McGarrigle-klanen og vennerne hylder Kate

Kate McGarrigles alt for tidlige død i 2010 betød en endegyldig afslutning på en enestående musikalsk konstellation. Samarbejdet med søsteren Anna havde i en lang årrække udmøntet sig i ikke bare et , men var også bemærkelsesværdigt for deres sangstemmer der klædte hinanden så godt, at man aldrig var i tvivl når man hørte dem sammen. Alt dette er slut nu, men sangene lever videre. Kates liv og værk er blevet mindet gennem en række koncerter hvor overskuddet gik til The Kate McGarrigle Foundation, etableret som støtte til kræftforskningen og til patientpleje. Det er optagelser fra disse koncerter i London, New York og Toronto der nu er udsendt på en dobbelt-cd under titlen Sing me the songs.

De to canadiske søstres musik er traditionelt blevet rubriceret som folk, hvilket da også er den oplagte fællesnævner for de rødder de trak på, og for de musikere de spillede med og de spillesteder hvor de optrådte. Selv har de dog betonet deres forbindelse til det mere almene sangskriverhåndværk som det kendes fra vaudeville, musicals og populære viser fra det tidlige 20. århundrede, hvilket også giver mening når man ser den retning som Kates børn Rufus og Martha Wainwright har valgt i deres respektive musikkarrierer. Især Rufus har opnået stor succes som sangskriver og udøver af mere svulstig, opulent og orkestreret popmusik, men det er bemærkelsesværdigt at hans langt yngre publikum også i høj grad har taget Kate & Annas musik til sig gennem denne forbindelse. Skal folkemusikken overleve må der nyt blod til, når de aldrende skolelærere med fuldskæg og de spraglede "batikhäxor" engang er draget videre til den store himmelske fællessang, så denne imødekommenhed giver grund til en vis optimisme. Talent og kvalitet er tidløse størrelser.

[caption id="attachment_38631" align="alignleft" width="323"] Rufus, Kate og Martha[/caption]

Når man skal stable mindekoncerter for et folk-ikon som Kate McGarrigle på benene, bliver der derfor flere miljøer at trække på, hvilket da også afspejles i listen over de optrædende ved disse mindekoncerter. Der er søstrenes helt oplagte musikkolleger og samarbejdspartnere som den britiske folkinstitution, ægteparret Richard & Linda Thompson, Jenni Muldaur (datter af Geoff & Maria Muldaur) og Emmylou Harris. Der er medlemmer af denne omfattende og gennemmusikalske familie som Rufus og Martha, Jane McGarrigle (den tredje søster), Lily og Sylvan Lanken (Annas datter og søn), Dane Lanken (Annas mand af dansk herkomst) og Sloan Wainwright (Marthas og Rufus' faster). Der er nyere verdensstjerner som Norah Jones. Der er musikere som Michel Pepin og Chaim Tannenbaum, der begge spillede i søstrenes band i mange år. Og Rufus' musikalske bagland er repræsenteret via navne som Antony (fra Antony & The Johnsons) og Krystle Warren.

Hvis man skal sætte Kate & Anna McGarrigles musik på en ultrakort formel kunne man kalde det en højst personlig forening af det afdæmpede udtryk og den store intensitet. Skal man derfor lave coverversioner af deres sange må det blive fortolkninger på den pågældende kunstners præmisser. Lige præcis deres særkende kan man ikke genskabe, så det foreliggende album bliver en hybrid, hvor mange af arrangementerne og instrumenteringen ligger tæt op af det man kender fra deres liveoptrædener og albums, mens sangforedragene byder på stor variation. Af samme grund vil albummet også blive bedømt forskelligt af ellers trofaste fans, og nogle kunstneres bidrag blive mødt med modvilje, anderledes kan det ikke være. Det måske tætteste man kommer på en oprindelig version er Linda Thompsons "Go leave", en sang så hudløs at Martha Wainwright har hævdet at man kunne høre hendes mors tårer falde på guitarstrengene. Her med akkompagnement af "guitaristernes guitarist" Richard Thompson. Andre versioner er nærmest som at høre Kate & Anna selv, bare uden Kate, som f. eks. den traditionelle "Travelling on for Jesus" der afsluttede debutalbummet fra 1975, og som her synges af vennen Chaim Tannenbaum. Emmylou Harris, der på sine egne albums har indspillet sange af søstrene som "Man is an island", falder helt naturligt ind i rollen som fortolker, bl. a. på Annas sang "Heart like a wheel", ligesom hun giver albummets eneste sang skrevet til lejligheden, "Darlin' Kate".

