Meet me at the wrecking ball

Mange rockmusikere når i disse år den danske pensionsalder, uden at de af den grund har planer om at holde op med at lave musik – heldigvis. I forbindelse med musikernes fødselsdage eller pladeudgivelsernes jubilæer udsender pladeforlagene ofte musikernes bedste eller mest populære udgivelser i nye versioner, gerne med tilføjelse af hidtil ukendte bonusnumre og/eller koncertoptagelser. Det gælder for medlemmerne i en række af de store rockgrupper og for en række soloartister inden for rockmusikken – og det gælder også for Emmylou Harris, som musikalsk nærmest befinder sig et sted imellem rockmusikken og countrygenren.

I april 2014 kort efter Emmylou Harris' fødselsdag, udsendte Elektra forlaget således musikerens banebrydende og kritikerroste – men ikke specielt godt sælgende – udgivelse fra 1995, Wrecking ball, i en stærkt udvidet version, hvor den oprindelige plade blev ledsaget af en ekstra cd med demoer, outtakes og alternative versioner, samt af en dvd med titlen Building the Wrecking ball. Pladen betegnede i sin tid et (behersket) stilskift for Harris i forhold til hendes normale akustiske country-musik, idet den dels præsenterede et repertoire bestående af regulære rocknumre, dels indeholdt musikalsk ledsagelse af en stribe af rockmusikkens store ikoner.

"Most of my career I've been a finder of songs, a gatherer of songs, so this showcases, in part, that side of what I do," fortæller Emmylou Harris i et interview i forbindelse med udgivelsen All I intended to be. Udtalelsen kunne imidlertid lige så godt være faldet i forbindelse med Wrecking ball i 1995, for det er ikke mindst valget af sange til pladen, der gjorde den til det kunstneriske højdepunkt i karrieren, den i dag fremstår som. Den originale udgave af Wrecking ball indeholder bl.a. sange af Bob Dylan, Jimi Hendrix, Neil Young, Steve Earle m.fl. – ikke ligefrem de ringeste sangskrivere – og på den "nye" bonus-cd møder man i tilgift så prominente komponister som Leonard Cohen og Richard Thompson. Alt sammen navne fra rockmusikkens øverste hylde – og alt sammen navne, som rummer en del af forklaringen på det høje kunstneriske niveau på Wrecking ball.

Gode samarbejdspartnere

Men gode sange alene gør det naturligvis ikke. Gode musikere og en god producer er også nødvendige for at forvandle en håndfuld gode sange til en god plade, og Emmylou Harris havde begge dele i 1975. Daniel Lanois, som bl.a. har arbejdet med Bob Dylan, producerede Wrecking ball og spillede selv guitar mv. på en række af numrene. Valget af Lanois betød samtidig et bevidst valg af en bestemt lyd på pladen, og Lanois' lyd ligger temmelig langt fra den traditionelle country-lyd.

Lanois arbejder gerne med en mere udpræget rock-lyd, end hvad man normalt møder i country-musikken, bl.a. eksemplificeret via hans indsats på Bob Dylan-udgivelsen Oh mercy fra 1989. Dylan-pladen betød i sin tid en tilbagevenden til de kritikerroser, sangeren tidligere havde været vant til, og som havde været fraværende i forbindelse med en stribe svage plader fra hans hånd. Også for Emmylou Harris kom Daniel Lanois-samarbejdet til at betegne en kunstnerisk fremgang – selv om publikum som tidligere nævnt ikke var helt rede til at følge Harris' udvikling bort fra den slagne country-vej på dette tidspunkt i karrieren. På kritikerfronten var der imidlertid ingen slinger i valsen ved udgivelsen af Wrecking ball, og pladen blev da også tildelt en Grammy i kategorien "Best Contemporary Folk Recording" ved prisuddelingen i starten af 1996.

