Márta Sebestyén og Muzsikás - fra pusztaen til pop

Brugen af sækkepibe og lignende instrumenter i bl.a. irsk, skotsk og bretonsk folkemusik vil altid betyde at dele af disse traditioner er forbeholdt de få. Vesteuropæisk folkemusik i passende indpakning kan dog sagtens appellere til moderne ører (f.eks. "Celtic" kunstnere som , og ) når den skingre sækkepibe ikke optræder, ikke mindst fordi der her findes en stor skat af stærke, tidløse melodier - "Carrickfergus", "Women of Ireland", "Maggie", f.eks. Bevæger man sig østover på folkemusikkens Europakort, bliver udtrykket formentlig gradvist mere og mere uacceptabelt for mainstreampublikummet. Ungarsk folkemusik vil de fleste nok synes besidder en skingerhed der får til at lyde som Lis & Per. Ikke bare p.g.a. den lokale variant af sækkepiben, men også de for vesteuropæere helt skæve, u-dansable taktarter, samt violinspillet, som efter vore standarder ligger vel ovre i det skingre. Alligevel kan man selv her lejlighedsvist opleve at musik østfra fænger et bredere publikum, som tilfældet var da det ungarske folkemusikensemble Muzsikás' traditionelle sang "Szerelem, szerelem" nåede de vestlige biografgængere da den blev benyttet i soundtracket til The English patient. Muzsikás ("spillemændene"), som denne artikel handler om, har da også turneret med succes i Vesteuropa og USA, og i slut-firserne og starten af halvfemserne var der ligefrem en mindre bølge af popularitet for østeuropæisk musik, også i Danmark, hvor vi kunne opleve bl.a. det bulgarske kvindekor kendt under navnet ved koncerter i kirker og koncertsale.

Muzsikás blev dannet under Den Kolde Krig i 1973, en tid hvor folkelige traditioner let kunne komme i konflikt med de lokale regimer bag jerntæppet p.g.a. de følelser disse kunne anslå. Pladeudgivelser var ikke noget man bare uden videre iværksatte, som medlemmet Daniel Hamar erindrer (maskinoversættelse her). Man kunne endda rage så meget uklar med det rumænske styre at man blev "rådet" til ikke at vise sig der længere. Muzsikás har nemlig i tilgift til de hjemlige traditioner også trukket på rumænsk musik, jødiske traditioner, og sigøjnermusik, og det er næppe tilfældigt at de blev involveret i nødhjælpsarbejde til Rumænien da Ceaucescus styre faldt i 1989. Sidenhen er de blevet en institution i ungarsk selvforståelse og identitet, og deres musik har yderligere bredt sig over i klassiske traditioner ved deres fortolkninger af Béla Bartóks værker. The Bartók album (1998) afspejler dette, og albummet inkluderer feltoptagelser af traditionel musik som Bartók selv lavede.

Dét der er mit fokus her er den påstand at europæiske folkemusikgenrer fra vest til øst besidder fælles kvaliteter og virkemidler der ofte gør dem mere ens end forskellige. For mig er det dels det "opløftende", "transcendente" aspekt som formidles af sækkepiben og beslægtede instrumenter, dels en bagage af virkeligt iørefaldende, tidløse melodier som man også finder østpå. Er man ikke frastødt af det fremmedartede i den ungarske tradition er der såmænd ingen afgørende forskelle i oplevelsen af hhv. "keltisk" musik og musikken fra Ungarn. Få sange er for mig mere "synæstetisk" opløftende, medrivende og intense end Muzsikás' Teremtés, på helt samme måde som bretonske Alan Stivells hymne "Delivrance".

Sangerinden Márta Sebestyén - eller Sebestyén Márta som navnet gengives på ungarsk - er med sin karakteristiske rene, klare stemme blevet et internationalt kendt navn. Dels via sit lejlighedsvise samarbejde med Muzsikás, dels via egne soloudgivelser, filmmusik og medvirken på vestlige musikeres udgivelser. Sammenstillingen af hendes udgivelser under eget navn og Muzsikás' egne albums kan ses som en pendant til hvordan traditionel irsk/skotsk/bretonsk folkemusik forholder sig til den mere kommercielle genre "Celtic". Sebestyéns egne albums er "pop" for så vidt at de skingre blæseinstrumenter og den skurrende violin er fraværende, men det er pop på den rigtig gode måde, dvs. eklektisk, original og eksperimenterende, med input fra mange andre kulturer end den ungarske. På samme måde som s ordløse sang lader lytteren "oversætte" det udtrykte til noget velkendt uden bundne, semantiske associationer, er det fuldstændigt uforståelige og fremmede ungarske sprog ikke en hindring for værdsættelse af musikken. Man "forstår" det sagtens alligevel, og det der for mange er skingert og skurrende er for de heldige i stedet blot ekstra intensitet. Ja, violinerne lyder skarpe, men det øger kun det positive indtryk, på samme måde som stærke krydderier for nogle gør smagsoplevelsen mere intens på en god måde.

