Genrer
Manden der sad
Køen startede rundt om hjørnet og fortsatte langt ned ad Wardour Street. Vi sluttede op og faldt hurtigt i snak med parret foran. "Den her fyr er noget specielt," sagde manden. "Han sidder ned mens han spiller, med guitaren i skødet. Det er blues, men meget heftigt og rockpræget. I kan godt glæde jer."
Det gjorde vi så, mens vi langsomt rykkede rundt om hjørnet og ned mod indgangen til Marquee. Vi var måske ti meter fra dørene, da en ung mand kom op langs køen og råbte: "Der er udsolgt, vær venlige at gå." Mandens størrelse gjorde indvendinger overflødige. Vi sukkede og drog af sted mod den nærmeste pub.
Senere kom vi til at opleve ham, manden, der sad og spillede en elektrisk blues, som kunne få de fleste op af stolen. Jeff Healey besøgte Danmark gentagne gange i 1990'erne. Første gang vi hørte ham, i Herning Kongrescenter, hilste han med et "Nice to see you". Og grinede lidt.
Jeff Healey var blind. Han fik kræft i øjnene som et-årig. Han voksede op i en forstad til Toronto, i en familie, hvor de fleste spillede eller sang, og "der altid var musik omkring én". Da han var tre, fik han en guitar i julegave. Han fandt ud af, at det var lettest at spille på guitaren, når den hvilede fladt på lårene, og den stil holdt han fast ved siden hen.
"Det gør det muligt for mig at bruge alle fem fingre på venstre hånd til forskellige slags vibrato," forklarede han. "Jeg laver en masse vrid med min tommelfinger og bruger den til at ramme toner over og under hvor man normalt kan nå. Jeg har prøvet at spille guitar på den almindelige måde, men det føltes ikke særlig behageligt."
Et talent vokser op
Healey gav sin første offentlige optræden i en alder af seks. Som teenager havde han sit eget radioprogram, hvor han spillede gamle 78'ere fra sin egen, hastigt voksende samling. Det kunne lyde som et pacet vidunderbarn, men i hans tilfælde var det en indre drift og mere beskidt. Han spillede i Torontos klubber med diverse bands, "alt fra jazz, reggae og heavy metal til gedigen R&B og country". Da han var omkring tyve, var man begyndt at lægge mærke til ham i guitarverdenen. Han kom til at dele scene med Albert Collins, som derefter præsenterede ham for Stevie Ray Vaughan. Han spillede med Vaughan - og senere også ved dennes begravelse. Snart væltede lovprisningerne ind over ham.
"Jeg har aldrig set noget lignende. Din teknik er den bedste, jeg nogensinde har set. Hold fast ved den, så bliver du større end Stevie Ray Vaughan, Stanley Jordan og B.B. King."
Det var ikke en overskruet musikjournalist, der gav Healey denne salut. Det var B.B. King.
Healey havde fundet sin genre: bluesrock med lige dele højspænding og sentimentale ballader. Han dannede Jeff Healey Band, en traditionel trio med guitar, bas og trommer. De lagde ud med See the light i 1988, og det blev gruppens stjernestund. Pladen solgte to millioner og Healey blev forsidestof, bl.a. i det ansete Guitar Player. Pladen blev især kendt for to glødende John Hiatt-kompositioner, "Angel eyes" (hitsinglen) og "Confidence man", og så selvfølgelig titelnummeret. På scenen markerer "See the light" det punkt, hvor Healey ikke længere kan sidde stille, men rejser sig og begynder at rokke omkring, mens Stratocasteren hænger akavet foran ham og fingrene går amok.
En del kritikere bedømte Healeys blues som hul og showpræget. Man kender disse folk, som mener at blues skal serveres akustisk foran et faldefærdigt skur i deltaet, og at man kun har lov at spille denne slags musik, hvis man er sort, seksogfirs og - nå ja, blind. Healey passede dårligt ind i bluespuristernes skema. Men for dem, der kunne lide tråd a la Rory Gallagher og Gary Moore, var han kort og godt sagen.
Salgsmæssigt kom Jeff Healey Band aldrig mere derop, hvor de startede. Men de knoklede løs. Turnerede verden rundt i årevis. Healey fik tid til at smide en solo på en af Hanne Boels plader. Og ved flere lejligheder optrådte han med det danske jazzorkester Peruna Jazzmen. Her spillede han kornet.
Hjem til jazzen
Den gamle advarsel "Pas på, her lugter af jazz" ville være godt anbragt. For Healeys tid med bluesrocken var ved at være omme. På den anden side af årtusindskiftet vendte han sig mod den musik, der livet igennem havde stået hans hjerte nærmest: jazzen.
Jeff Healey havde opnået at spille med B.B. King, og da han skulle beskrive oplevelsen, sagde han, at det kom tæt på hvordan det måtte have været at optræde med Louis Armstrong. I hans pladesamling på mere end 26.000 var det især jazz fra 1920'erne og 30'erne, der fyldte, og især det, der lød af New Orleans. Hans egentlige musikalske idoler var ikke guitarmestre, men folk som Armstrong og Jack Teagarden.
Han startede sin egen musikklub i Toronto. Her underholdt han lørdag eftermiddag med sin nye gruppe, Jazz Wizards, og torsdag aften stod den på blues-jam med forskellige gæstemusikere. Der kom fire herlige skiver med Jazz Wizards, fyldt med smittende livsglæde og en stemning som på en smugkro i Gatsby-tiden. Og med Healey på trompet og akustisk guitar.
Healey havde fundet den ideelle balance, hvor han både kunne dyrke jazzen, som han elskede, og bluesrocken, som gav brød på bordet. Men glæden var kortvarig. Kræften, som havde fulgt ham gennem hele livet, endte med at tage livet af ham trods gentagne operationer og hård stråle- og kemoterapi. Jeff Healey døde i marts 2008, kun tre uger før sin 42 års fødselsdag.