Murakami og musikken i 1Q84

Murakami og musikken - Lidt information omkring ”1Q84”

I Murakamis nye roman "1Q84" spiller musikken en stor rolle. Murakami er en stor kender af vestlig kultur inden for litteratur, kunst og musik. Inden for musikken er det især jazz og klassisk, der har hans bevågenhed og i sin nye roman kredser han især om musik af Bach og Janácek.

Johann Sebastian Bach og  "1Q84"

I et interview i Politiken d. 5. oktober afslører bogens danske oversætter Mette Holm, at romanen er strammere konstrueret end Murakamis øvrige romaner. Hun fortæller: "De to første bind er bygget op over Bachs veltempererede klaver, to bind med hver 24 kapitler, som skifter mellem dur og mol, hvilket i romanen bliver et skift mellem de to hovedpersoner, Aoname og Tengo."

”Das wohltemperierte Klavier”

Her er en kort forklaring på dette Bach-værks ejendommelige titel og opbygning:
Da Bach i 1722 skrev værket var klaveret slet ikke opfundet. Dengang betød "Klavier" blot et instrument med tangenter (f.eks. cembalo, clavichord…). "Das wohltemperierte Klavier" består af "præludier" , dvs. "forspil" i fri form samt af "fugaer", som er en slags avanceret kanon.

Præludierne og fugaerne hænger sammen i par. Der er 24 af hver, fordi der findes 24 tonearter og Bach gennemgår tonearterne systematisk: han begynder med stykker i C-dur, derefter nye stykker i c-mol. Så Cis-dur og cis-mol. Så D-dur, så d-mol osv – indtil han ender 24. sæt med h-mol.

Når Bach systematisk arbejder sig gennem alle tonearterne, var der en grund: det havde man ikke kunnet før! Tidligere stemte man nemlig instrumenterne, så de var rene i nogle få, udvalgte tonearter. Desværre blev de øvrige tonearter dermed mere eller mindre falske – og i praksis uanvendelige.

Omkring 1700 opfandt man så den "veltempererede" stemning, der gjorde, at alle tonearter blev lige "rene". Ved tempereringen "huggede man en hæl og klippede en tå", men den minimale urenhed, som dermed opstod, var næsten uhørlig for det menneskelige øre. Nu kunne man ikke blot spille i alle tonearter på samme instrument, man kunne tillige bevæge sig frit rundt "på besøg" i andre tonearter.

"Das wohltemperierte Klavier" er således en udforskning af, ja måske ligefrem en hyldest til de nye tekniske og musikalske udtryksmuligheder, der var blevet åbnet op for. Værket er en af musikkens hovedhjørnestene og har haft betydning for alle de musikgenrer vi dyrker i den vestlige kultur. 22 år senere gentog Bach succesen med endnu en samling "wohltemperiertes Klavier" –  Derfor findes der både en del 1 og del 2. I bibliotekerne benyttes værkets originaltitel "Das wohltemperierte Klavier". Der findes både indspilninger på klaver og på cembalo. Hvad der er rarest at høre på må være en temperamentssag.

Et andet Bach-værk, som Murakami benytter som betydningsbærende element hos romanens hovedpersoner er solo-arien ”Buss und Reu” (bod og anger) fra den store passions-fortælling ”Matthäus-passionen”. Her anslår Murakami tematikken omkring arvesynden: fædrenes synder, der nedarves.

Leos Janácek og "1Q84"

Det andet store musikværk, som er et gennemgående tema i ”1Q84” er ”Sinfonietta” af Leos Janácek . Et andet sted i interviewet siger oversætteren Mette Holm: ”Aomame og Tengo mødtes, da de var ti år, og husker stadig hinanden her efter 20 år, og gennem hele ' 1Q84' binder Janáceks Sinfonietta de to hovedpersoner sammen. I første kapitel spiller Janáceks musik en stor rolle, og musikken dukker op mange gange i romanen og fortæller sine egne små historier”

Den tjekkiske komponist Leos Janacek (1854-1928) er uden for Tjekkiet først og fremmest kendt for sine operaer - og orkesterværket ”Sinfonietta” (1926). Først i en sen alder fandt Janacek sit helt eget tonesprog. Det er meget personligt og kan ved første overhøring virke fremmedartet – ja sine steder nærmest atonalt, hvilket det dog aldrig bliver. Janacek studerede ikke alene sit lands folkemusik, men også dets sprog og både hans instrumentale og vokale kompositioner bygger på det tjekkiske sprogs deklamatoriske melodik, rytme og periodebygning. Derfor bliver hans operaer altid opført på originalsproget – også her i Danmark, hvor man for et par sæsoner siden kunne opleve en (glimrende) opførelse af hans ”Sagen Makropoulos” (efter et skuespil af Karel Capek) på Operaen.

Orkesterværket ”Sinfonietta” (egl. ”lille symfoni”) er i 5 satser og er en hyldest til det frie menneske og Tjekkoslovakiets uafhængighed efter 1. verdenskrig. Første sats er ret markant: en storslået fanfare-sats med udelukkende messingblæsere og pauker. Fanfare-temaet dukker op igen i slutningen af 5. sats og fører værket til en triumferende slutning. Tonesproget kan sine steder vække mindelser om noget orientalsk-fjernøstligt - måske japaneren Murakami genkender noget af sig selv og sin kultur i denne musik?  I 1971 udgav bandet ”Emerson, Lake & Palmer” iøvrigt nummeret ”Knife Edge”, som er en rock-version af fanfare-temaet fra Janaceks ”Sinfonietta”