Til trods for at Muzsikás blev dannet for 40 år siden i 1973, er deres diskografi overraskende beskeden. De viste albums dækker reelt over langt færre unikke indspilninger, da flere albums findes under både engelske og ungarske titler, og helt forskellige albums undertiden indeholder fælles materiale. Skal jeg anbefale ét af dem må det blive Hungarian songs as performed by Márta Sebestyén and Muzsikás, hvor også førnævnte "Teremtés" er inkluderet, men man går ikke galt med nogle af udgivelserne. Heller ikke Sebestyéns egen produktion af albums under eget navn er videre omfangsrig. Apocrypha (1992) og I can see the gates of Heaven (2008) læner sig op ad traditionel kirkelig og verdslig ungarsk musik. Kismet (1996) opnåede en vis succes i Vesten gennem sangen "Hindi lullabye", der faktisk bliver sunget på hindi, og albummet spænder så vidt at der også er en traditionel irsk sang inkluderet, "Leaving Derry quay". Kismet er et af de bedste dementier af påstanden om at prædikatet world music nødvendigvis er ensbetydende med tankeløs sammenblanding af stilarter. På samme måde som på Anoushka Shankars Rise eller Azam Alis Elysium for the brave ender Sebestyén med et helstøbt udtryk der ikke er gimmick eller en døgnflue.

Man kan sagtens finde betydeligt mere materiale med Márta Sebestyén end udgivelserne under hendes eget navn. Hun kan bl.a. høres med det ungarske , der især gør sig i serbo-kroatisk folkemusik. Mange vil også kende hendes bidrag "Márta's song" til det franske etnopop-projekt Deep Forest. Man kan finde adskillige optagelser med Muzsikás og Sebestyén på YouTube, og netop det rytmiske særpræg som karakteriserer ungarsk musik gør denne til en fascinerende visuel oplevelse. Se og hør f.eks. denne koncertoptagelse, hvor tempoet gradvist bliver mere og mere hektisk. Et af de allermest spændende projekter som Sebestyén har deltaget i er med The Görög Ensemble - der betyder "det græske ensemble", så vidt jeg kan forstå. Der var tale om et brobyggerinitiativ der skulle forene græske, bulgarske, ungarske og andre musikalske traditioner i denne region, og man kan se omkring fire numre optaget fra koncerter med hende med akkompagnement af ensemblet i 2011. Sangen her forener musik fra Transsylvanien og Cypern. En anden kombinerer sange fra Moldavien og Istanbul, og er så god at det får en til at ønske at samarbejdet ville udmøntes i en cd-udgivelse, men så vidt jeg har kunnet finde ud af er der ikke kommet noget for nuværende. Man kan læse mere om dette "Bridges"-projekt og høre flere numre på Womex.com.

Muzsikás' rødder er dels at finde i undertrykkelsen i årene under kommunismens jerntæppe, hvor der var et udbredt ønske hos de østeuropæiske folkeslag om at bevare de nationale rødder. Uden for Ungarn skal deres popularitet ses i en bredere sammenhæng, hvor de ligger i naturlig forlængelse af den folk revival som den vestlige verden oplevede fra 1960'erne og frem. Med kommunismen forlængst afgået ved døden, og folkemusik reduceret til i bedste fald én blandt uendeligt mange stilarter der kan dyrkes i det moderne forbrugersamfund, kunne man spørge om der er en fremtid for den musik som dette 40 år gamle band repræsenterer. En sangerinde af en kaliber som Márta Sebestyéns vil man næppe opleve ret mange gange i et århundrede, men interessen trives fortsat hos yngre kræfter i Ungarn. Ifjú Muzsikás - de unge spillemænd - er et sådant bud på en mulig arvtager, hvor stifteren Alexander Csoóri selv har rødder i de "gamle" Muzsikás.