Genrer
Miles Davis: Bitches brew
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 94
To personer kan sige til hinanden, at de elsker Miles Davis, for derefter at finde ud af, at det er totalt forskellig musik, de holder af. Personligt holder jeg af rigtig mange af hans plader uanset de vidt forskellige stilarter, han præsenterer. Min favorit må dog nok være Bitches brew fra 1970, nok det mest eksperimenterende af hans hovedværker. Det er et dobbeltalbum, men ikke fordi Miles og bandet ikke kunne skære ned på antallet af sange. Der er kun seks sange, der hver især er ganske helstøbt, men de ender også med at være meget lange. Det første nummer, "Pharao’s dance", starter stille ud med en spinkel trommerytme overfor en bas samt hele tre el-klaverer. Det er svært at hitte ud af nogen bestemte melodiske figurer, men lyden er meget behagelig. Lige så stille hopper Davis sammen med Wayne Shorter ind på henholdsvis trompet og saxofon, og så begynder musikerne for alvor at finde hinanden. Musikken bliver mere intens, og de bevæger sig i løbet af nummerets 20 minutter vidt omkring. Det er en vidunderlig rutsjebanetur, hvor man hører vanvittigt dygtige musikere udforske nye musikalske ideer.
Andet nummer, "Bitches brew", er med sine 27 minutter endnu længere og endda mere udfordrende. Ofte får jeg end ikke mulighed for at komme så langt i pladen, hvis jeg spiller den for andre. Den starter helt tomt med otte bastoner uden nogen umiddelbar rytmisk eller melodisk karakter. Herefter kommer en dissonerende akkord, hvor størstedelen af bandet er med. Dette kan, hvis man strækker definitionen, kaldes for nummerets hovedtema, og det er en idé, som sangen bygger videre på. Hele nummeret er bygget op efter en dikotomi mellem ro og kaos. Både ro og kaos bliver mere ekstreme med tiden, og på en eller anden måde formår Davis at konstruere nummeret, så man alligevel til sidst ikke kan skelne mellem dem. Helt klart et af mine yndlings-jazznumre, men det er ikke for sarte øren. Så er tredje nummer "Spanish key" lettere at forholde sig til med sin funky guitar og mere harmoniske opbygning, omend der stadig er godt med dissonanser. Det er stadig ikke ligefrem til popstationerne, men indflydelsen fra tidlig funkmusik giver en kant, der får det til at ramme noget andet end resten af pladen.
Guitaristen er i fokus på det fjerde og korteste nummer, der også er opkaldt efter ham; det hedder "John McLaughlin". Det kan opfattes som en forlænget guitarsolo, og selvom der er visse gennemgående figurer i nummeret, kan der næppe tales om en egentlig struktur. Men det er fremragende, og trods sin korte længde på kun 4 minutter stikker det flot ud. Der vendes tilbage på funk, nu i en lidt langsommere udgave, på den ondskabsfulde "Miles runs the voodoo down". Det er et mere konsekvent sonisk billede, der præsenteres her. Når et 14 minutter langt nummer er det mest lyttervenlige, ved man, at man har med en speciel plade at gøre. Afslutningsnummeret "Sanctuary" leder i starten tankerne hen mod Davis’ rødder i modaljazz, men tilsat en smule ekstra dissonans. Det er dog indtil man 4 minutter inde møder den nok vildeste lydeksplosion på hele pladen. De to sider af musikken er nu så forskellige i udtryk, at der på alle måder er tale om et konflikternes højdepunkt. Og det er lige præcis det, jeg aldrig har hørt en anden jazzplade udtrykke så godt: konflikt. Det er et unikum af en jazzplade.