Genrer


Moppedrengestreger – Peter A.G.s univers
Fra balkonen drysser alle Peter A.G.s sange - hedder bogen. 440 sider rene rocktekster. Alle tekster til Gnags' voluminøse produktion; alle skrevet af gruppens markante forsanger Peter Andreas Gjerluf Nielsen - bedre kendt som Peter A.G.
Min umiddelbare reaktion, da jeg fik bogen i hånden, var: Hvad med becifringerne/noderne? Det kan da ikke være rigtigt, at jeg skal læse disse sangtekster uden deres uundværlige akkompagnement? Når jeg tænker på mit mangeårige kendskab til Gnags, er det primært den rytmiske puls i musikken, jeg tænker på. Dernæst de ofte finurlige tekster, som altid har været svære at høre ordentligt i Peter A.G.s staccerede fremførelse.
Så for første gang læste jeg rigtigt de ord, som jeg ellers har hørt mange gange. Og mange af mine skuffelser gik ikke i opfyldelse: Selv om det er sangtekster, er der faktisk flere finurlige "ord-sammensætninger", som er en ren fornøjelse at læse og smage på. Her får vi 40 års udviklende danmarkshistorie - som også er en personlig erkendelsesrejse. Fra den (lalle)glade "Komsammensang" fra 1975 til en voksenreflekterende og melankolsk "Ulykkesfugle" fra 2002.
Denne udgivelse kom til verden efter kraftige opfordringer fra nu afdøde digter J.P. Jac. Som også har skrevet det herlige forord. Jac bruger skønt fabulerende og originale udtryk som "glædesforlegen", "Peters spadserende lyrik" og "Nielsenbrus/danskvandsbølle".
Jeg har nydt bogen på flere planer - først de rene tekster, som dernæst har sat den kombinerede fantasi og hukommelse i swing; hvordan er det, jeg helst vil huske de sidste 40 år?
Her er pludselig de tekster, jeg hørte på Svendborg Statsgymnasium i 1975 - og billederne toner frem: bassist og forsanger med bar overkrop & danskvand & svingende hår & utydelig tekst ... Og stille numre til kinddans. Og 80'erne, hvor teksterne blev mere samfundsnære (Burhøns). Mod slutningen kommer de mere klare og reflekterende "voksentekster" - f.eks. fra Legepladsen: "Lige meget hvor langt jeg er væk, jeg kommer hjem igen, og før du åbner dine øjne, så stryger jeg dig blidt over håret min ven og siger: God morgen, min ven". Smukt.
Og vi har "Danmark" fra 1986 - "Længe leve mangfoldigheden"! Sangen, som straks kom med i Højskolesangbogen, hvor den måske ikke bliver brugt så meget som decideret fællessang. Men teksten holder; det er også her, Peter A.G. synger om "drømmenes altan" - den balkon, hvorfra alle hans sange drysser.
Og lad dem drysse fremover - vi trænger til at stoppe op og nyde gode, forunderlige ord fra denne ferme ordsmed.
Bestil bogen i Bibliotek.dk