Til filmen om Zorros søn, Don Q, skrev Gade “Tango jalousie”, et nummer, der fik enestående succes og i årtier hørte til de mest spillede i alverdens radioer. Millionerne rullede ind og blev sat i Jacob Gades Legat, som støtter unge musikere under uddannelse.

Men Gade skrev både før og efter den verdensberømte tango masser af let underholdningsmusik, især valse og revyviser, som han ofte udgav under pseudonym. Det bedst kendte eksempel er “Maggidudi og jeg”, som blev sunget af Carl Alstrup i Tivoli Revyen i 1923. Teksten var af Ludvig Brandstrup, et stærkt og langtidsholdbart navn i dansk revy, men på nodehæftet stod komponisten angivet som Leon Bonnard. Det kunne dog ikke skjules i længden, at Bonnard egentlig hed Gade, for nummeret blev en landeplage både i Danmark og Sverige.

Musikken er en munter foxtrot med en markant rytme, men især er der grund til at bemærke Brandstrups tekst. Historien handler om et uadskilleligt par, storebror og lillesøster, der har holdt sammen siden moderen døde, mens de endnu var ganske små. En hverdagstragedie, der her bliver serveret som den reneste komik. Især må Brandstrup have haft en fest med at finde på rim til det lidt besværlige pigenavn Maggidudi. Og dem er der mange af:

... skudt i

... uti’e

... truttifrutti

... sprut i

... trut’ i

For blot at nævne et par stykker. “Maggidudi og jeg” har fået et langt liv i radio, på grammofonplade og cd, og det er fortjent. Den startede som landeplage og endte som evergreen.