Mifune, mennesket og musikken

Filminstruktøren og sangskriveren Søren Kragh-Jacobsen fylder halvrundt i dag. Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe ham til min bog ‘Filmbyen’ (Ekstra Bladets forlag, 2007) og komponisten Jakob Groth om deres mangeårige samarbejde på film og Kragh-Jacobsens pladeudgivelser til min første udgivelse ‘Det visuelle øre - filmmusikkens historie’ (Systime, 2005). Søren Kragh Jacobsen blev født den 2. marts 1947 to år efter Danmarks befrielse og voksede op i en arbejderklassefamilie i Brønshøj. Moderen gik hjemme en del år for at passe sine fire sønner. Faderen var driftsleder hos Hellerup Is. Som ordblind blev skolen noget af en prøvelse for Søren, der kom i lære som elektriker i en alder af 15, men faget sagde ham ingenting. Det gjorde film derimod, og onkelen, Berlingske Tidendes mangeårige anmelder Svend Kragh-Jacobsen, sørgede for, at nevøen fik set rigeligt af dem, herunder både danske, franske og populære Hollywood-film. Søren Kragh tog til Prag og kom ind på filmskolen FAMU, hvor storebroderen Hans gik.

1970 var han tilbage i København og fik året efter ansættelse som programmedarbejder i DRs ungdomsafdeling - først i radioen og senere på tv. Den krølhårede filmentusiast kunne både synge og spille guitar og debuterede i 1975 med lp'en ‘Hinkeruder på motorvejen’. Herfra kender de fleste danskere utvivlsomt sangen ‘Kender du det’ med det udødelige omkvæd ‘Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag, hvor jeg kan ta din hånd, og vi kan stikke af sammen?’

Han fortsatte i samme stil på ‘Tur-Retur’, der udkom i 1978 med et nyt band i ryggen kaldet Biorytmerne. Jakob Groth overtog guitaren og hjalp med at skrive en række numre om ung kærlighed, der endte som lydsporet til Kragh-Jacobsens spillefilmdebut ‘Vil du se min smukke navle’ (1978), der bygger på Hans Hansens ungdomsroman af samme navn. Senere fulgte flere ungdoms- og voksenfilm som Isfugle med Michael Falch i hovedrollen (1983), ‘Skyggen af Emma’ (1989) og ‘Drengene fra Sankt Petri’ fra 1991, der alle tydeligt bærer præg af eventyreren og romantikeren Kragh-Jacobsens rodfæstede humanistiske sindelag.

Hans visuelle version af Anders Bodelsens krimi ‘Guldregn’ om fire børn, der finder en kagedåse i en skov indeholdende 800.000 kroner, modtog en Robert for bedste musik. Den blev i første omgang produceret som en tv-serie i seks afsnit i 1986 og to år senere redigeret ned i spillefilmslængde. Underlægningen var med til at sætte nye standarder indenfor genren, da den er spændingsfyldt og velarrangeret på samme måde, som man ville forvente det i en tilsvarende voksenfilm. Kragh-Jacobsen og Groth viste således i billeder og lyd, at man kan lave sober underholdning for børn uden at tale ned til dem. Musikken er skrevet for synthesizere og rytmegruppe. Groth vidste fra starten, der ikke var råd til et stort symfonisk score og klarede sig fint uden.

‘Drengene fra Skt. Petri’ handler om en flok gymnasieelever fra Aalborg, der slutter sig sammen for at genere den tyske besættelsesmagt mest muligt. Oprørstrangen udvikler sig snart til farlige aktioner med skydevåben og sprængstoffer. Den samme alvorlige tone er bevaret i den internationale co.-produktion ‘Øen i Fuglegade’ (1997), der følger en polsk dreng på flugt fra den tyske besættelsesmagt i et jødisk ghettokvarter i Warszawa. Den 35 millioner kroner dyre film med et fantastisk score i international topklasse af Krzysztof Kieślowskis daværende faste komponist Zbigniew Preisner fik en flot modtagelse ved festivalen i Berlin og gode anmeldelser i Danmark. Desværre var publikums entusiasme med et salg på lidt over 15.000 billetter til at overse.

Der måtte sadles om og prøves noget helt andet efter den arbejds- og rejsetunge proces med ‘Øen i fuglegade’. Omkring 1996-97 ringede Lars von Trier for at spørge Kragh-Jacobsen, om han ville være en del af det dogmeprojekt og tilhørende regelsæt, Trier havde udviklet i samarbejde med Thomas Vinterberg. Kragh-Jacobsen sagde ja, men protesterede dog forgæves mod, at lyden skulle laves samtidig med billedet. I december 1997 så Kragh-Jacobsen en stort set færdig version af ‘Festen’ sammen med Vinterberg og klipperen Valdis Oscarsdottir i en lille biograf hos Det Danske Filminstitut. Han husker tydeligt Vinterbergs forvirring over, hvorvidt filmen var god eller ej. Vinterberg fik en beroligende hånd på skulderen af den 22 år ældre kollega, der roste dens kvaliteter i høje toner - derefter gik de til julefrokost hos Nimbus Film.

