Mordets melodi

Hvert forår siden 2001 har Horsens Bibliotek i samarbejde med forlag og boghandlere afholdt en krimimesse i de lokaler, der tidligere husede Horsens Fængsel. Krimimessen afholdes ”før påske”, som det udtrykkes i arrangørernes oplæg til messen, og det har betydet, at krimimessen i 2025 afholdes i weekenden 29.-30. marts. Det betyder igen, at krimimessen i år falder sammen med et andet stort årligt arrangement, festivalen ”Historiske Dage”, som finder sted i Øksnehallen i København i weekenden 29.-30. marts. Man må håbe for arrangører og gæster, at overlapningen ikke kommer til at medføre for mange fravalg hos potentielt interesserede i begge emneområder.

Krimimessen i Horsens byder på møder med en lang række forfattere fra Danmark og udlandet, og listen over arrangementer de to dage fylder 4 tætbeskrevne sider, som kan ses på hjemmesiden www.krimimessen.dk. Festivalprogrammet byder så vidt jeg kan gennemskue ikke på nogen musikalske indslag, hvilket måske ikke er så mærkeligt, da arrangementet primært går ud på at promovere og diskutere ”kriminallitteraturen og genren i alle dens afskygninger”.
At musikken ikke er bandlyst på krimimessen vidner et indslag fra 2022 dog om. Dengang kunne festivalgæsterne opleve ”bloddryppende eksempler fra den danske og internationale sangskat” under overskriften ”Mord i musikken”, hvor Allan Østerdahl og Troels Witter satte ord og toner til det makabre tema.

Samme år som musikindslaget på krimimessen udsendte det danske band Iblandt Os et lille album med kun 7 numre og med titlen ”Danske mordballader”. De 7 sange tager udgangspunkt i danske mord og drab, og udgivelsen minder i konceptet temmelig meget om Nick Caves album ”Murder ballads” (1996), som ophavskvinden til de danske mordballader, Trine Omø, da også erkender at være inspireret af. De danske mordballader og Caves engelsksprogede ”Murder ballads” kunne være et oplagt emne at tage fat på i forbindelse med krimimessen; men der eksisterer naturligvis mange flere sange om mord og drab end disse i populærmusikhistorien, og det er nogle få af disse andre sange, jeg i det følgende vil kigge nærmere på.

Ældre mordballader
En kendt sang om en farlig forbryder er Bertolt Brechts ”Mackie Messer”, som han skrev til sin ”Dreigroschenoper” (”Laser og pjalter”) i 1928, og som Kurt Weill satte musik til. Sangen er nok mere kendt i sin engelske version, ”Mack the knife”, som bl.a. Louis Armstrong (1956) og Bobby Darin (1960) har indspillet, og som massevis af kunstnere både før og siden har haft på repertoiret. Der er da også tale om en herligt suggestiv tekst, sat til en ualmindeligt iørefaldende melodi, som man straks kan synge med på. Særligt uhyggelig er sangteksten ganske vist ikke trods sit blodige indhold; men Mackie Messer er næppe en person, man ville bryde sig om at møde en aften i en mørk gyde: Jenny Towler war gefunden/ mit ´nem Messer in der Brust/ und am Kai geht Mackie Messer/ der von allem nichts gewusst”.

”Stagger Lee” er en tidlig amerikansk folkesang, som over adskillige vers fortæller den drabelige historie om, hvordan Lee Shelton – også kaldet Stagger Lee – skød og dræbte Billy Lyons, da denne tog hans Stetson hat. Beretningen om Stagger Lee i sangform findes i flere versioner, hvoraf den ældste kan spores tilbage til omkring 1920. Den version, der i dag er mest kendt, er Lloyd Price´s udgave fra 1958, som blev et stort hit for sangeren og sangskriveren, og som også er optaget på tidsskriftet Rolling Stone´s liste over de 500 bedste sange gennem tiderne. ”Stagger Lee” er i tidens løb indspillet af en lang række musikere, heriblandt Pat Boone, Fats Domino, James Brown, Wilson Pickett, Bob Dylan, Grateful Dead, osv. osv. Nick Cave inkluderede en lidt anderledes ”Stagger Lee” på sin overfor omtalte plade ”Murder ballads”.

