Genrer
The Mamas & the Papas: If you can believe your eyes and ears
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 127
"California dreamin’" er uden sammenligning den mest populære sang, The Mamas & the Papas har udgivet, og den var en væsentlig faktor i succesen for gruppens debutalbum If you can believe your eyes and ears. Den er mørk som få popsange fra samtiden, men samtidig fængende og overraskende storladen i forhold til resten af albummet. Numre som "You baby", "The in crowd" og "Do what you wanna do" er mere simple, ja, faktisk søde sange. Denne solskinsfyldte lyd karakteriserer i langt højere grad albummet, hvis ikke gruppen generelt. Én måde, hvor "California dreamin’" dog klart repræsenterer pladen som helhed, er gennem de smukke vokalarrangementer. Gruppens fire vidt forskellige stemmer spiller godt mod hinanden, og på hvert eneste nummer har de arbejdet kreativt med sammensætningen af gruppens medlemmer.
Især når der er elementer af kanon, er jeg vild med det. "Monday, Monday", "California dreamin’" og "Go where you wanna go" er nogle af de bedste eksempler på dette. Det skaber en lækker lyd, når halvdelen af sangerne synger en linje, og før denne linje er færdig hopper den anden halvdel ind og begynder samme linje påny, mens de oven i købet harmoniserer. Deres harmonier bruges også til at opnå mange forskellige effekter. På "Spanish Harlem" er det romantik, på "Straight shooter" er det psykedelia, og på "California dreamin’" er det drama. Der er med andre ord en del variation på albummet. De individuelle numre har helt unikke identiteter, så man kommer overraskende vidt omkring på de blot 34 minutter, pladen varer. På den måde har pladen ikke som helhed et “statement”, og valget af "The in crowd" som afslutningsnummer virker da ret tilfældigt. Det ville de fleste sange dog. Det bliver aldrig særlig farligt i lyden, og følelsesmæssigt møder man kun sjældent dybde. Det meste er på ingen måde dårligt, men gruppens ekstreme uskyldighed kan virke forældet i dag. Der er sjældent nogen kant, der bidrager til de fine arrangementer og melodier.
Mens de fleste numre lyder vidunderligt og udtrykker meget kreativitet, er der også nogle svagere numre iblandt. "Got a feelin’" er lidt noget pyntet fyld, og den tikkende percussion bliver irriterende i længden, selvom den er flot arrangeret. "Somebody groovy" er et simpelt, blueset nummer, der let kan gå i glemmebogen, og det samme gælder "Hey girl", men selvom de ikke er så mindeværdige, hjælper de pladens dynamik, og der er nogle interessante øjeblikke her og der på dem. Det eneste decideret dårlige nummer vil jeg dog nok sige er deres cover af "Spanish Harlem", som jeg heller ikke har noget til overs for i originaludgaven. Ben E. Kings store stemme tackler dog på originalen denne lettere vamle kærlighedssang bedre end mødrene og fædrene kunne drømme om. Men selv med dette albumfyld er det ikke til at komme uden om, at gruppen har talent. Både som sangskrivere og optrædende er de virkelig dygtige, og selv på de svagere numre er der masser at komplimentere. Når de bedste numre oven i købet er af så høj kvalitet, kan pladen sagtens anbefales, hvis man kan lide denne afart af 60’ernes popmusik.
Lån If you can believe your eyes and ears fra dit nærmeste bibliotek