Mikael Wiehe færdiggør sin albumtrilogi - og lidt til

Mikael Wiehe er en både meget produktiv og meget alsidig musiker, som gerne vil forsøge sig med så mange udtryksformer og så mange udgivelsesformater som muligt. Rammen om udspillene ligger ganske vist altid fast: det musikalske udtryk er altid en udløber af arven fra Taube, Adolphson, Woody Guthrie og Bob Dylan. Men inden for denne ramme kan de enkelte sange og de enkelte udgivelser antage mange former.

Spændvidden i produktionen illustreres udmærket via de senere års stærkt varierede udgivelser: lige fra den selvmedlidende og selvudleverende Sånger fra en inställd skilsmissa (2009), over den bramfrit agiterende plade Ta det tillbaka (2010) til cd'en med numre fra Wiehes medvirken i det populære TV-program Så mycke bättra (2011). Ind imellem finder man Wiehes gigantiske opsamlingsudgivelse Aldrig bli som ni (2010), indeholdende 16 cd'er med materiale fra årene 1983 til 2010, spædet op med talrige outtakes og hidtil uudgivne numre, samt det mindre bokssæt Olympiska nätter (2009) med eksempler på Wiehes koncertoptrædender med vennen og kollegaen Björn Afzelius. Der er rigeligt at gå i gang med for de lyttere, der er faldet for Wiehes version af en skarp, kærlig og humoristisk socialisme, præsenteret via iørefaldende melodier og medrivende rockmusik.

Men hvis man tror, at den 68-årige Wiehe hermed har sagt alt, hvad han havde at sige i musikalsk sammenhæng, tager man grundigt fejl. I foråret 2012 stillede Wiehe hos sit pladeselskab EMI med en kuffert fud af nye sange – 32 i alt – som han gerne ville diskutere med selskabets mangeårige ankermand i Sverige, Kjell Andersson. Diskussionen gik bl.a. på, hvilke af sangene, der skulle udgives, og i hvilken form, de skulle udgives. Enkelt-, dobbelt- og sågar tripel-cd'er blev vendt og drejet, indtil Kjell Andersson kom med det forløsende forslag: at dele materialet op på tre cd'er, udsendt med korte mellemrum og med de samme musikere på alle tre cd'er.

Som sagt, så gjort. Et stærkt hold af Sveriges bedste rockmusikere blev samlet, heriblandt guitaristen Ola Gustafsson, bassisten Jerker Odelholm og trommeslageren Måns Block. Decibel studierne i Stockholm blev lejet som ramme om indspilningerne for at give musikken et ensartet præg, og den samme producer, David Nyström, og den samme indspilningstekniker, Dag Lundquist, fik ansvaret for alle optagelserne. Derefter var det "bare" at gå i gang med de 32 numre – som oven i købet hen ad vejen blev til endnu flere numre.

I efteråret 2012 var den første plade i trilogien klar til udgivelse. En gammal man indeholdt en stribe relativt enkle numre med et stærkt rytmisk præg, sejt rockende melodier og med flere fødte klassikere blandt pladens 10 numre. "Jag vill bara va en gammal man", om glæden over stadig at være i live og have ydet sit til kampen mod undertrykkerne, "Min bäste vän är död", om den alt for tidligt døde ven Björn Afzelius, og et par fine hyldester til kærligheden var at finde blandt herlighederne på En gammal man. Cd'en blev både en kunstnerisk og en publikumsmæssig succes, som igen gjorde Wiehe til et varmt navn på hitlisterne, og som gav ham selv og pladeselskabet tro på bæredygtigheden i den planlagte trilogi.

Cd nr. 2 i rækken, Isolde (fra efteråret 2013) var en mere indadvendt og eftertænksom udgivelse, som bl.a. indeholdt en musikalsk iscenesættelse af digteren Karin Boyes tekst "Jag vill möta", samt nogle skæbnetunge sange med titler som "Ensamheten" og "Ge mej nåt att leva för". Men cd'en rummede dog også mere håbefulde og livsbekræftende sange som kærlighedserklæringen til datteren: "Josefinas vals" og den smukke duet med Eva Dahlgren: "Du ska komma".

I foråret 2014 var det så blevet tid til udspil nr. 3 fra indspilningerne i Decibel studierne, og denne gang var der tale om en art tilbagevenden til Mikael Wiehes udgangspunkt i den politiske rockmusik, som titlen på cd'en, , mere end antyder. Der er ganske vist aldrig langt fra agiteren til eftertænksomhed hos Mikael Wiehe, og det ville være forkert at sige, at Protestsånger er et sidestykke til den mere prunkløst simple Ta det tillbaka fra 2010; så enkelt er det ikke, alene i kraft af det musikalsk langt mere nuancerede akkompagnement på den nye cd. Mikael Wiehe er stadig vred på kapitalisterne og udbytterne, det er der ingen grund til at lægge skjul på; men samtidig er der jo heller ingen grund til ikke at præsentere budskabet i en flot, professionel indpakning, hvis man har mulighed for det. Og det er netop det, der er tilfældet på Protestsånger.

Med den tredje cd i udgivelsesrækken var Wiehes og Anderssons planer om en trilogi ført ud i livet; men som tidligere antydet ville det ligne Wiehe dårligt at lade projektet blive stående der, hvis der var mulighed for at føje endnu en lille krølle til historien. Derfor var det ikke nogen overraskelse – i hvert fald for en garvet Wiehe-fan – at der samtidig med udgivelsen af Protestsånger blev sendt en cd-boks på gaden, indeholdende de tre cd'er i den "officielle" trilogi, suppleret med en fjerde bonus-cd med titlen Hemlösa sånger. Denne fjerde cd i trilogien indeholdt en stribe outtakes og alternative versioner af nogle af de 32 egentlige trilogi-numre – i alt 12 sange, som ifølge pladeselskabet kun vil blive gjort tilgængelige for publikum i denne form. (Af samme grund er det heller ikke muligt at lytte til bonus-cd'en på BibZoom).

Faktisk burde man jo nok protestere over, at en kunstner – ikke mindst en erklæret socialistisk kunstner som Mikael Wiehe – på denne måde "tvinger" de trofaste fans til at købe to cd'er, de allerede er i besiddelse af, for at kunne høre de seneste guldkorn fra idolet. Det smager betænkeligt af spekulation; men når udgivelseskonceptet trods alt lige netop kan accepteres, er det, fordi den samlede pris på de to tidligere udgivne cd'er plus de nye cd 3 og cd 4 i "trilogien" er den samme, som prisen på cd 3 og cd 4 ville være, hvis man kunne købe dem enkeltvis. Man mister altså ikke noget ved kunstgrebet – men tricket med at tvinge de stakkels pladekøbere til at købe det samme materiale flere gange er en uskik, som ikke burde finde sted.

Og er der så overhovedet nogen grund til at købe det nye bokssæt, med titlen Decibel Studios, for at få fingre i den medfølgende bonus-cd? Svaret er trods alt et ja, efter denne lytters mening (men jeg er jo også en gammel fan). For selv om ikke alle 12 numre på cd'en Hemlösa sånger er lige gode, indeholder den i hvert fald én indlysende klassiker: den stærkt Dylan-inspirerede sang "Valerie", som brænder sig ind i lytterens bevidsthed – og bliver siddende. Men lad det nu ikke blive en vane med denne type salgsfiduser, Mikael!