Mark Spitz: Jagger - rebel, rockstjerne, rodløs, stratenrøver

Marc Spitz:  Jagger – rebel, rockstjerne, rodløs, stratenrøver. Forlaget Klim, 2014

Biografien om alle tiders største rockstjerne Mick Jagger er nu kommet i dansk oversættelse. Og man må sige, at det er på et merkantilt passende tidspunkt; for mange er årets største musikbegivenhed, at The Rolling Stones optræder på Roskilde Festival 2014. Mens gruppens optræden i Danmark stadig var rygter, aflyste The Rolling Stones i Australien, da Mick Jaggers kæreste L'Wren Scott begik selvmord i New York City. Så The Rolling Stones kan sandelig stadigvæk fylde forsider.

Biografien Jagger – rebel, rockstjerne, rodløs, stratenrøver udkom på originalsproget i 2011, men først nu har man valgt at udgive den på dansk.

I 2010 fik vi Stones-guitaristen Keith Richards' solide selvbiografi Livet, som fluks kom i dansk oversættelse. Her var der ingen tvivl om de litterære kvaliteter - og tilhørende salgsevner.

Nærværende bog Jagger når ikke samme niveau som Richards' og fra starten halser den faktisk efter, idet forfatteren Marc Spitz på de første sider har behov for eksplicit at bekendtgøre, at dette ikke er en anti-Keith-bog. For så tænker man: Hm, der er nok noget om det alligevel. Og lunkenheden fortsætter, for Spitz har svært ved at afgøre, hvor ubetinget hans begejstring for Jagger er.

Forfatterens baggrund er amerikansk, og Mick Jaggers og Stones' optrædener i "Guds Eget Land" får relativt mere spalteplads end i europæiske musikbøger.

Elsk mig

Fra de unge år er Keith og Mick kammerater/konkurrenter. Da de første gang mødes, spørger Keith Richards: "Hvad spiller du på?" Underforstået hvilket instrument, og ikke bare sang. Derfor er det også vigtigt for Mick Jagger at manifestere sangen som et instrument -  ja, som et hovedinstrument. Første kapitel har den velvalgte titel "Jeg er vild med at synge".

Videre går det over stok og sten med den velkendte berømmelse parallelt med The Beatles. De grimme fyre overfor de pæne fyre; der er orden i verden. Og i Rolling Stones er det den fanden-i-voldske Keith Richards overfor forsangeren Mick Jagger, som med sine androgyne egenskaber tiltrækker både pigerne og drengene, selvom drengene naturligvis ikke føler nogen udtalt seksuel tiltrækning; vi er i 1960’erne.

Mick og damerne

Mick Jaggers univers er modsætningsfyldt; han er gadedrengen og provokatøren, men samtidig er det ham, der får tingene til at fungere. Eksempelvis er Jagger i 1968 i Paris, og han går med i en studenterdemonstration, for det bør man, men han føler sig ikke hjemme dér.

Mick Jaggers rolle har altid været den kyniske egocentriker, som med blandede resultater har bollet udenom, både musikalsk og personligt; siden 1985 har han udsendt soloplader, og listen over nedlagte damer er lang og laber; passagerne i bogen om de forskellige kvinders betydning for Mick og resten af orkestret er ikke kun interessant for den nyfigne, men også for forståelsen af medlemmernes bevæggrunde. Som del af premierminister Blairs populisme bliver Mick Jagger adlet som nummer fire i rækken af popsangere efter Bob Geldof, Paul McCartney og Elton John. Den stille og stoute Charlie Watts bemærker tørt: "Enhver anden vil være blevet klynget op. Atten koner og tyve børn, og så bliver han adlet. Fantastisk!"

Du er så forfængelig

Et ypperligt kapitel i bogen handler om Mick Jaggers samarbejde med sangerinden Carly Simon i 1973. En smuk og intelligent sangerinde, som netop havde skrevet sangen "You're so vain". Mick Jagger så tilfældigvis et billede af Carly Simon og følte sig tiltrukket. Carly Simon og Mick Jagger har flere lighedspunkter, så interessen havde, som i flere andre tilfælde, et tydeligt narcissistisk præg, som Jagger heller aldrig har forsøgt at skjule, men tværtimod med sin tavshed har båret ved til forfængelighedens mytiske bål. Mick Jagger insisterede at synge kor på indspilningen, men ønskede ikke at blive krediteret på omslaget. Det var ikke nødvendigt; Jaggers unikke stemmeklang var ikke til at tage fejl af, og denne mystik var i fint tråd med sangerens image.

Bogens titel er i min optik ikke lige i øjet; hvad er en stratenrøver? Jeg er ynder af gode ordspil, derfor er rebel, rockstjerne, rodløs okay, selvom Jagger ikke er det, jeg kalder rodløs. Han er faktisk en velfunderet selviscenesættende person, så hvorfor ikke bare kalde ham en rod, det ville passe til myten. Men stratenrøver; næ nu be'r jeg Dem!

Jeg kunne også ønske mig omtale af guitaristen Mick Jagger. For han er ikke "bare" en sanger, men behersker også den seksstrengede akustiske. Som vi ser på et af bogens udmærkede billeder, hvor teksten også postulerer "den undervurderede guitarist". The Rolling Stones har en stjerneguitarist, men der er også mange eksempler fra koncerterne med Jagger på guitar.

Jagger - rebel, rockstjerne, rodløs, stratenrøver er en underholdende bog, som ikke kommer nærmere på hovedpersonen, end vi allerede var i forvejen. Og det passer Mick Jagger godt - fortiden har han aldrig ønsket at tale meget om. Måske derfor formår han også i dag at optræde som en rockstjerne, der på scenen ikke er tynget af årtiers berømmelse. Efter at have læst bogen, er Sir Mick ikke blevet synderligt mere sympatisk, men jeg er blevet underholdt.

Guld

I slutningen af bogen gisner forfatteren om, hvordan mon det forestående 50 års jubilæum vil blive fejret. Men det ved alverden nu, 52 år efter The Rolling Stones blev dannet. Jagger blev okay gode venner med Keith Richards, skrev ikke en selvbiografi og indspillede heller ikke et nyt Stones-album, som Spitz forudser.

Derimod udkom en celeber fotobog The Rolling Stones 50 år . En mondæn og ikke særlig farlig-som-Stones bog. Så det blev et pænt guldbryllup uden det snerrende bid, som drengene engang var berygtede for. Men til gengæld kommer The Greatest Rock & Roll Band til Roskilde Festival 2014 – dét er stort.

Årenes gang konsoliderer, at "der gror aldrig mos på en rullende sten"; vi ses!