Genrer
Maurice Ravel: Samlede klaverværker
En stram og ortodoks Ravel
Ravels klaverværker spænder fra små pasticher til store, hallucinerende fantasier, og stilen går fra det ironiske til det meget sensuelle. At finde den rette balance er ikke let, især ikke i de virtuose af værkerne, der kræver kæmpe teknisk overskud. I dag hælder Ravel-fortolkninger ofte til den "lækre" side. Nok fordi Ravel i sit tonesprog foregriber jazzen med et halvt århundrede, og at vi derfor har et bagvendt syn på hans udtryksmidler. Er de "lækre" akkorder overhovedet tænkt som "lækre"? En maj7-akkord har været forstået anderledes i Paris år 1900, hvor ingen kendte til Bill Evans, og hvad deraf fulgte.
Pĺ dette komplette cd-sæt hører man en strammere og mere ortodoks Ravel end sædvanligt. Jeg synes bedre og bedre om det, jo mere jeg lytter. Bertrand Chamayou holder fast i en underdreven og præcis stil, men spiller samtidig i hurtige tempi, som man også kan høre det på gamle franske indspilninger. Den lidt tørre lydoptagelse følger de samme baner.
Der er en kølig bravour i "Alborada del gracioso" og "Une barque sur l'ocean" fra samlingen "Miroirs", et af pladens højdepunkter. I Sonatinen er der en nøgternhed, der i den hurtige sidstesats næsten bliver hård, og den store tour de force "Gaspard de la nuit" har iskold uhygge. Den subtile Schubert-pastice "Valses nobles et sentimentales" er en pikant nydelse, og Chamayous suverænt flydende spil får Ravels spidsfindigheder til at fremstå desto mere elegante. Bliv ikke snydt af den afvæbnende ro hos pianisten - den naturlige, glasklare kontrol, han behersker, er stort set uopnåelig.
Mindst vellykket er nok de neoklassiske stykker som "La tombeau de Couperin" og den tidlige "Menuet antique". Her holder Chamayou sig på dydens smalle sti uden kærlig ironi, og nogle af satserne kommer til at ligne de stiløvelser, de ikke er. Men i en komplet indspilning kan ingen vel forlange, at alle værker er lige højt elsket af den udførende. Til gengæld får man alt i én pakke, også de små imitationer Ravel lavede af sine kolleger Chabrier og Borodin, og som bonustrack et tilsvarende stykke italieneren Alfredo Casella skrev som parodi på Ravel. Stykkerne blev spillet ved parisiske koncerter, hvor publikum bagefter skulle gætte hvilke komponister, der havde efterlignet hvem. Musik fra en sofistikeret kultur - hvor Ravel udgjorde toppen.