Genrer
Meat Loaf: Bat out of hell
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 343 på listen.
I 1977 udgav sangeren Meat Loaf, der hidtil havde været en del af duoen Stoney and Meatloaf, sin første plade i eget navn. I producerstolen sad den fuldkommen geniale Todd Rundgren, og sangene var alle skrevet af en ligeledes genial mand ved navn Jim Steinman. Steinman har skrevet mange forskellige popmelodier, men med Meat Loaf havde han mest gennemgående succes, og han var også virkelig ambitiøs med deres første plade sammen, der fik titlen Bat out of hell. Det er også titlen på åbningsnummeret, der er næsten 10 minutter langt. Nu er jeg ikke en, der er bange for at sige, at et nummer er blevet for langt, men det er ingenlunde tilfældet med dette nummer. Alle instrumenter hænger helt perfekt sammen, og der er vildt meget variation. Variationen er det, der mest af alt gør hele albummet Bat out of hell så godt, og titelnummeret er et af de bedste numre. Der er fut i rock and roll-klaveret, og guitaren sparker også masser af røv! Det kan godt være, at det er et langt åbningsnummer, men det er også et formidabelt åbningsnummer.
Efter en kort dialog, som måske godt kunne være fortalt musikalsk, kommer "You took the words right out of my mouth (Hot summer night)", som er en noget mere poppet sang. Den er som åbningsnummeret meget bombastisk, her dog i en kærlig facon. Teksten er charmerende: "You took the words right out of my mouth, and I swear it's true; I was just about to say I love you". Man kan næsten ikke lade være med at rødme lidt. Pladens tredje nummer hedder "Heaven can wait", og det er en lidt langsommere sang. Klaveret er mere romantisk, og nogle strygere øger stemningen yderligere. Den er sørgmodig, og selvom det ikke er en af pladens mest kendte sange, er det stadig en fremragende melodi. Den føles stadig meget oprigtig, og instrumentationen skifter tit, så den konstant føles frisk. Der kommer mere gang i den med "All revved up with no place to go", en storladen sang, der bare suser afsted med en fed saxofon. Det er en god kontrast til den stille og langsomme sang, der kom før. Det bliver atter langsomt med "Two out of three ain't bad", en virkelig grov sang i ironisk fløjlsindpakning. Meat Loaf slår her op med sin elskede, og den facade, han påtager sig, er fandeme komisk guld!
Det bedste nummer på hele Bat out of hell er efter min mening hans duet med sin korsangerinde Ellen Foley. Sangen hedder "Paradise by the dashboard light", og det er en 8½ minutters rockopera om en omgang sex. Jeg vil helst ikke afsløre slutningen, det ville være synd, men lad mig sige så meget som, at det er et meget morsomt nummer. Da det er opdelt i tre akter, er det naturligvis et meget varieret stykke musik, men de individuelle stykker er alle virkelig fængende, især akt 2 og 3. Bat out of hell afsluttes af syvende nummer, "For crying out loud". Det er endnu et 8½ minutter langt nummer, og hold da kæft, hvor det siger farvel. Det starter langsomt og melankolsk med ikke andre instrumenter end et klaver, men med tiden bliver klaveret mere intenst, og Meat Loaf synger højlydt og ophidset om kærlighed. Senere kommer strygere på, og et helt orkester bryder med tiden frem, og det bliver til et af pladens mest bombastiske numre. Af og til har man bare brug for noget sjov musik, og det behøver ikke altid at være ambitiøst eller artistisk. Bat out of hell er dog begge dele, og det er et af de store mesterværker i rockhistorien.