Ud over at have Daniel Lanois som producer og musiker på Wrecking ball kunne Emmylou Harris også præsentere flere store rocknavne blandt de øvrige medvirkende musikere. Det største navn, Neil Young, synger selv kor på sit eget nummer, ligesom han spiller (smukt) på mundharmonika på et andet nummer. Tilsvarende spiller Steve Earle selv med på sit eget bidrag til pladen, ligesom han medvirker på guitar på endnu et par af de 12 sange. Også Lucinda Williams og søstrene McGarrigle dukker op på et par numre, hvilket alt i alt garanterer et højt professionelt musikalsk niveau – og selvfølgelig også en dejlig sound på pladen.

Netop den specielle lyd på Wrecking ball er en af dens helt store attraktioner. Lyden er lavmælt melankolsk og ind imellem så sårbart sprød og smuk, at lytterens hjerte kommer ganske tæt på bristepunktet (hvis man ellers tror på, at følelser kan knuse et hjerte). For mig er det først og fremmest pladens titelnummer, "Wrecking ball", der tager prisen som det smukkeste, og det skyldes både Emmylou Harris' egen fortolkning og opbakningen fra Neil Young m.fl. i baggrunden. Det er bare et på alle måder fornemt fremført nummer.

Flere slags wrecking balls

Til sidst i denne korte gennemgang af en fremragende genudgivelse kan jeg ikke lade være med at fremhæve Neil Youngs sjove påfund med at bruge betegnelsen "wrecking ball" som en betegnelse for et bal / en fest i stedet for, som normalt, at lade betegnelsen betyde en kugle af den slags, man river bygninger ned med. Neil Young var ikke den første, der fandt på at lege med ordene i denne sammenhæng. Allerede Grace Slicks soloalbum fra 1981, Welcome to the wrecking ball, spillede på den dobbelte betydning af ordene/betegnelsen "wrecking ball". Men en vittighed bliver ikke nødvendigvis dårligere af at blive gentaget, og netop i forbindelse med Neil Youngs sprøde og ganske skrøbelige sang om at gå til bal med den udkårne forekommer modstillingen af den normale, robuste betydning af "wrecking ball" og den afledte betydning befriende overraskende og original.

Det er ikke fordi musikverdenen p.t. savner musik med "wrecking balls". Miley Cyrus gav i 2013 sin version af modstillingen mellem blødt pigekød og hårdt metal på videoen til nummeret "Wrecking ball", der hurtigt blev meget populært på nettet, nok ikke mindst på grund af den temmelig sexede video. I 2012 udsendte Bruce Springsteen en meget vred plade med titlen Wrecking ball, og her var der ingen tvivl om, at musikeren tænkte på den kugle, man river huse ned med. Springsteen var (og er) utilfreds med samfundsudviklingen, og derfor er en "wrecking ball" ikke noget fjernt billede, når man vil tale om de ændringer, der skal til.

Gruppen Interpol har skrevet en sang om en wrecking ball i 2007, gruppen Lifehouse har brugt nedrivningsredskabet som titel på en sang i 2010, Joe Walsh har sunget om en wrecking ball i 2012, osv. Søg f.eks. i Bibzoom på ordene "wrecking ball" og se, hvad der dukker op. Det er ikke småting – men gennemgående er det altså i bygningsbranchen, de forskellige kunstnere har hentet inspiration til deres metaforer.

Neil Youngs sang er i denne sammenhæng lidt af en enlig svale - og netop derfor så god. "Meet me at the Wrecking Ball / I'll wear something pretty and white / and we'll go dancing tonight", synger Young og Harris; og det er ikke mindst i Emmylou Harris' mund, at ordene antager en så hjerteskærende karakter, at hendes sang må kunne smelte en rigtig "wrecking ball", hvis den ellers havde ører at høre med. Mine ører har sangeren i hvert fald erobret med sin helt personlige Neil Young-fortolkning - samt med alle de andre glimrende numre, såvel på den oprindelige cd som på den nye bonus-cd. På den medfølgende dvd til genudgivelsen fortæller en række af de medvirkende om deres indsats på originaludgivelsen.