Manden med det lange navn

Hvordan får man en udlænding til at udtale navnet "Niels-Henning Ørsted Pedersen", vel at mærke så man forstår, hvem han mener? Det gør man, med få undtagelser, heller ikke. Og det er vel ganske få musikere, der på skrift eller i tale er blevet identificeret på så mange forskellige måder som den danske bassist, der døde den 19. april 2005, kun 58 år gammel. En tirsdag formiddag gav hjertet op: 45 professionelle år afviklet inden man er fyldt 60, en rejseaktivitet, hvor det ene jetlag knap når at klinge af inden det næste sætter ind, og mange års manglende sans for at kunne sige nej til et jobtilbud - så har selv et liv som højt respekteret, populær og vellønnet kunstner sine store omkostninger. Hyppigst var det vel initialerne, NHØP, der angav, at hér var han, og uden for landets grænser annonceredes han tit som "Niels Pedersen", men uanset hvad, var man sjældent i tvivl om, hvem man havde med at gøre, når man havde hørt nogle få takter.  

 

"Du skal spille bas"

At det var de ældre brødres jazzinteresse, der satte Niels-Henning i gang allerede inden teenage-årene, er helt sikkert. De havde deres eget orkester på Osted Fri- og Efterskole, hvor faderen var forstander, og historien om, hvordan kontrabassen holdt sit indtog, er næsten rørende: Niels-Henning kunne allerede spille lidt klaver, men orkestret havde en pianist. Derimod ingen bassist, og på hans spørgsmål: "Jamen, hvad skal jeg så spille?" kom svaret prompte: "Du skal spille bas." Og til hans indvending: "Den kan man da ikke spille melodier på", faldt svaret lige så rapt: "Jo, Niels-Henning, du kan, og nu går vi op og spørger far, om du må få en bas."

 

Det kan næppe overraske nogen - når man tænker på, hvad NHØP senere udrettede -, at han fik sin bas. Faderen tog med ham og fik med bemærkningen: "Min søn er musiker" ovenikøbet forhandlet sig til lidt rabat, men betingede sig også, at han skulle gå til rigtig, professionel undervisning. Og så tog pokker ved den 12-årige. Han øvede og øvede med en indædt målrettethed, så de ældre brødre jævnligt måtte strække våben og bekende, at nu var de altså trætte, hvortil Niels-Henning undertiden svarede: "Jamen, så gå I bare i seng. Jeg skal lige have dette her på plads ..." Og det varede kun kort tid, før han først var blevet medlem af et lokalt dixieland-orkester, og snart efter dukkede op på spillestedet Vingaarden på Nikolaj Plads i det københavnske minefelt som medlem af Jazzkvintet 60. Et hold af ældre og langt mere erfarne folk, grupperet omkring pianisten Bent Axen, som dog med det samme havde blik for hans usædvanlige talent.

Et navn man regnede med

Hans instrumentale håndelag var allerede i 15-års alderen helt forbløffende, og hans musikalske opfattelse var lige den streg mere opdateret og bredspektret, end det var almindeligt hos tidens øvrige danske jazzbassister, så han blev meget hurtigt den foretrukne på instrumentet, når amerikanske gæster kom til byen. Et jobtilbud fra Count Basie i 1963 gik dog i vasken på grund af manglende arbejdstilladelse i USA. Ikke mindst samarbejdet i midten af 60'erne med musikere som Dexter Gordon, Ben Webster og Kenny Drew gjorde ham, både musikalsk og menneskeligt, så bredskuldret at han ikke var til at løbe om hjørner med, og efter at have spillet med giganter som Sonny Rollins og Bill Evans i 1965, var NHØP, også i international sammenhæng, et navn, man regnede med, og ikke bare en god, lokal bassist.

Jazzhus Montmartre

Jazzhus Montmartre i Store Regnegade var hans faste base i adskillige år, og listen over de (amerikanske) musikere, han akkompagnerede, er tæt på at udgøre en jazzens blå bog, foruden at han fra 1964 til 82 var et skattet medlem af Danmarks Radios Big Band og deltog i et mylder af mere eller mindre ad hoc-projekter, både hjemme og ude.

