dummy

Marianne Faithfull

16-06-2015
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne
Anmeldelse

Nr. 6 i vores serie med markante britiske albumdebuter fra 1965

Marianne Faithfull har aldrig været en sanger, der gik ind for at gøre ting halvhjertet. Da hun i maj 1965 debuterede som albumsolist, var det da heller ikke bare med ét, men med hele to albums, udsendt samtidig. LP'en med titlen Come my way rummer udelukkende akustiske indspilninger af kendte folkemusik-numre som ”Portland Town” og ”House of the rising sun”, mens Marianne Faithfulls andet debutalbum, Marianne Faithfull, indeholdt coverversioner af nyere popsange fra nogle af tidens store komponister.

Marianne Faithfulls sangkarriere var nært forbundet med gruppen The Rolling Stones. Det var med Jagger-Richards-sangen ”As tears go by” (også med på debut-LP'en), Faithful fik sit første store hit i 1964, og da hun i 1966 forlod sin mand for at indlede en affære med Mick Jagger, boede hun i en periode hos Brian Jones og hans kæreste. Ved en fest hos Keith Richards blev Marianne Faithfull arresteret for narkotikabesiddelse, og den episode blev starten på en lang periode med misbrug og personlige kriser. Forholdet til Jagger sluttede i 1970.

Efter et langt styrtdyk i Marianne Faithfulls kunstneriske karriere op gennem 1970'erne lykkedes det hende at vende tilbage til det musikalske spotlight, nu med en hæs og rå stemme, der var ødelagt af for meget spiritus, narkotika og cigaretter. I 1980'erne forsøgte Faithfull sig med held som jazz- og bluessanger, og hun er fortsat aktiv på musikscenen. I 1996 blev hun optaget i The Rock and Roll Hall of fame.

Læs mere på mariannefaithfull.net