Mørkets lysende musik

Den gotiske roman kan siges at have sit parallelle liv med romantikken fra slutningen af det attende århundrede - fra Horace Walpoles Castle of Otranto, 1764 og frem til Bram Stokers klassiker Dracula, 1897. Essensen er mørk og blind kærlighed i besjælede gamle borge og klostre og deres ildevarslende gæstfrihed, i form af vampyrer og spøgelser (af modsat køn end hovedpersonens forstås), over for den ensomme rejsende. Romanen fik noget nær sit nådestød med modernismen, hvor guds død og teknologiens og byens velsignelser og gåder tog over. Den dyrkes dog stadig i den ny-gotiske roman a la f.eks. Anne Rice. Og i begyndelsen af 2000-tallet fik den så et gigantisk comeback hos teenage-publikummet med Twilight og hvad deraf fulgte.

Den gotiske musik er noget nyere. Frøet kan siges at være lagt med Black Sabbaths selvbetitlede debut fra 1970, hvor langsomme og tunge soundscapes dominerer musikfladen. Egentlig er denne plade det fædrene ophav til genren doom, men jeg har lige en pointe at knytte ved at gå helt tilbage til dette stykke arvegods, for egentlig ville vi jo sige at goth, som gotisk musik rettelig bør benævnes, startede med new wave/post punk bands som Sisters of Mercy, Siouxsie and the Banshees og The Mission i 80'erne - og her især førstnævnte og deres udprægede brug af synthesizer og en prægnant, højstemt stemmebrug. Da så heavy metal bands panorerede genren over på deres mere aggressive stil og mørke univers var den moderne goth skabt. Lyden er kold, smuk og teatralsk, men med mindre besættelse af mørkets magter end vi finder det i f.eks. black metal. Man kan med lidt forklarende god vilje sige at goth er "feminin" i sit udtryk, hvor black metal udpræget er "maskulin".

Men tilbage til Black Sabbaths første plade og genren doom, for denne genre blev dyrket til perfektion her i Danmark af nu hedengangne Saturnus på deres tre klassiske plader Paradise belongs to you ('97), For the loveless lonely nights ('98) og mesterværket Martyre (2000). Doom kan minde om en mørkere udgave af 70'ernes progressive rock, men Saturnus tog det et skridt videre ved at bruge normal sang i de stille passager og så ellers growle i stykker med lidt mere gang i den. Growl er så fjernt fra traditionel goth, at denne faktor overvejende gjorde dem til doom, for på det musikalske alene skal man i sandhed lede længe efter så romantiske og fuldendte melodier som Saturnus'.

Men efter den uforlignelige Martyre gik bandet i opløsning, og mastermind Kim Larsen (nej ikke ham!) koncentrerede sig om sit darkwave/folk noir (folk-musik udsat for den dybeste melankoli) projekt Of the Wand & the Moon, hvorfra der er kommet en række fuldendte mesterværker, men det er nu en anden historie.

Den talentfulde del af Saturnus (Brian Hansen på vokal (uden growl!) & bas, Kim Larsen på guitar & synth og Jesper Saltoft på trommer) proklamerede samarbejde i et projekt opkaldt efter moderprojektets anden plade: The Loveless, hvis første plade Star Rover blev sat til udgivelse i marts 2002. Og med så store forventninger, at de inden udgivelsen blev hyret til Roskilde Festivalen som, mig bekendt, det eneste band nogensinde uden en plade til salg!

Forventningen til The Loveless blev naturligvis plantet i det talent, deres tre-numrede demo så klart lod skinne igennem, men desværre var Star Rover forsinket så meget (fra personlig information ved je,g at det var pga. problemer med tonen i den røde farve på forsiden!), at den kun havde været ude et par uger inden Roskilde, så mange gik glip af en af festivalens største oplevelser den lørdag eftermiddag, hvor eksempelvis undertegnede stod som vidne til sand storhed i musikalsk forklædning. Den melankolske lyd fra pladen blev fint ført over i en livesituation, der ganske vist ikke ligefrem afslørede nogen af medlemmerne som lysende musikalske genier i praksis, men så meget desto mere som helstøbt og trofast band omkring Kim Larsens geniale kompositioner.

Star Rover er en sand tour de force i at statuere et eksempel på, hvordan moderne goth (tænk her bare på Type 0 Negative) skal spilles. Men ulykkeligvis er det to af numrene fra demoen ("The darker the sky (the brighter the stars)" og "Follow"), der sammen med "In memoriam" står som pladens "hits". Men resten er dog ikke fyld, bestemt ikke: De er som knogler i billedet af din kæreste, som soundtrack til hendes flimrende øjnes film af dig som kærlighedsvampyrens offer. Uden dem ville tyngdekraften tage enhver opdrift, og i den forstand skal pladen spilles fra starten (selvom de tre "hits" ligger i sidste halvdel). Og måske er pladen som helhed ikke helt i samme klasse som Martyre, men for dem, der byder sine ører til for melankolien i et fuldendt kunstnerisk udtryk, er The Loveless uomgængelige.