[caption id="attachment_38632" align="alignright" width="244"] Rufus og Kate[/caption]

Der hvor vandene nok kan deles er de sange hvor Rufus-segmentet tager over og sætter et aldeles u-folk'et præg på fortolkningen. Han og Martha har om nogen "ret" til at give versioner af sange der udspringer af deres eget bagland, deres mødrene ophav, men det kan ikke nægtes at deres vokale tilgang har taget en helt anden retning end den afdæmpede intense. Her taler vi om et schwung og drama der lå moderen og dennes søster fjernt under deres optrædener. Jeg omtalte i den uforklarligt glemte ballade "I am a diamond" af Kate, en sang som nogle af os har ventet på skulle blive udsendt siden april 1987, hvor den blev spillet for nogle af de allerførste gange ved en række koncerter i Londons Shaw Theatre. OK, nu er den så endelig at finde på cd, og jeg synes at med deres vekslen mellem at synge versene. Jeg håber dog stadig at Anna finder en af deres egne indspilninger frem fra gemmerne på en fremtidig udgivelse. Andre af deres sange på Sing me the songs får et helt særegent præg, fordi det er dem selv sangene handler om - "First born" om Rufus' ankomst til familien, og "Matapedia" om en beruset high school-lærer der mødte Martha og forvekslede hende med ungdomskæresten Kate.

To sange i anderledes regi fortjener fremhævelse.  Teddy Thompson, søn af Richard & Linda, giver en version af "Saratoga summer song" der ikke er udpræget folk, men som synges med en selvsikkerhed så man næsten tror at han selv har skrevet den. Og amerikanske Krystle Warrens version af "I don't know" er intet mindre end mageløs. Jeg kendte intet til hende, men kan se at hun har sunget kor i Rufus' show. I biografien på Amazon sammenlignes hun med navne som Joan Armatrading og Tracy Chapman, og det er nok ikke helt ved siden af. At se hendes kropssprog mens hun synger giver sangen en ekstra intens dimension, som på denne publikumsoptagelse fra et af showene.

To sange især får de små nakkehår til at rejse sig på mig, på den gode måde. "Proserpina" (et andet navn for Persefone) skulle være den sidste sang som Kate skrev inden sin død i januar 2010. Og hvilken sang det blev. Som mange af Kates sange er den både umiddelbart iørefaldende, og samtidig ikke simpelt opbygget efter en vers/omkvæd-struktur. På sin helt egen måde arbejder den sig op mod et højdepunkt i de skæbnetunge strofer "she has punished the Earth/she has turned down the heat/she has taken away every morsel to eat/she has turned every field into stone". Den synges her af Martha, som også har indspillet den på et af sine albums. Man kan høre den sunget af Kate d. 9.12.2009 ved hvad der må have været en af hendes allersidste optrædener en måned før hendes død. Det er hjerteskærende at se hende så tydeligt svækket, men befriende at vide at hun har haft et kreativt overskud til det sidste, et overskud som forhåbentlig har været terapeutisk midt i al elendigheden.

Det skal i denne forbindelse nævnes at Sing me the songs helt undgår at inkludere de optrædendes mindeord om Kate og præsentationerne af sangene. På YouTube kan man f. eks. høre Emmylou Harris fortælle at hun var med ved Kates allersidste øjeblikke. Man har nok klogeligt valgt ikke at lade albummet fokusere på døden, og i stedet lade det blive en hyldest til livet, i form af en antologi af sange, i stedet for et dokument af en eller flere koncerter.  Hvis man gerne vil have den fulde koncertoplevelse kan man på YouTube finde adskillige videoklip med introduktioner til de enkelte sange, der faktisk er højst interessante at høre. En af de koncerter som albummet bringer uddrag fra er fra Toronto, fra en optagelse lavet af den canadiske statsradiofoni CBC. Denne koncert inkluderer kunstnere og sange der ikke kom med på dobbelt-cd'en, og kan høres online.

