Genrer
Mere end Susie
Man vidste nok, at hun havde lavet andet end den sang. Men at det var så meget og så varieret, er alligevel en overraskelse. Birgit Lystager har samlet alle sine værker på syv-cd-boksen Mine sange, et snit gennem tyve års dansk populærmusik og et minde om en af de bedste stemmer her til lands. Så stor en gave - og alligevel bliver man lidt trist, mens musikken vandrer gennem højttalerne. For Mine sange er lydsporet til en karriere, som er slut. De syv cd’er er opgørelse og afregning, farvel og tak.
Birgit Lystager startede i jazzen. Vi skriver 1962, og en 16-årig pige springer ind som sanger i Jazzminerne, der bl.a. tæller Finn Slumstrup på trommer. Hun bliver i jazzen nogle år, men krydser så over i dansktoppen og forsyner den med en solid strøm af singler indtil 1975.
Året før hendes store gennembrud i 1970 bliver hun kastet ud af en sportsvogn, der kører galt, og resten af livet fylder smerterne i ryggen stadig mere. Det bliver svært at stå op og synge. Engagementerne skifter fra scene til firmafester. Et bidrag til det danske Melodi Grand Prix 1983, den alvorlige ”Hvor går livet hen?” ender på sidstepladsen. Så trækker hun sig, kreativiteten ledes over i akvarel og glasmaling. Smerterne fører hende i armene på det alternative. Hun får en uddannelse som healer. Ikke mere sang, stemmen høres kun når hun taler på guide på hendes mands cd’er med New Age-musik.
Det er svært at se dette som andet end nedtur. Derfor glæder det, at de interviews, der fulgte udgivelsen af Mine sange, viser en Birgit Lystager, der er fuldt tilfreds med sin nuværende plads i tilværelsen. Og som ganske usentimentalt siger, at nu er det slut, men det var godt så længe det varede.
Man lytter til bokssættet og giver hende ret. Lige fra de indledende forsøg i poppen over storhedstiden med danske slagere og easy listening a la Burt Bacharach til de sidste, afklarede viser trænger stemmen igennem som en af de smukkeste i dansk sang. Fløjl og krystal. Elegance. Swing. Man hører hende i et par Carpenters-numre og tænker: Det gjorde Karen ikke bedre. Og så er der jo den sang. ”Pretty Belinda”, et hit med Chris Andrews i 1969. Heldigt fordansket af Volmer Sørensen. Er det ikke dansktopsangen over alle andre? Det er lige sådan en sang, man tror man vil blive træt af, men det sker aldrig. Hør den igen. Nostalgi er altid moderne.