Genrer
Moby: Play
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 341 på listen.
I 1990'erne gjorde en elektronisk producer ved navn Richard Melville Hall sig bemærket under navnet Moby. Han var ret kendt i electronica-kredsene lige fra sit første album i 1992, men i 1999 fik han sit helt store gennembrud med albummet Play. I 90'erne var det ikke som i dag, hvor electronica er både til højre og venstre i musikindustrien, nej det var ufatteligt svært at blive en superstjerne, hvis man arbejdede med genren. Moby formåede dog at blive virkelig berømt, og det var ikke fordi sangene passede specielt godt ind på radioen, men til gengæld kunne de let bruges i soundtracks til film, spil, tv-serier eller reklamer, og det blev de virkelig også. Et moderne menneske ville nok i tiden omkring årtusindskiftet have hørt halvdelen af albummet i brudstykker, bare på grund af alle de gange, folk lånte hans musik. Og det er forståeligt, at forskellige firmaer ville udnytte sangene, for de kan både skabe stemning, sparke røv eller sælge et produkt. Disse smukke toner griber straks fat i lytteren, og man får lyst til at høre efter, uanset om man så kan lide musikken eller ej.
Mange af sangene på Play består af ganske få linjer, der er gentaget i uendelighed. Det kunne lyde trivielt, men sange som "Honey", "Why does my heart feel so bad" og "My weakness" udmærker sig hovedsageligt på grund af instrumentationen, der oftest er 100% elektronisk. Lyden udvikler sig virkelig meget, og det er ikke fordi, versene bidrager enormt meget til de sange, der endelig har den slags. Det sørger kun for lidt variation på albummet, og det er også ret godt. Første halvdel af pladen er uden tvivl den del, hvor der er mest fokus på disse numre med store gentagelser i vokalmelodien. Det er i det hele taget den mest poppede side af albummet. Syv af de otte singler fra pladen findes her, og det er højst sandsynligt dem, du vil ende med at nynne i uendelighed. Jeg vil nok sige, at jeg klart foretrækker første halvdel. Det er trist at anden halvdel ikke imponerer nær så meget, for så hober det mindre interessante sig bare op. Anden halvdel er dog slet ikke dårlig. Her finder man mange instrumentale numre, og tit bliver vokalen kraftigt overdøvet af musikken. Moby eksperimenterer også mere her, og det resulterer tit i rigtig flotte numre, såsom "Inside" og "The sky is broken".
Man kan nok trænge til lidt mere punch på anden halvdel. Det er flot musik, men albummet foretager en u-vending, der mildest talt er distraherende. Det kunne have været problematisk, hvis Moby ikke havde været så ufatteligt dygtig og kreativ. Mange af sangene sampler nogle virkelig obskure sange. Moby lærte en del af dem at kende gennem opsamlingen , som blev sammenstøbt af musikhistoriker Alan Lomax. Det er ret imponerende, for selv troede jeg i lang tid, at han bare havde fundet nogle gæstesangere. Samtlige stykker passer så godt til Mobys beats, at jeg slet ikke undrede mig over, hvor vokalen stammede fra. Det giver bare så god mening med electronica-produktion. Hvis du kan lide electronica, så er Moby jo en af de helt store i genren, og Play ses af mange som hans hovedværk. Jeg kan dog langt fra garantere, at den vil kunne overbevise dig, hvis du ikke normalt er til genren, men dens skævhed og eksperimenteren gør den let at gå til.