dummy

Multitalent runder 80 år på mandag

13-01-2018

Kim Menzer: 80 år and still going strong

Jazzmusiker, new-age-musiker, rockmusiker, teatermusiker, studiemusiker, rytmisk gymnastiklærer, buddhist, klovneskuespiller, fløjtenist, saxofonist, konferencier på Roskilde Festival 25 år i træk og Musikredaktør på TV2. Listen er lang og bliver stadig længere når det handler om Kim Menzer, der fylder 80 år mandag den 15. januar. Manden der aldrig står stille og altid har kastet sig fuldt ud i alverdens projekter.     Utallige er de roller han har taget på sig i sit professionelle virke. Med en usædvanlig god fysik præsterer han stadig magisk rock energi som frontfigur i Burnin Red Ivanhoe eller som leder af bandet Kim Menzer Jazz & Blues Band, med så prominente musikere som Peter Ingemann, Wili Jönsson og sønnen Klaus Menzer på trommer.    Kim Menzer har siden de tidlige teenageår i Sønderborg været musikalsk aktiv, hvor karrieren startede helt tilbage i 1951 som rytmeguitarist i Chris Echart´s Swingband, men allerede som 14 årig blev diverse blæseinstrumenter hans store kærlighed. Efter at være blevet optaget på lærerseminariet, drog Menzer til København i 1956 og opsøgte straks byens musikmiljø. Således kom han gennem årene til at spille i orkestre som Københavns Fodvarmere, Finn Von Eybens Quintet, Cadentia Nova Danica, Røde Mor og ikke mindst Burnin Red Ivanhoe med saxofonisten Karsten Vogel som kapelmester.   Burnin Red Ivanhoe er i øvrigt stadig aktive med Menzer som mundharpespiller, fløjtenist og energisk frontfigur. Så sent som i 2013 udsendte bandet deres seneste album ”BRI” på Sony Music, og er stadig ofte at finde på livescenerne rundt om i landet. De senere år lejlighedsvis i selskab med Povl Dissing.      Kim Menzer er en alsidig herre, og har udover musikken også syv års arbejde, fra 1983-1990, som teatermusiker med alternativt teater hos instruktøren Peter Brook i Paris bag sig, hvor han medvirkede i den roste 12-timers forestilling ”Mahabharata”, der var på turne i Europa, USA og Japan.    Ved siden af musiklivet er han en efterspurgt Body Coach med rytmisk gymnastik som speciale, og de sidste 5 år har han desuden været engageret som musik-klovn i forestillingen ”Laughing Curry”, der en gang om året spiller for fattige børn i Indien, udsendt af organisationen CLOWNS WITHOUT BORDERS der er hjemmehørende i Stockholm.  Og det er som om der aldrig rigtig er stilstand hos Kim Menzer, der til stadighed involverer sig i nye projekter. Således arbejdes der i øjeblikket på kirkemusik, skabt over Jobs bog, et projekt i samarbejde med skuespilleren Nis Bang Mikkelsen.   Kim Menzer er far til sønnerne Klaus, der som faderen er musiker og Thomas, der arbejder med lys til film og teater. Han er desuden farfar til Max Vinding Menzer, der er tredjegenerations musiker.                    

Kim Menzer - 80 års fødselsdag
15. januar 2018