Genrer


Muhammed fra Vendsyssel
Anmeldelse
Mens Flemming Roses bog Tavshedens tyranni trak de store overskrifter, listede Kjeld Torbjørn i næsten ubemærkethed en Muhammedsang ind på sit album Den der med ham der fra Slåbrock Band.
Der er så også to Jesus-sange, så Folkekirken ikke skal føle sig forfordelt og en målmandssang, der vil gøre Schmeichel, Sørensen og "the Beast" gule af misundelse. For i "Vild med flæsk" bliver buret virkelig fyldt ud. Hvilket en gammel sportsjournalist som Torbjørn forstår at sangsætte.
Kjeld Thorbjørn kan også være hvas og ætsende som i "De fløtte Åge ej", hvor skalten og valten med en ældre medborger får så hatten passer.
Men ellers kører det i den gamle skure fra Slåbrock-tiden, hvor teksterne læner sig godt op ad country-lækre klange, og mange af dem foregår på vendelbomål, så søndenfjords lyttere må spidse ører.
Slåbrock Band blev opløst for anden og sidste gang efter friluftskoncerten i Mou 1984. Men nostalgikere vil føle sig godt underholdt af disse måske sidste krampetrækninger.
Lån pladen fra dit nærmeste bibliotek