Mørke magter i musikken

Black metal er hurtige, intense og symfoniske bevægelser i et indre mørke tilsat en forfulgt, hjemsøgt og skrigende stemme der dog, modsat death metal genren, næsten altid er forståelig. Black kredser i sit emnevalg og udtryk enten om satanisme eller odinisme (udbredt brug af nordisk hedenskab og mytologi), og hver retning er tænkt som en frontal vej imod Paulus' løgnagtige udgave af kristendommen, som vi har fået den læst af ikke mindst Friedrich Nietzsche, men såmænd også her til lands af Georg Brandes og Villy Sørensen.

Genren opstod i begyndelsen af 80'erne nogenlunde samtidig i England (Venom) og Sverige (Bathory), men ingen steder var scenen så intens, kompromisløs og hård som i Norge. Mord, selvmord, vanvid og kirkeafbrændinger var her den sorte bagside af medaljen, den skinnende forside er at denne uhørte intensitet har givet os de mest originale og beundrede ekstrembands, verden endnu har set - aficionados behøver kun at liste f.eks. Mayhem, Burzum, Emperor, Satyricon, Borknager, Dimmu Borgir, Immortal og Ulver for at hjertet allerede har alt hvad det kan begære.

I 1992 bestod Emperor af Ihsahn (guitar og vokal), Samoth (guitar), Mortiis (bas) og Faust (trommer). I Lillehammer stak Faust imidlertid en homoseksuel ihjel og brændte kort efter Holmenkollenkirken ned sammen med Varg Vikernes (Burzum) og Euronymous (Mayhem). Politiet var uden spor indtil Vikernes slog Euronymous ihjel og Emperor rutinemæssigt blev afhørt. Således fik et uopklaret mord og en brand sit ophav, og tørt blev Faust kvitteret med 16 års fængsel. Samtidig kom det frem, at også Samoth var indblandet i kirkeafbrændinger - han havde i øvrigt kort forinden deltaget som sessionmusiker på Burzums legendariske Aske EP, hvor forsiden for det første prydes af den brændende Fantoft stavkirke, og hvor musikken bagefter indledes af fem minutters knitrende optagelser af en stille brand ("Dungeons of darkness" - tør man tænke den tanke, at denne intro er optaget live ved Fantoft måske?).

Da Samoth havde aftjent sine 16 måneder havde Emperor lidt startvanskeligheder med bassisten Mortiis, der nærmest flygtede ud af bandet og, som mange andre fredløse i det norske black metal miljø, ud af landet til Sverige, hvor han siden har haft en bizar karriere som dark ambient (mørke keyboardstykker a lá den tyske krautrocker Klaus Schulze) musiker forklædt som en skøn blanding af trold og flagermus (!). Emperor var dog snart klar igen med en ny bassist, Tchort, der desværre viste sig at være en lidt for aktiv psykopat, der snart løb ind i seks måneder for overfald, røveri og gravskænderi. Men siden var der, med trommeslager Trym, nogenlunde arbejdsro omkring Emperor, der således endelig kunne koncentrere sig fuldt ud om at være et af verdens førende black metal bands (kun engelske Cradle of Filth er større). Som en første melding kom Prometheus, deres fjerde regulære album.

Pladen er ligesom gruppens foregående absolut fra øverste skuffe - en så velarrangeret og komplet samling nådesløse og symfoniske standardstykker, at man næsten kan fristes til at tale om en konceptplade. "In the wordless chamber" er med en forbløffende velindskrevet strygersektion nok det bedste eksempel på, hvor suveræntet band vi her har med at gøre. "Where lights are dim / And shades of black are grey / Time appears like a golden calf" lyder det så sandt så sandt på "Grey". Et meget fint motto for hele projekt Emperor, der måske ikke ligefrem er musik for begynderen i metalgenren, men så absolut er velkomment hos den seriøse og kræsne.

Besøg Emperor på nettet - hvis du tør.

Check også