Sangen om Pretty Polly, der fik en gruelig skæbne som offer for en skibstømrer, kendes ligeledes i en række forskellige versioner fra 1920´erne og frem. Indholdet i teksten fortælles til dels i første person: ”I killed Pretty Polly”, mens en del af sangteksten skifter til tredje person i synsvinklen. I USA er sangen især blevet spillet og sunget til akkompagnement af en banjo, og i dag er ”Pretty Polly” en folk-standard, som er indspillet af et meget stort antal musikere: Pete Seeger, Burl Ives, Judy Collins, Bob Dylan, The Byrds, The Dillards, mv.

”Tom Dooley” er en amerikansk mordballade om soldaten Tom Dula´s mord på sin kæreste Laura Foster i 1866. Teksten til sangen er skrevet af Thomas Land, og sangen blev første gang indspillet i 1929. Langt mest kendt er sangen dog i en version fra 1958 med The Kingston Trio, som fik et gigantisk hit med ”Tom Dooley”, selv om – eller måske fordi – gruppens udgave af sangen kun indeholdt 3 af de oprindeligt langt flere vers. Men enkelhed fremmer forståelsen, og det er da også The Kingston Trios indspilning af mordballaden, jeg selv kan huske fra mine unge år. Denne indspilning er senere blevet tilskrevet en stor del af æren for det folk-boom, der startede i USA i 1960´erne.

Endnu en ældre mordballade skal nævnes her: ”Long black veil”, der dog ikke som de ovennævnte sange bygger på en gammel folkesang, men derimod er nyskrevet og nyindspillet af sangeren Lefty Frizell i 1959. Jeg-personen i sangen er anklaget for mord, men han kan ikke fremvise noget alibi, fordi han på tidspunktet for mordet befandt sig i armene på sin bedste vens hustru. Og hellere end at røbe sin hemmelighed lader han sig derfor dømme til døden ved hængning.

En grum historie, der fortælles fra jeg-personens synsvinkel, delvis efter at han er død: ”She walks these hills in a long black veil/ she visits my grave when the night winds wail”. Joan Baez har lavet en indspilning af sangen, som lader indholdets melodrama komme til udtryk for fuld udblæsning, og som da også dengang i 1963 gjorde et stort indtryk på denne lytter.

Nyere mordballader
Moral og musikalsk kvalitet har ikke ret meget med hinanden at gøre. Billy Robert skrev i 1962 sangen ”Hey Joe”, som i nøgterne vendinger gengiver to mænds samtale om mordet på den ene mands kone, der var sin mand utro. Her er ingen moralske pegefingre, men kun en accept af tingenes tilstand; kvinden var jo selv ude om det, så det var kun forudsigeligt, at hun blev skudt. Nu må gerningsmanden så forføje sig til Mexico for at undgå at blive straffet for sin handling, så farvel og tak for denne gang, Joe. Trods den aldeles uspiselige fremlæggelse af det utilgivelige mord er ”Hey Joe” en glimrende sang, som især skylder Jimi Hendrix´ version fra 1966 sin berømmelse. Men også Love og The Byrds har i 1960´erne givet deres bud på musikalske fortolkninger af den forfærdelige historie.

Næste lige så umoralsk som sagsfremstillingen i ”Hey Joe” er Bob Marleys sangtekst til reggae-klassikeren ”I shot the sheriff” (1973). Historien i sangen fortælles af en jeg-person, som ganske vist har skudt en sherif – men kun fordi sheriffen var ude efter ham og ligefrem havde ham på sigtekornet. Så var der ikke andet at gøre end at skyde først; og, som sangteksten understreger, har jeg-personen ”kun” skudt sheriffen og ikke hans medhjælper, ”the deputy”. Så helt gal kan forbrydelsen vel ikke være … eller hvad? Sangen er indspillet af et væld af musikere ud over Bob Marley selv, bl.a. af Eric Clapton, som fik et stort hit med ”I shot the sheriff” i 1974. Claptons version blev i 2003 optaget i The Grammy Hall of Fame.

