Melankolsk mesterværk

I halvfemserne forstod man sig på Weltschmerz og teenageføleri. Grunge var en højprocentssjus og den senere emo-bølge blot en lunkensød Mokaï i sammenligning, eller mente man det bare mere dengang?    Sådan føles det i hvert fald når man lytter til The Smashing Pumpkins’ hovedværk Mellon Collie and the infinite Ssdness. Et meget langt og ungdomsdystert konceptalbum, der snart har 25 års jubilæum.   Begrebet Weltschmerz kan langt henad vejen tilskrives Goethes Werther, der i 1774 gik rundt og led så grueligt. Werther var måske en af verdens første teenagere, men eftertidens unge har så bestemt ikke ligget på den lade side med store passioner, tristesse og afmægtig fremmedfølelse.   Hver generation derfor sin egen klynk; den senere emo-bølge er måske ikke mindre lidende end skovmandsskjorterne fra halvfemserne, bare lidende på en anden måde.    Det fantastiske ved Mellon Collie and the infinite sadness er dog ambitionen. Det er et konceptalbum for fuld udbasunering. Forsangeren Billy Corgan skal have sagt, at han ville lave sin generations The wall. Albummets 28 sange fremstår som en fortælling om en dag i en teenagers liv. Med dette som rammen omkring Corgans forpinte stemme, samt en rundhåndet dosis harper og violiner holder albummet så absolut stadig efter 24 år.   Lyt især til ”Bullet with butterfly wings”, ”Zero” og ”Tonight, tonight” for at opnå den helt rette melankoli i regnvejret.   Lån pladen fra dit nærmeste bibliotek