Genrer
Mott the Hoople: Mott
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 366 på listen.
Da David Bowie i 1972 reddede rockbandet Mott the Hoople fra at gå fra hinanden ved at give dem sangen "All the young dudes" og producere albumet af samme navn, gjorde han dem til superstjerner. Hidtil var deres stil nærmest en hårdere udgave af The Kinks, men Bowie gjorde dem til et glam rock-band. Året efter udgav de endnu et album, og det kom til at hedde Mott. Her prøvede de at blande glam-stilen, man finder på All the young dudes med den hårde rock, som er på f.eks. deres debutplade, der blot hedder Mott the Hoople. Lige fra den første tone på åbningsnummeret "All the way from Memphis" kan man høre, at de er blevet mere erfarne indenfor genren. Der sker meget interessant i lyden, og sangen er bare generelt virkelig sjov. Efter denne kommer sangen "Whizz kid", som er en ret så oprigtig kærlighedssang, med et fedt guitarriff og nogle kazooer, der gør sangen mere unik og sjovere. Den kører i et middeltempo, hvilket gør, at den stadig føles energisk, mens den hurtige "All the way from Memphis" stadig har dynamisk kontrast dertil.
"Hymn for the dudes" er en ret langsom sang, men den er mere storladen end de to første tilsammen. Den er ikke nær så poppet, og den har ikke rigtig noget, der ligner et omkvæd, og mens melodien nok er en af de svagere på pladen, er det stadig dejligt, at den er der. Mange af sangene på All the young dudes var nemli,g trods konstant gode melodier, meget ensartede. På Mott føles hver eneste sang forskellig fra den anden, men til gengæld hoppes der så en smule i kvaliteten på individuelle numre. Numrene er også placeret godt i forhold til hindanden, og at placere "Honaloochie boogie" lige efter "Hymn for the dudes" er helt genialt. Denne er en dejlig poppet sang, som man hurtigt kan synge med på. Den er måske en smule ensformig mod slutningen, men til gengæld er den kort. "Violence" er en af pladens bedste sange. Dens brug af violiner, mens der bliver sunget "violence" i første omkvæd er decideret genial, og den enorme vrede, forsanger Ian Hunter råber løs med i versene, føles virkelig autentisk.
"Drivin' sister" er en rock and roll-sang, og den er rigtig sjov. Den har ikke så meget at byde på i længden og bliver ret hurtigt monoton. Så selv om den varer mindre end fire minutter, burde den være meget kortere. Til gengæld er "The ballad of Mott the Hoople" en rigtig smuk sang. Den gør alt godt, som "Hymn of the dudes" også gjorde godt, men den føles mere reel og selvbiografisk. Den handler om livet i et rockband, og Hunter har meget at sige med dette nummer. Nummeret "I'm a Cadillac/El Camino Dolo Roso" består af to dele – en ret god omend virkelig simpel kærlighedssang og en virkelig flot, lang guitarsolo. Denne guitarsolo kunne med lethed have været afslutningsnummeret, og det ville jeg lidt ønske, den var. Ikke at det egentlige afslutningsnummer, "I wish I was your mother", er værre, det er faktisk en af pladens bedste sange, men den føles bare ikke så konkluderende igen. Det er til gengæld en virkelig sentimental, kærlig sang, og mandolinen derpå giver meget charme. Mott er nok Mott the Hooples bedste album. Der er mange fede sange på den, og pladen hænger rigtig godt sammen.