Morgendagens ligefremme helte

Jubii – så er det atter tid for årets SPOT Festival!

SPOT har siden 1994 været udstillingsplatform for den nye danske og nordiske musik. Og hvert eneste år har vi oplevet nye, spændende navne, der med SPOT som springbræt er gået fra ukendt til kendt.
Den officielle åbning er om fredagen, men hvert år er der masser af koncerter dagene før. Og torsdagen er i år oven i købet en helligdag, så smilets by var torsdag spækket med smilende mennesker, der benyttede det store offentlige areal nord for koncertområdet, hvor der er alskens boder. Og bevægede sig mod en af de knap 30 torsdagskoncerter.

Det ydmyge spillested HeadQuarters holder til i et lavloftet kælderlokale overfor det monumentale Musikhuset. Aftenen her startede med en debutkoncert med orkestret med det besynderlige navn ”Verdens sidste idé”.
Et kvarter før koncertstart var der lige mange folk bag og foran baren, men PUF - og lokalet var stopfyldt. Scenen er i næsten-plan med tilskuerpladserne, og aftenens gennemsnitshøjde var nok 25 cm højere end Deres Udsendte. Men pyt, for ”Verdens Sidste Idé” havde noget at byde på for lyttelapperne.

Ja, det var en debutkoncert, men ”Verdens Sidste Idé” er den hedengangne gruppe ”Bunker” suppleret med guitaristen Dennis Ahlgren.

Musikerne gik lige på med tremolo på strengene, og forsangeren Asbjørn Hvelplund slyngede nogle Hey – hey’er ud til os, der svarede pænt og rytmisk, og teksten blev til ”Hey Præst”. Nummeret har kørt flittigt på diverse platforme; sangen er en tale til præsten om den afdøde ven. Vi oplevede en elendig vokallyd, men heldigvis var teksten uddelt på bordene i cafeen. Dog nok ment som et visitkort for ”Verdens Sidste Idé”.
Der var tætte riffs med trompet og sax, der ledte tanken hen på klangen i 70’ernes svenske Hoola Bandoola Band. Vi mærkede en tungere bas og trommer end i videoen, men det passede fint til den alvorlige tekst. Uklar vokal, ja, men til gengældt klokkkerene korsvar – mere af det!

I nummeret ”Noget Virkelig Noget” fik vi fine keyboardklange, der førte mine lydtanker et halvt hundrede år tilbage. Såmænd til de signifikante klange i ”Polythene Pam” fra mesterværket ”Abbet Road”. Og som på denne plade gik dette nummer også blidt over i næste nummer, elegant.
”Noget Virkelig Noget” blev til en sang med en glad, dansende bas og det repeterende omkvæd ”Sneen daler så smukt”, som vi hurtigt kunne synge med på.
Selvom Tina Dickows guitarist gennem alle årene, Dennis Ahlgren, spillede smukke guitarklange, var det i mine ører tangentklangene, der gjorde aftenens koncert til en anderledes god koncert. Den musikalske opfindsomhed kildede de vante ører og fordrede en spidsen; tak for det.

Vi har det ligesom dig

Med slutnummeret, som havde videopremiere for to dage siden, kom tempoet op. I nummeret med samme titel som orkesternavnet, ”Verdens Sidste Idé” , spurgte forsangeren ”Har du det ligesom mig?”, og svaret blev et rungende ja, for Asbjørn Hvelplund og de seks musikere udstrålede en ligefrem og smittende glæde, som ingen kunne lade passere uanfægtet. Inden da havde han også fortalt publikum, hvor vigtig denne koncert var for ham. Med en hudløs inderlighed kunne han berette, at en drøm var gået i opfyldelse, og han var lykkelig. Og vi troede ham. Og var glade for, at lyden var blevet mærkbar bedre gennem koncerten.
Og vi tror på ”Verdens Sidste Idé”.
Koncerten sluttede, som den startede: med en varm dialog, hvor Hey Hey’er røg frem og tilbage mellem Hvelplund og os. Med smil på læben gik vi op i den milde aftenluft – en god start på SPOT Festival 2018 – og en god start for dette orkester. Tak for at vi måtte være med til Verdens Første Koncert med ”Verdens Sidste Idé”.

(Foto: Peter Elmelund)