Genrer
The Meters: Rejuvenation
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 138
The Meters er et af de store klassiske funkbands, og alligevel føler jeg tit, man glemmer dem, når man snakker om funkgiganter som Parliament/Funkadelic, James Brown og Tower of Power. Mit eget bekendtskab med The Meters kommer mest fra den instrumentale Look-ka py py, men de fleste peger på Rejuvenation fra 1974 som deres mesterværk. Her er der vokaler på alle numre. Instrumentationen er dog stadig i fokus. Deres leadguitarist, Leo Nocentelli, har grebet mikrofonen, og mens han absolut er en acceptabel sanger, ligger hans force i guitaren, som er latterligt funky. På åbningsnummeret "People say" arbejder bandet godt sammen om at skabe et dynamisk, spændende og levende nummer, som dels har et sprødt, fængende omkvæd, men også et lag af lyde, der ikke er til at stå for. Det er klassisk, fandenivoldsk funk med alt, man elsker det for. De går på pladens andet nummer, "Love is for me", over i en mere soul-præget lyd. Vokalen er her mere i centrum, og bandet er ikke så agressive med at vise deres kundskaber. Det lyder dog stadig flot, for The Meters er og bliver et af de mest velspillende funkbands nogensinde.
Det mest populære nummer fra Rejuvenation er nok det tredje, "Just kissed my baby", der har et guitarriff med en spøjs, fængslende rytme og en bas, der virkelig siger spar to. Et simpelt orgelriff får assistance af nogle energiske trompeter, og det hober sig op i et fedt klimaks, før der bliver lagt en dæmper på til det afsluttende vers. Noget The Meters gør meget på pladen er at veksle mellem Nocentellis solovokal og et kor, og det skaber variation og overraskelse. På "What’cha say" synger koret et par fraser med falsetsang, hvorefter Nocentellis dybere stemme svarer dem. Der er et lækkert, soulpræget overgangsstykke i midten, og mod slutningen gentager denne vending, “What’cha say” sig i en lettere kaotisk facon. Den langsomme "Jungle man" har en fed, futuristisk basgang, men det er nok ikke en af mine favoritter på pladen. Der er ikke rigtig nok interessante ideer, og når de endelig kommer, forsvinder de lidt for hurtigt. Nocentellis stemme bliver også overdubbet så meget, at den lyder en kende kønsløs, men man kan sagtens høre bandets høje tekniske niveau
"Hey Pocky a-way" har en mere New Orleans-præget lyd med sin vrøvletitel, sit boogie woogie-inspirerede klaver og sine call-response-sekvenser. Det er en simpel sang i sin struktur, men udførelsen er eminent, og den lyder ret unik på pladen. Man mærker en mere negativ lyd på "It ain’t no use", der har en djævelsk percussionsektion fra Ziggy Molestile. Trommerne lyder som noget Curtis Mayfield kunne have fundet på, mens der kommer en vild Santana-agtig guitar fra Nocentelli. Efter et stykke tid med almindelig struktur udvikler sangen sig til en bunke soloer, og med sine 12 minutter er det utvivlsomt det bedste sted på pladen at opdage bandets tekniske kunnen. En sød lille kærlighedssang med titlen "Loving you is on my mind" følger. Jeg er sikker på, at det er en kærlighedssang, for titlen er stort set den eneste linje, og så lyder sangen også bare så utrolig lykkelig, hvilket især keyboardist Art Neville kan takkes for. Pladen afsluttes med fanfavoritten "Africa", der lyrisk er dybere end alt andet på pladen. Noncentelli får sine ord til at veje meget, og bandet supplerer med mange fine musikalske motiver. Jeg kan rigtig godt lide Rejuvenation, nok endnu bedre end Look-ka py py, og jeg kan let forestille mig at ville kigge på resten af deres diskografi.