Optagelserne til Kragh-Jacobsens dogmefilm ‘Mifunes sidste sang’ strakte sig hen over sommeren 1998 og foregik på Lolland. Han vidste, at den skulle bevæge sig væk fra det mørke univers fra ‘Øen i Fuglegade’ og de to første dogmefilm ‘Festen’ og Triers ‘Idioterne’. Mens Kragh-Jacobsen lagde sidste hånd på manuskriptet til ‘Mifunes sidste sang’, stod Vinterberg og Trier i deres smoking på Cannesfestivalen og lod sig hylde - dogmereglernes intention om, at instruktørerne ikke måtte sætte sig selv i fokus, blev således skudt totalt i sænk. De søsygt gyngende kamerature fra ‘Festen’ og ‘Idioterne’ skulle i ‘Mifune...’ afløses af en helt anderledes rolig fortæller- og klipperytme.

‘Jeg ville lave en ‘Fish out of water’ historie om to mennesker, der mødes med et fælles problem, og sød musik opstår. Efter jeg havde fundet huset på Lolland, hørte jeg på vej hjem i bilen, at skuespilleren Toshiro Mifune var død. Filmen er skrevet til ham, og hovedpersonen, spillet af Anders Berthelsen, dyrker ham i filmen. Alt arbejdede med os. Jeg mødte Iben Hjejle højgravid i Japan. Hun var ude med filmen ‘Portland’, og jeg tænkte: ‘Det måtte være Liva’. Jesper Asholt var indlysende som Rud. Jeg synes, at der ligger flere smukke lag om, at man ikke bare kan løbe fra sin fortid, og at man bør leve mere i nuet. Ligger lykken måske et andet sted end i karrieren? Det var alt det, jeg ville fortælle i denne lille fortættede film, hvor jeg iøvrigt dårligt nok havde en slutning, da vi gik i gang. Det bærer filmen jo også præg af. Jeg havde inviteret Nulle & Verdensorkestret til at spille en slutsang, der hvor parret får hinanden. Det var en meget lykkelig indspilning’, fortalte Kragh-Jacobsen i ‘Filmbyen’.

Alle lod til at trives godt på landet, og ‘Mifunes sidste sang’ havde det også særdeles fint i de danske biografsale (350.000 tilskuere) og på filmfestivalen i Berlin i 1999, hvor filmen vandt en Sølvbjørn. Instruktøren holdt sin berømte tale om dogme som en økologisk bølge inspireret af MTVs Unplugged serie, hvor musikerne spillede deres numre i akustiske udgaver. Han tog på turne med filmen over det meste af verden herunder USA. Der skulle gå omkring seks år, før Kragh-Jacobsen og Groth kom til at arbejde sammen igen på filmsiden, hvilket skete med den engelsksprogede ‘Skagerrak’ (2003) indspillet i Skotland. Et par år forinden havde P3 program Strax’ lyttere presset på for at få Kragh-Jacobsen til at udgive et nyt album.

‘Isalena’ udkom efter 23 års pause på pladefronten og rettet mod et voksent publikum. Sangene handlede ikke længere om den spæde pubertet. Jakob Groth er, sædvanen tro, ankermand på projektet som arrangør og producer.
Tilbage til ‘Skagerrak’, hvis ramsaltede historie tager sit udgangspunkt i en mindre havneby. Danske Marie (Iben Hjejle) og irske Sophie (Bronagh Gallagher) mister alle deres opsparede penge efter en vild nat i byen. Marie tager job som rugemor hos egnens overklassefamilie, men ender pludselig hos tre mandlige mekanikere i Glasgow på flugt fra resten af verden.

Groth bidrog blandt andet til lydsiden med et nummer, han tidligere havde skrevet sammen med Thomas Negrijn, der handler om Halloween, hvor børn på Allerhelgensaften klæder sig ud som spøgelser og banker på folks døre. Den er indsunget af en flok mænd under navnet The Nightmare Choir. Kragh-Jacobsen ville gerne have tilføjet selve underlægningsmusikken et gælisk præg, men Groth havde lyst til at prøve sig frem med sin egen form for folklore. Musikken er generelt inspireret af historiens miljø og geografi. Komponisten spiller selv keyboards, akustisk og elektrisk guitar, elbas, mundharpe og percussion. Han beskriver scoret som en slags ‘City-musik’ påvirket af Ry Cooder, hvis stil er rundet af amerikansk blues, folkemusik og r&b.

2008 vendte Kragh-Jacobsen tilbage på filmfronten med den effektive thriller ‘Det som ingen ved’. Rollelisten talte stjerner som Anders W. Berthelsen, svenske Maria Bonnevie, Ghita Nørby og Henning Jensen med musik af Kaare Bjerkø og electronica pioneren Anders Trentemøller. Yderligere fem år passerede revy, før Kragh-Jacobsen i 2013 lod høre fra sig med ‘I lossens time’ om farlige eksperimenter på en lukket institution for traumatiserede og voldelige indsatte. Instruktørens seneste film, familiedramaet ‘Lille sommerfugl’ med blandt andet Karen-Lise Mynster og Jesper Christensen i de bærende roller, havde oprindeligt biografpremiere december 2020, men kom på plakaten igen året efter grundet Covid-19 nedlukningerne. ‘Lille sommerfugl’ er noget konventionel i anslaget dog iscenesat med en god portion livsklog charme. Stort tillykke med de 75 år til Søren Kragh-Jacobsen, et yderst sympatisk bekendtskab tilføjet et tak for sangene, filmene og besøget i privaten på ydre Østerbro hin sommerdag i 2006, hvor denne signaturs lettere sønderjyske accent hurtigt blev spottet af den lydhøre og nærværende filmmand og musiker.