”The ballad of Bonnie and Clyde” (1967) er endnu en sang om et par morderiske lovbrydere; men til forskel fra situationen i de to ovennævnte sangtekster tager jeg-fortælleren i denne tekst afstand fra de to titelpersoner – i hvert fald eksplicit: ”But I can tell you people, they were the devil´s children”. Men under den udtalte fordømmelse mærker man alligevel en klar fascinaton af de to spektakulære forbrydere: ”Bonnie and Clyde, they lived a lot together/ and finally together they died”.

Sangtekstens slet skjulte fascination kan næppe undre, eftersom de to forfattere, Murray og Callander, skrev deres sang direkte inspireret af gangsterfilmen ”Bonnie and Clyde (1967), hvori fascinationen af forbryderne bestemt ikke forsøges skjult – tværtimod. Georgie Fames let jazzede arrangement af sangen om Bonnie og Clyde blev fortjent et stort hit i både England og USA i 1968.

Woody Guthries sang ”Pretty Boy Floyd” fra 1958 fortæller også om en forbryder med forlæg i virkeligheden; men i modsætning til forbryderne i de tre ovennævnte sange fremstilles Pretty Boy Floyd særdeles positivt i sangteksten af Guthrie, og det skyldes den lovløse bandits optræden som en art amerikansk Robin Hood: ”Others tell you ´bout a stranger/ that came to beg a meal/ underneath his napkin/ left a thousand-dollar bill”. Pointen i Woody Guthries sang (bl.a. indspillet af The Byrds og Country Joe McDonald) er klar og kommer bl.a. til udtryk i sangens sidste vers: ”Some will rob you with a six-gun/ and some a fountain pen/ (-) / You won´t never see an outlaw/ drive a family from their home”. Forbryderne i jakkesæt er ikke bedre end forbryderne på hesteryg.

Bob Dylan har ligesom Woody Guthrie flere gange skildret mord og død i sine sange, og som hos Guthrie er hensigten hos Dylan som regel at rette en kritik mod de sociale forhold. Det gælder f.eks. de tre tidlige sange ”Ballad of Hollis Brown” (1962), ”Who killed Davey Moore” (1963) og ”The death of Emmett Till” (1963). Og det gælder i allerhøjeste grad for den lange episke beretning om det justitsmord, der fandt sted, da bokseren Rubin ”Hurricane” Carter i 1965 fejlagtigt blev anklaget og dømt for nogle mord, han langt senere blev frikendt for at have begået.
Bob Dylans ”Hurricane” (1975) om sagen fik omgående klassikerstatus og er stadig en af sangerens mest slagkraftige og medrivende sange. For hver ny gennemlytning bliver lytteren fortsat lige vred og indigneret over den farce, retssagen mod Rubin Carter beskrives som i sangen: ”All of Rubin´s cards were marked in advance/ the trial was a pig-circus, he never had a chance”.

Man kunne sagtens blive ved med at pege på gode sange med sangtekster, der handler om mord og lignende grumme sager. Men lad mig her nøjes med blot at nævne et par af disse titler og så i øvrigt lade Bob Dylan få det sidste ord i dette lille causeri om mordets melodier. Først nogle titler: ”Delilah” (Tom Jones), ”Desperado” (The Eagles), ”Nebraska” (Bruce Springsteen), ”Midnight rambler” (The Rolling Stones), ”Wednesday morning 5 AM” (Simon & Garfunkel), osv.

Og til slut et par ord fra nobelpristageren Bob Dylan: ”To live outside the law you must be honest” (“Absolutely sweet Marie”, 1966). Den formulering er nok værd at tænke en smule over.

God krimimesse i Horsens, mordballader eller ej.