En anden sang der fortjener særlig fremhævelse er ensemblets version af den traditionelle "Dink's song", en sang der også kendes fra bl. a. Bob Dylan. Jeg er ikke bekendt med at Kate & Anna skulle have spillet den live, men den er ligesom "Will the circle be unbroken" en generisk folk-fællessang om at tage afsked. Den falder stilmæssigt helt i tråd med andre hymner som de to gerne inkluderede live, sange som Stephen Fosters "Hard times come again no more", À la claire fontaine" eller "Dig my grave".

Jeg kan næsten ikke finde noget negativt at sige om albummet som det fremtræder. Som nævnt ovenfor vil anderledes fortolkninger uvægerligt dele fans af søstrene McGarrigles særlige stil, hvilket man også kan se f. eks. i brugeranmeldelserne på Amazon. For mig fungerer albummet perfekt inden for de rammer der er sat af to cd'ers spilletid, hvor det er en kollektion af sange, og ikke et koncertdokument, der har været målet. Allerhelst vil jeg dog have en "warts 'n' all" blu-ray-udgivelse med koncertstemning, introduktioner, surroundlyd og hele svineriet. Lian Lunsons film Sing me the songs that say I love you: a concert for Kate McGarrigle er måske netop hvad jeg efterspørger, men jeg har endnu ikke set den blu ray- og dvd-udgave der er udsendt.

Dobbelt-cd-formatet og ønsket om at undgå gentagelser af de samme sange (albummet inkluderer to versioner af hhv. "Tell my sister" og "Go leave"), eller evt. pladekontraktlige forhold, har også som konsekvens betydet fravalg af kunstnere man gerne have set inkluderet. Nick Cave medvirkede således ved koncerten i London, hvor han gav Kates "Blues in D" sammen med Jenni Muldaur. Og her "Mother mother" sammen med Martha, Anna og Lily Lanken. Kates eksmand Loudon Wainwright III, som man næsten kan betegne som folkmusikkens Nick Cave, glimrer ved sit fravær ved disse koncerter, til trods for at man får en version af hans "Swimming song" der var med på Kate & Annas debutalbum fra 1975, og som i mange år var deres åbningssang ved koncerterne.

Lidt om Kate & Anna McGarrigle på Bibzoom: Man kan her finde debutalbummet Kate & Anna McGarrigle fra 1975, friends-and-family-albummet The McGarrigle hour, der er lidt i retning af nærværende koncertudgivelse, julealbummet The McGarrigle Christmas hour, også med familie og venner, og Tell my sister. Sidstnævnte er en triple-cd indeholdende debutalbummet og efterfølgeren Dancer with bruised knees i remastered udgave, samt en cd med fremragende demoindspilninger og ubrugte sange.

Et meget fremtrædende træk ved deres liveoptrædener gennem årene var den mildest talt afslappede og uformelle stemning. Det startede egentlig med at de på deres første store turné i 1977 fik en del kritik for manglende professionel håndtering af det tekniske, og alt for lange pauser mellem numrene til at stemme instrumenterne. Denne uformelle attitude blev dog efterhånden vendt til en styrke - lang tid mellem de enkelte sange kan bruges til at få flettet små historier og anekdoter ind, så meget desto mere når de optrædende er så tæt forbundet som søstre er. Latteren rungede ofte i koncertsalene og spillestederne. Denne dimension bliver gerne redigeret væk i professionelle optagelser, hvor tingene bare skal glide. Hvis man vil have en fornemmelse for hvordan det var at være til koncert med Kate & Anna McGarrigle, kan det derfor anbefales at finde nogle af de utallige publikumsoptagelser der er tilgængelige på YouTube. Af professionelle tv-optagelser kan shows som Rockpalast 1977 og Rochester 1984 anbefales. Da disse shows blev indspillet turnerede de stadig med fuld backinggruppe. Fra ca. 1988 blev akkompagnementet mere sparsomt, ofte kun med to musikere, hvor især violinen var fremtrædende. Det kan være svært at vælge en favorit mht. hvilken form for backing der er den "bedste", men jeg hælder nok mod det enkle. Det er som om intimiteten og intensiteten fik et gevaldigt løft i fraværet af et fuldt orkester. Less is more, og Kate & Anna McGarrigle havde virkelig meget at give af.