Så der er måske ikke noget underligt i, at han i 1970 fik en opringning fra pianisten Oscar Petersons manager, Norman Granz, som ville høre, om han kunne spille et enkelt job med den store canadier. Problemet var Jugoslavien, fordi Petersons faste bassist, tjekkiske George Mraz, var hoppet af fra sit fødeland, men endnu ikke fået sit amerikanske statsborgerskab på plads, og derfor, med rette eller urette, var bekymret for at vise sig øst for jerntæppet.

Niels-Henning rykkede ud med få dages varsel, tingene gik (som også Peterson selv beretter det i bogen NHØP) upåklageligt, man skiltes igen, men få måneder senere ankom en ganske stor bryllupsgave, da Niels-Henning skulle giftes med sin Solveig. Det kunne vanskeligt tolkes som andet end Petersons tilkendegivelse af, at danskeren var accepteret i "superligaen", og der gik da også kun et par år, før deres samarbejde fik en fastere form, fra nu af med Niels-Henning som regelmæssigt tilbagevendende medlem af Petersons grupper, både ved koncert-turneer og talrige pladeindspilninger. Og selv om Peterson var en ganske barsk og krævende arbejdsgiver og Niels-Henning mere end én gang overvejede at kvitte samarbejdet, strakte hans loyalitet sig alligevel så langt, at han også efter Petersons sygdom og stærke svækkelse i 1993 holdt fast ved at spille med ham. Han var ikke en mand, der bare lige løb af pladsen.

Pianisten Kenny Drew

Også Niels-Hennings mangeårige samarbejde med pianisten Kenny Drew er der grund til at trække frem. Drew boede i København fra 1964 til sin død i 1993, og de to udgjorde i mange år to trediedele af Jazzhus Montmartres "husrytmegruppe" bag skiftende solister og fik her fintslebet deres indbyrdes lydhørhed. Men det var først efter at de i 1972 var begyndt at arbejde mere målrettet i duoform og indspillede et par plader, som bl.a. rummede et par gamle danske sange, at de for alvor fik et publikum udenfor jazzens hardcore-lyttere. Så gav det til gengæld kraftigt genlyd, og det varede ikke længe, før Niels-Henning næsten havde status af nationalt ikon, også fordi han med sin grundtvigianske baggrund og meget ligefremme og ukrukkede fremtræden blev opfattet som meget "dansk", uanset hvor meget af den musik, han spillede, der i øvrigt - som al anden jazz - var amerikansk i sit udgangspunkt.

De sidste år

Den sidste snes år af sit liv var Niels-Henning oftest sin egen orkesterleder, jævnligt i et ligeberettiget samarbejde med barndomsvennen, pianisten og arrangøren Ole Kock Hansen, eller i forskellige triosammenhæng: med den svenske guitarist Ulf Wakenius og skiftende trommeslagere, eller med Palle Mikkelborg og Kenneth Knudsen i det, han selv kaldte "Heart to Heart"-trioen.

Men selv om det ikke altid kunne skjules, at han i de seneste år ofte genbrugte et ret snævert repertoire og ikke følte større trang til musikalske ændringer eller fornyelser, udtrykte han sig i sit spil stadig med en mageløs klanglig rigdom og udtryksfuldhed.

Hans pladeproduktion er særdeles omfattende. En komplet NHØP-diskografi venter stadig på at blive lavet, men et kvalificeret skøn er, at han medvirker på en 7-800 pladeudgivelser, af hvilke en betydelig del haves på bibliotekerne. Og hertil kommer naturligvis en uoverskuelig mængde af radio- og tv-optagelser. Men det var ikke kun pladerne, han efterlod os. I lige så høj grad var det rollen som inspirationskilde for en hel generation af yngre bassister - ikke kun danske - plus at han viste os, hvad der kunne lade sig gøre på en kontrabas. Hvis man da havde tilstrækkeligt med talent og viljestyrke.