MC5: Back in the USA

Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 451 på listen.

I 1969 debuterede MC5 med live-albummet , der var noget af det hårdeste, groveste, mest rebelske rockmusik endnu havde budt på, og det er opfattet som en af de vigtigste forgængere for punkmusik. Og de fleste kender ikke så meget til resten af deres diskografi, men året efter udgav de deres første studiealbum, . Det er et helt, helt andet væsen end Kick out the jams. Den store indflydelse for alt på Back in the USA er nemlig rock and roll fra 50'erne, hvorfor albummet da også er navngivet efter en Chuck Berry-sang, som de slutter af med at lave et cover af. Nu var punk stadig ikke rigtig en genre, men de har dog gjort deres lyd meget grimmere og vildere end Chuck Berry, Bill Haley, Little Richard eller Elvis Presley, og det er især tydeligt, når man tager pladens to covers, åbningsnummeret "Tutti frutti", oprindelig af Little Richard, og førnævnte afsluttende titelnummer, og sammenligner dem med originalerne. Mellem disse er der dog ni andre sange, og en god portion af dem fortjener mere anerkendelse, end de får.

Efter deres utrolig hurtige udgave af "Tutti frutti" leverer de to ligeledes hurtige, energiske, denne gang originale numre i form af "Tonight" og "Teenage lust". De er rigtig gode til at tilføje deres eget beskidte præg til denne klassiske rock and roll-lyd. Sangene lyder ikke rigtig som taget direkte fra den tid, især på grund af de lyriske urenheder, og melodierne føles også en smule for punkede, men man kan tydeligt høre elementer af klassikerne. De er dejligt lette at sluge, og de er generelt rigtig sjove. De fleste sange på albummet er forholdsvis korte, og den længste sang, "Let me try", er nok også uden tvivl den værste. Den er langsom, intetsigende, og melodien fremprovokerer virkelig ingen følelser. Der kommer hurtigt fut i fejemøget med "Looking at you" og "High school", som virkelig udnytter melodiernes simplicitet til deres fordel. Det er letsindigt og sjovt, og det er faktisk også ganske dynamisk. Og så kommer pladens måske mest fængende originale sang i form a testosteron-bomben "Call me animal", som virkelig er hvert sekund værd.

Lidt politiske vover de endda at blive på "The American ruse". Politik ville blive vigtig del af punkmusikken. Den handler om at den amerikanske ungdom blev malet ind i et hjørne af regeringen, og de har rigtig grov attitude, og man kan let høre, hvor stor en betydning de har haft på punkmusikken. Da kommer Shakin' street" der på ret uimponerende vis vender tilbage til de simplere tekster om sex, stoffer og rock 'n' roll tidligere på albummet. Den er sjov og fængende nok, men som opfølger til "The American ruse" tager den færre chancer, end man håber på. Det næstsidste nummer, "The human being lawnmower" vender heldigvis tilbage til det politiske ved at hakke groft på amerikanernes deltagelse i Vietnamkrigen. Og som tidligere nævnt slutter den af med et cover af "Back in the USA" af Chuck Berry, og denne sangs glæde for fædrelandet får pludselig en meget ironisk klang, når den høres lige efter en så kritisk sang som "The human being lawnmower". Back in the USA er fyldt med dejlig punket rock and roll. Det er en forfriskende drejning på genren, men man kunne godt ønske sig, at der var lidt mere variation mellem numrene. Den er dog under en halv time lang, så det når aldrig rigtig at blive til et større problem. Besøg Kjartans musikblog