Månedens album: Mammutplade fra pianopoppens gamle kæmpe

Elton John har ikke justeret særlig meget på opskriften på en god og fængende popsang siden 1970'erne. Men lige som mormors småkager nogle ting bare bedst, når de følger den gamle opskrift.

Anmeldelse: Elton John : The diving board

Nej. Elton John går ikke planken ud, som albumtitlen og coveret måske kunne indikere. Han sætter ikke alt på et bræt. Han springer ikke ud i noget ukendt.
Det er svært for Elton John at slippe fra sin egen skygge. De mundrette fraser og de simple klaverriff lyver om ophavsmanden så hurtigt, at man slet ikke når at blive i tvivl om, at det er den folkekære sangskriver, komponist og tangentdomptør, der sidder bag klaveret.
Elton John er blevet en anelse mere melankolsk siden de muntre unge dage, og særligt "Oscar Wilde Gets Out" har dystre og tunge toner, men er samtidig elegant og storslået.
Lyden af både stemme, klaver og kor minder en del om The Union der i 2010 viste, at talentet ikke var brugt op hos hele Storbritaniens selskabspianist.
Den væsentligste musikalske nyskabelse er, at der er massevis af strygere at finde på pladen, der veksler mellem det letbenede, swingede pop og de store ballader."A Town Called Jubilee" lyder som en temasang til en morsom tv-serie, der passende kunne få samme navn, men trods sådanne stilmæssige udsving virker 66-årige Elton John veloplagt pladen igennem. Pladen er lang. Der er blevet plads til hele 16 skæringer plus 3 fine liveoptagelser. Heldigvis er de radiokorte sange adskilt af et par instrumentale klaver-intermezzoer, der simpelthen hedder "Dream # 1, 2, 3". Disse giver et par fine pusterum fra den tætte poplyd, der kun sjældent overlader huller til lytterens egen fantasi og musikalitet.

De fem numre efter det første intermezzo er klart pladens stærkeste del. Her tør Elton John tage lidt af festen og står mere bart og klart frem. Man kan tydeligt høre, at stemmen efterhånden er brugt, men den er brugt godt, og de sjælfulde karaktertræk klæder ham som det går hår på en nydelig ældre herre.
På "Can't Stay Alone Tonight" lyder han pludselig flere årtier yngre, og melodien flyder med en lethed i den klassiske swing-ballade med et let omkvæd. Og kort efter indtræffer pladens egentlige højdepunkt. "Home Again" er et rørende og storslået mørkt nummer, der på smukkeste vis fortæller om at vende tilbage og finde hjem.
Elton John kan i den grad stadig skrive glimrende pop, og enkelte numre brænder sig træfsikkert fast. Men langt hen af vejen er pladen et sikkert skud på en uendelig stamme af plader fra pop-onklen fra England. Han har råd til at satse meget mere, men han vinder i stedet et lille, nemt stik.