dummy

Marcus Winther-John: Skriv hits og sælg dem

13-05-2019
Peter Elmelund
Anmeldelse

Hvor svært kan det være?

Marcus Winther-John, musiker og sangskriver, har skrevet den fine håndbog Skriv hits og sælg dem - kreativ på den kommercielle måde.

Forfatteren fik sit gennembrud som medlem af gruppen Inside the Whale, der især er kendt for sangen ”Hvor er tiden der ta’r os”. En sang, der er skrevet af Winther-John og er blevet nærmest en evergreen, der holdes godt i live på bl.a. efterskoler.

Siden barndommen har Marcus Winther-John interesseret sig for at skrive musik, og han er flittigt blevet ved. I dag er han et velestimeret navn, der har skrevet hits til Tim Christensen, Sanne Salmonsen, Julie Berthelsen, Peter Belli og Mads Langer. Og mange andre. Så han kan noget. Og det skyldes udover talent også hårdt og fokuseret arbejde.

Og han udviser nu en klædelig gavmildhed: Winther-John vil gerne dele ud af sine selverfarne fifs med denne enormt anvendelige bog.

Bogen er delt op i to dele – en kreativ og en kommerciel. ”For begge områder skal med, hvis du skal leve af at være sangskriver”. Okay, flertallet af bogens læsere får nok ikke lige overnite profession: sangskriver, men bogen er eminent til at pege på en målrettet vej derhen.

Heldigvis – siger jeg – fylder den kreative del 175 sider og den kommercielle 30 sider. For det er den kreative del, hvor vi er virkelig mange, der kan hente gode ideer og inspiration.

Strukturér

I introduktionen slår Marcus Winther-John fast, at det at skrive sange handler om at være klar i sit musikalske udtryk. Gennemgående ord er strukturér og fokusér. Ord, som er givende i de fleste daglige arbejdssammenhænge, men sandelig også i sangskrivningsgesjæften, som Winther-John piller ud af det romantiske billede, hvor kunstneren sidder på sit kolde loftsrum og venter på inspirationen.

Bogen er en "hands-on-guide", hvor et væld af eksempler fra dagens popverden gør det, som forfatteren også plæderer for: Show it, don’t tell it. Naturligvis mange eksempler fra Winther-Johns egen hånd - i alle genrer. Han har minsandten også skrevet til dansktopgruppen Kandis. For der er kvalitet i alle genrer, og han kan fortælle med et skævt smil, at hans fine venner aldrig vil opdage det, for de læser ikke noter på Kandis-plader. Men nu ved I det altså!

Hørt før?

Bogens kreative del er delt op i selve musikken og ordene til musikken. I korte afsnit med fængende og signifikante overskrifter fortæller Winther-John om blandt andet sangstrukturer, den gode melodi, toptoner og akkordrækkefølge.

Om den gode melodi siger han, at en form for deja-vu giver tryghed; at vi tror, vi allerede har hørt den splinternye melodi før. I øvrigt nøjagtigt det samme dogme, som Carl Nielsen skrev sine enkle sange ud fra for et hundrede år siden.

De enkelte afsnit slutter med korte opsummeringer kaldet ”kort sagt”. Fundamentalt set kan vi nøjes med at læse dem. Og hvis vi følger dem, er vejen til hittet mere dedikeret.

Efter første læsning af bogen er jeg blevet mere opmærksom på mine omgivelser, når det er det, jeg vil. Og efter at have læst de gode, uddybende forklaringer på Winther-Johns teser ved hjælp af eksempler kan jeg i dag høre i radioens popstrøm, at "nå ja, melodien går jo præcist som efter Winther-Johns forslag til et hit".

Sammen gør stærkere

Mod slutningen af den kreative del plæderer forfatteren for co-writing. Når den finder sted på fælles afklarede vilkår, er det så givende. Tidligere var de gode popsange skrevet af en enkelt kunstner eller et sammentømret par som Jagger/Richards og Lennon/McCartney. Hvor sidstnævnte faktisk ikke var så sammentømret, som det udadtil hed sig. Så kom det, som vi var nogle, der med rynket næse kaldte "hitfabrikker", hvor eksempelvis svenske "firmaer" spyede hits ud – som på samlebånd. I dag kan jeg godt se (og høre), at når arbejdsvilkårene er afklarede og forventningsafstemte, kan et co-writing fællesskab øse af en fælles brønd og frembringe velklingende hit efter hit.

Kreative værktøjer er vigtige, men gennem hele bogen taler en underbevidst stemme, der siger: Ha’ sanserne åbne og ta’ imod al den inspiration, der hele tiden er tilstede i vores dag.

Bogens sidste 30 sider omhandler den kommercielle del, hvor Winther-John deler ud af sin erfaring i branchen. Og igen: Det er vigtigt med det rette netværk, som hele tiden skal vedligeholdes og udbygges.

Tina tør – og gør

Parallelt med denne bog har jeg med fornøjelse læst Tina Dickows bog Tæl til Tina, hvor hun blandt andet fortæller grundigt om hele denne skriveproces. For hun er jo heller ikke blot en kunstner, der på sit kolde loftsværelse skriver sin poesi. Jo, det var hun faktisk – men sandelig også en flittig og målrettet arbejder, der har arbejdet i det store og hele på den måde, som Marcus Winther-John beskriver i Skriv hits og sælg dem.

Så der må være noget om det.

Lad vær’ med at læse bogen, hvis du fortsat blot vil være lytteren og konsumenten, der nyder de mange gode popsange, som ser verdens lys i en lind strøm. Men hvis du har bare den mindste interesse i at være kreativ i denne branche, eller vil forstå de benyttede værktøjer, er Skriv hits og sælg dem et must. Det er ikke sværere.

Nu lukker jeg skrivemaskinen – og finder vejen til morgendagens hit; jeg har nu skarptslebne redskaber!

Lån bogen fra dit nærmeste bibliotek