Mit yndlingsord

For tiden kører Danmarks Biblioteksforening en kampagne, som går ud på at få danskerne til at kåre deres/vores yndlingsord. Det sker som led i en fælles bibliotekskampagne i uge 37, ORD, hvor landets biblioteker hele ugen sætter fokus på, hvad ordene kan, hvad de betyder for os, hvordan de udfordrer os, osv. Et led i kampagnen går altså ud på at finde frem til danskernes yndlingsord – hvis man ellers meningsfyldt kan forestille sig en sådan størrelse. I uge 36 er situationen den, at man – hvis man er interesseret i projektet - kan melde sig til at være med til at stemme om 9 udvalgte ord, som er blevet udvalgt af en særlig ORDjury. Læs mere på: danmarksbiblioteker.dk

At udvælge ét blandt ni ord, som andre har udpeget som deres yndlingsord, forekommer mig mindre interessant, og det vil jeg nok afholde mig fra. Men selve idéen med at tænke over ord, som betyder noget særligt for én, eller som gør én glad eller ked af det, er jo meget sjov, og kampagnen fik i hvert fald undertegnede til at tænke over mine egne ”gode” ord. At skulle udpege ét ord, som til hver en tid er ens yndlingsord, er naturligvis en umulig opgave og ren fiktion; men derfor kan man jo godt spekulere lidt over, hvad for nogle ord, man godt kan lide, og som gør én glad.

Hvis jeg skulle vælge et enkelt ord, som jeg lige nu synes er et godt ord, bliver det nok ordet ”høst”. Ordet har en behagelig og poetisk klang, rummer en masse positive konnotationer (for mig) og svarer oven i købet godt til den aktuelle årstid. Desuden indgår ordet i en lang række kulturelle sammenhænge, bl.a. i massevis af ordsprog, talemåder og vejrvarsler: ”Som man sår, så høster man”, ” Skt. Laurentiustaarer betyder udmærket godt Høstvejr”, osv. osv. Høst er et dejligt ord – og det er der også mange musikere, der har ment. Ganske vist er det primært svenske musikere, der har gjort brug af ordet i deres tekster, og det skyldes først og fremmest, at svenskerne ikke har vores ord ”efterår” i deres ordforråd. Men det gør jo ikke de svenske sange om hösten mindre smukke.

Höst i Sverige

Samtidig med, at høsten er det tidspunkt, hvor man indkasserer frugterne af en lang sommers arbejde, er høsten en lidt vemodig årstid, fordi den signalerer afsked og afslutning. Derfor kan det næppe undre, at mange af sangene om høst – og det vil jeg i denne sammenhæng definere som sange, hvor ordet ”høst” indgår i titlen – har et melankolsk og vemodigt skær. Og hvem er bedre til vemod og melankoli end vores naboer, svenskerne? Det er i Sverige, man for alvor finder sangtitler med ordet ”høst” (eller rettere: ”höst”), hvilket naturligvis bl.a. hænger sammen med det ovenfor påpegede faktum, at svenskerne kun har dette ord til at betegne efteråret. Men mon ikke også der ligger en del nationalkarakter skjult i de mange svenske høst-sange? Det er en påstand, som ikke kan bevises, men som sagtens kan være rigtig alligevel.

Melankolikeren par excellence inden for svensk rockmusik er nok Lars Winnerbäck, som da også lever fint op til min påstand om den svenske nationalkarakter. Hør blot disse linjer fra sangen ”Brustna hjärtans höst” (fra lp'en Söndermarken): ”Som ett obehagligt allvar / drar sig hösten in i stan. / Det finns en doft av allt i mörket, kallt och blött / och nästan tyst”. Eller senere fra samme sang: ”Vi ses på hjärtats bar, / det här är brustna hjärtans höst”. Høsten er virkelig en tid for eftertanke og opsummering: ”Du kan dränka dig i minnen / eller litervis med vin / du kan sjunka ner i sörjan og vända dygn / men allt er gjort”. Efterår og knuste hjerter – så bliver det vist ikke meget mere vemodigt.

