Genrer
Me and Bobby McGee - 50 år... sådan ca. ...
"Me and Bobby McGee" - Kris Kristoffersons klassiske "road song" kan fejre 50 år. Det vil sige, den er faktisk lidt ældre, men den nok mest kendte version med Janis Joplin, blev indspillet i 1970. Godtnok blev den først udsendt med Joplin efter hendes død og toppede hitlisterne i USA i 1971, men vi bruger indspilningsåret som afsæt for denne lille gennemgang af denne fortræffelige sang. Det var desuden også i 1970, at Kristofferson selv udgav sangen på sit debutalbum, så vi kan vist godt forsvare at markere de 50(+)...
Kris Kristofferson skrev sangen, men titlen blev foreslået af Fred Foster, grundlæggeren af pladeselskabet Monument Records. Helt sikkert et godt forslag, for sangen er blevet et hit og indspillet i en lang række versioner - og Foster får en del af roylatyindtægterne efter Kristoffersons ønske. Selve sangens stemning eller tema er Kristofferson blevet inspireret til af Felinis film La Strada, fortæller han. Det er her han finder afslutningen på "Me and Bobby McGee" - "freedom's just [[{"fid":"6447","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Kris Kristofferson","field_file_image_title_text[und][0][value]":false},"type":"media","field_deltas":{"3":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Kris Kristofferson","field_file_image_title_text[und][0][value]":false}},"attributes":{"alt":"Kris Kristofferson","style":"height: 138px; width: 140px; float: left;","class":"media-element file-default","data-delta":"3"}}]]another word for nothing left to loose". Fri - men også alene...
Kort beskrevet handler sangen om to personer - den unavngivne jeg-fortæller, "me"... og så Bobby McGee. Og da Bobby på amerikansk er et kønsneutralt navn, kan sangens jeg-fortæller både være en mand eller en kvinde. Det er en melankolsk sang om to på vej... På vej hvorhen? på vej ned gennem USA - til New Orleans, til Kentucky, til Californien. De bliver taget op af en chauffør, en lastbilchauffør måske... Man ser jo for sig de lange, mørke og øde amerikanske landeveje og landskaber passere forbi en regntung nat, mens vinduesviskerne angiver takten. Noget Kristofferson selv havde oplevet og lod indgå i sangen. Undervejs når "me" og Bobby da også - akkompagneret af "min" harpoon (mundharpe) igennem alle sangene, som chaufføren, og formodentlig "me" og Bobby kendte. "Me" og Bobby deler hemmeligheder og seng undervejs på turen, men intet varer ved - og et sted nær Salinas i Californien lader "jeg" Bobby forlade selskabet... i håbet om at hun/han må finde det hjem, hun søger. Men "jeg" sidder alene tilbage... villig til at bytte alle de kommende i morgener ud med en enkelt i går. En stærk linie af netop den slags, Kristofferson er en sand mester udi.
Det som er kendetegnende for en god sang er, at den tåler forskellige fortolkninger og versioner. Det gør sig også gældende for "Me and Bobby McGee". Den er med tiden blevet en country-rock standard, men Kristoffersons eget take på den er en mere nedbarberet country-singer-songwriter-stil. Men allerede den første indspillede version var med en country-artist, Roger Miller, udsendt i 1969 og med en tidstypisk country sound. Også Kenny Rogers & The New Edition giver et bud i '69. Her synger Rogers ordet "mouth-harpe" i stedet for harpoon...
Som sagt er det nok Janis Joplins version fra 1970/71 der er mest kendt. Med Joplin får sangen et skvæt rå stemme, en del blues og et mega-swingende backingband. Ja, her er det vel nærmest blues-country-rock i fornemste form. Jerry Lee Lewis giver sit bud i en rockende piano-domineret version. Kollegerne fra det fremtidige band "The Higwaymen", Johnny Cash, Willie Nelson og Waylon Jennnings har - nærmest selvfølgelig - også givet deres bud på historien om "Me and Bobby McGee". Cash blandt andet ved en optagelse i Danmarks Radio fra 1971. Og for at holde fast i den danske tilgang: Far-datter-duoen Bibbi & Snif leverer i 2016 en sej, tungt swingende country-version af sangen, der fint måler sig med mangen en udenlandsk version. Og så skal vi da heller ikke undlade at nævne amerikanske P!nks forrygende version - Janis Joplin har ikke levet forgæves...!
Men som nævnt tåler en god sang at blive brugt og fortolket. Og det gjorde John Mogensen - også i 1971. Han holdt fast i melodien, men historien blev en anden. Væk var Bobby - og ind på scenen kom "Carsten Levin", men igen en historie fortalt af en navnløs jeg-fortæller. I Mogensens fortolkning er det historien om to barndomsvenner, hvis veje må skilles, da Carsten Levin vælger at rejse bort. Til Tel Aviv. "Jeg" havde set hvor det bar hen, men det var Levins beslutning. "Jeg" accepterer det, men sorgen knuger hjertet. [[{"fid":"6448","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Carsten Levin","field_file_image_title_text[und][0][value]":false},"type":"media","field_deltas":{"4":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Carsten Levin","field_file_image_title_text[und][0][value]":false}},"attributes":{"alt":"Carsten Levin","style":"height: 140px; width: 140px; float: right;","class":"media-element file-default","data-delta":"4"}}]]
Så selv om Mogensen giver melodien en ny historie, er temaerne fastholdt. Visse passager er da også nogenlunde bevaret i Mogensens oversættelse... viskerne mod ruden, frihed er noget man må kæmpe for, ensomhed... Historien om Carsten Levin blev i øvrigt udsendt sammen med en anden John Mogensen-fordanskning af et Kristofferson-nummer, nemlig "Søndag Morgen" (Sunday Mornin' Coming Down).
"Me and Bobby McGee" er en stærk fortælling. En tidløs fortælling om to på vej - jeg havde nær sagt sammen hver for sig. En musikalsk road-movie - nyd den!