Genrer
Michael Jackson: Off the wall
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 68
Michael Jackson var stor popstjerne helt fra barndommen som sanger i The Jackson 5, men generelt siger man, at han først skabte sig en moden kunstneridentitet med pladen Off the wall fra 1979, hvor han for første gang arbejdede sammen med producer Quincy Jones. Mens Jones var fast producer i løbet af projektet, blev sangene leveret af et bredt udvalg af sangskrivere, heriblandt Stevie Wonder, Rod Temperton og Jackson selv. Lyden på pladen bevæger sig meget omkring tidens trends. Der er disko, der er bløde pop-ballader og der er poppede vinkler på funk og soul. Nogle af sangene er stadig klassikere, og især disko-numrene holder. Pladen starter med "Don’t stop ‘til you get enough", et af Jacksons sjoveste dansenumre. Nummeret har en velfortjent plads i den store disko-kanon, for stort set hvert eneste lille element hænger perfekt sammen. Mens det ikke er det eneste nummer, der tiltaler mig på Off the wall, må jeg dog nok erklære, at intet andet nummer rigtig opnår samme storhed. Dansenumrene er nok generelt dem, der holder sig bedst. "Working day and night", "Off the wall" og "Burn this disco out" rammer stadig med pivlækre grooves, der lystigt inviterer til, at man hiver danseskoene frem.
Jeg føler dog stadig, at der er mange corny elementer på størstedelen af disse numre. Selv "Don’t stop ‘til you get enough" har svært ved at løbe fra, hvor akavet Michael lyder på introen. Det har en vis charme, men jeg finder det ikke så underholdende ved gentagne gennemlytninger at observere cheesy vokalfrasering eller at le af genrens klichéer. Musikken har ikke den store dybde, og så sjov den end kan være, er det ikke svært at forstå "disco sucks"-bevægelsen. Der er generelt ikke samme niveau af finesse som på Michaels næste par plader. Intet sted er dette tydeligere end på de langsommere numre. Mens "Rock with you" er en ganske sød kærlighedssang, der har en velskrevet bro, så holder resten langt fra nær så godt. Han giver et cover af Paul McCartneys "Girlfriend", og mens den lyder mere smooth og sexet med Jackson, redder den ikke "Girlfriend" fra at være en af de pinligste, mest kedelige sange, McCartney har skrevet. Det er et hæderligt forsøg på at polere en lort, men lort er sangen nu stadig.
De dårlige ballader hober sig især op på side 2 af pladen. Lige efter ‘Girlfriend" får vi en endnu ringere sang i form af adult contemporary-balladen "She’s out of my life", der prøver så hårdt på at virke dyb og følsom, at sangen ender med at være en flad oplevelse. At et nummer, der lyder så ligegyldigt som dette, blev udgivet som en single er mig et mysterium, men det var vist en anden tid. Den Stevie Wonder-skrevne "I can’t help it" er også en tynd kop te, men den vinder da nogle point for at bringe Stevie Wonders lækre signaturlyd med sig, og omkvædet er da sødt. Den uskyldige charme bringer albummet ret langt, for størstedelen af sangene siger mig i grunden slet ikke noget, og selv størstedelen af de bedre sange har jeg svært ved at se mig selv vende tilbage til. Hvis starten på pladen ikke var så stærk, og hvis Jackson ikke senere i sin karriere lavede klassikere som Bad og Thriller, kunne jeg let se denne plade gå i glemmebogen. Der er mange bedre disko-plader, og der er en del bedre Michael Jackson-plader. Off the wall er generelt ikke værd at skrive hjem om.