En anden svensk rockmusiker, som passer fint ind i skabelonen med de melankolske svenskere, er Lisa Ekdahl. På cd'en Med kroppen mot jorden har hun en sang med den enkle titel ”Hösten”, og ligesom i Lars Winnerbäcks tilfælde fungerer høsten her både som den konkrete årstid og som et billede på afsked og afslutning – i Ekdahls tekst afslutningen på et kærlighedsforhold: ”Jag såg höstens sista löv / falla från sin gren / där växa nya löv i vår / men den trösten är klen / jag såg höstens sista löv sakta / segla ner / jag sörjer än inte men gråter inte mer” ... ”Jag såg hösten vandra in / og jag såg sommaren gå ut / jag insåg en minut att allting har ett slut / jag såg en sekund varthän vi alla ska / vi måste alla dö / i alla ingår du och jag”.

Marie Fredriksson har skrevet sangen ”Mellan sommar och höst” til soloudspillet Den ständiga resan, og også her møder man efteråret som et billede på afsked: ”Det finns en känsla jag inte rår på / den kommer alltid när du ska gå / Det finns en känsla i hjärtats djup / den kommar alltid när sommaren är slut / Det finns en känsla när solen går ner / när din skugga är allt jag ser / En känsla mellan sommar och höst / när ingen bara du kan ge mej tröst”. Meget bittersødt, meget vemodigt og meget svensk. Og bestemt også både poetisk og smukt formuleret.

Dan Hylander og Ulf Lundell er to svenske rockmusikere, som har skrevet og sunget om høsten i deres musik, henholdsvis i f.eks. sangene ”Höst i paradis” og i sangen med den næsten encyklopædiske titel: ”Om sommaren, om vintern och våren och om hösten med”. Så er det hele vist også nævnt. Men for nu lige at få med, at høsten ikke nødvendigvis er et begreb, der altid er forbundet med vemod og tristesse, kommer her nogle linjer fra Björn Afzelius' sang ”Höst”: ”Det går emot höst, det börjar bli kallt, / det blir alltmer gott att vara inne. / Snart är den här, betraktelsens tid / då sommaren bara är ett minne. / Man börjar få tid att se till varann, / man får alltmer lust att va tillsammans. / Det bliver alltmer värt, när vinden tar i, / att känna en närhet til nån annan.” Her er hverken tale om den store poesi eller de store tankemæssige dybder, må man nok erkende; men Afzelius har vel også altid været mere musiker end digter. Med al respekt, naturligvis.

Høst i Danmark

Afslutningsvis bør det tilføjes, at der naturligvis også er danske musikere, som har indspillet numre, hvor ordet ”høst” indgår i titlen – det er trods alt ikke kun et svensk privilegium. Der er sågar et dansk band med navnet Høst og med en enkelt cd-udgivelse fra 2004 bag sig. Denne cd burde jeg ifølge sagens natur nok stifte bekendtskab med og gør det sikkert også – men det er i sandhedens interesse næppe et orkester med den helt store folkelige gennemslagskraft. Cd'en findes kun på to danske biblioteker (hvilket naturligvis ikke siger noget om musikkens kvalitet).

Ellers er der vel det at sige om ordet høst i danske rocksange, at ordet på dansk har en lidt arkaiserende klang – altså giver associationer til noget fortidigt – og at det derfor primært er i forbindelse med traditionelle sange eller efterligninger af samme, man møder ordet. Det gælder f.eks. Anne Linnets og Niels Brunses sang ”I høstens tid” (måske mere kendt med Kim Larsen), som har en klar folkevisetone over sig og snarere ligner en folkesang end en rocksang. Og det gælder en sang som ”Høstfest” af Lars Lilholt, der er mere dansktop end rock, og som i øvrigt slet ikke handler om høsten som årstid eller som sindbillede.