Månedens album: Arcade Fire - Reflektor

Arcade Fires fjerde album ”Reflektor” har været spundet ind i et væv af forventning, hype og teasere i en sådan grad, at PR-maskinen omkring selveste juleaften måtte se sig slået på egen banehalvdel i oktober. Lad det være sagt, det her er bedre end jul og nytår tilsammen. Samtlige numre er som gaver, der gradvist pakker sig ud for din øregang – med bas, med synth, med guitar. Julen falder i sandhed tidligt i år! Arcade Fire har i den grad sluppet tøjlerne for alt, der hedder beskedenhed. Albummet er voldsomt ambitiøst, storladent og kompromisløst. Som på de foregående album går de igen tematisk til værks. På Neon Bible fik religionen et behørigt rap over fingrene, på The Suburbs kredsede sangene om forstadens falske tryghed og åndelige tomhed. På ”Reflektor” har man svunget den helt store pathos-pen over kunst, litteratur og død. Tydeligst fremgår det i de to spejlingssange tilegnet de græske sagnfigurer Orpheus og Eurydike. Orpheus-myten handler om at han så forbandet gerne vil se og spejle sit eget blik i Eurydikes, men hvis han gør det, bliver det hendes død. Titelnummeret handler om samme problematik, uden helt så dramatiske følger og temaet går igen-igen i musikken, hvis lydbillede konstant udvikler sig over de ofte ti minutter lange numre… just a reflection of a reflection… of a reflection…

Det nye album lægger ikke op til sing-along ”lålåååh” stadionrock style som noget af deres første materiale. Der sker mange forunderlige og modsatrettede ting – på den ene side opfordrer albummet næsten til intens lytten efter musikalske detaljer (bedst gjort med ørebøfferne trukket godt ned over hovedet), på den anden side er der noget, der stritter voldsomt i en anden retning, idet der også er tilført caribiske danserytmer.

”Reflektor” er en gave, der udvikler sig over tid – den vil holde pladsen i min pladespiller i hvert fald julen og nytåret ud.