Musik for nyskilte

Skilsmissesange er et fænomen, der er så udbredt inden for rockmusikken, at man nærmest kan tale om en selvstændig genre. Bob Dylans Blood on the tracks (1974), Ulf Lundells Den vassa eggen (1985) og Mikael Wiehes Sånger fråan en ilställd skilsmissa (2009) er blot tre af de oplagte titler inden for området, og alle tre plader er ud over at fungere som partsindlæg i dramatiske (selv)opgør fremragende kunst samt højdepunkter i de pågældende musikeres respektive udgivelseskataloger. Det ser ud, som om den ekstreme situation, der danner baggrund for udgivelserne, har fået kunstnerne til at yde noget ud over det sædvanlige, og det har de gjort ved at vende de potentielt destruktive følelser til kreative udfoldelser.

Og her er endnu en skilsmisseplade i den lange række af glimrende musikalske udsagn, skabt på ruinerne af kuldsejlede ægteskaber. I dette tilfælde er det svenske Mauro Scocco, som har formået at kanalisere de voldsomme følelsesmæssige udladninger i forbindelse med en skilsmisse i brugbare musikalske retninger, og det har resulteret i cd'en Musik för nyskilda. Det er såmænd ikke, fordi emnevalget på cd'en - kærlighed, svigt, opbrud, ensomhed, selvmedlidenhed, jalousi, mod til at forsøge igen, osv. - er nye temaer for Scocco; stort set samtlige musikerens ni tidligere soloudgivelser (samt pladerne med gruppen Ratata!) har handlet om det samme, og det har givet ham positionen som vemodets besynger par excellence i vores broderland på den anden side af Sundet.

Mauro Scocco har selv udtalt sig om sit tekstmæssige varemærke, vemodet, i et interview i anledning af cd-udgivelsen: "Någon undrade varför det är så mycket vemod i låtarna. Det är ju vemod bara att leva. Den dagen man får barn, vilket jag har fått, är det välkommet men samtidigt ett sorts adjö. Jag kommer skiljas från min dotter en dag, så funkar ju livet." Og senere om det svenske vemod: "Jag tror att det är en svensk grej. Svenska medelålders män är bland det ensammaste som finns. Det är en otrolig mängd färghållande i mina kretsar. Existentiella funderingar, vemod och sorg får man bearbeta själv. Är man då låtskrivare har man ett utmärkt utlopp."

Men selv om de smertefulde oplevelser i forbindelse med en skilsmisse er det brændstof, musikken kører på, betyder det ikke, at skilsmissesangene kan læses som kildedokumenter. Sangene er personlige udsagn, som måske nok bygger på autentiske begivenheder, men som også har været en tur igennem en kunstnerisk bearbejdning af samme begivenheder, således at det endelige resultat hverken kan siges at være løgn eller sandhed, men noget midt imellem. Det interessante for lytteren er da heller ikke, hvor tæt sangenes indhold befinder sig på virkeligheden. Det interessante er, hvad der er kommet ud af kunstnerens oplevelser: hvor slagkraftige sangene er, hvor stærke følelser de formår at vække hos lytteren, osv. Og her hæver Mauro Scoccos skilsmissesange sig milevidt over hans produktion fra det seneste årti. Et eller andet godt er der altså trods alt kommet ud af skilsmissen (hvis man kan tillade sig at sige det på den måde) – den har haft en særdeles gunstig virkning på Scoccos kreativitet.

Men selv om Mauro Scocco er blevet inspireret til at yde en kraftpræstation denne gang, betyder det jo ikke, at han har ændret stil eller udtryk. Teksterne på Musik för nyskilda er hverken bitre, klynkende eller selvudleverende som teksterne på Wiehes Sånger från en inställd skilsmissa. Og Scoccos tekster er slet ikke voldsomme, aggressive og dramatiske som sangene på Lundells skilsmisse-mesterværk Den vassa eggen. Det er ikke Mauro Scoccos stil og har aldrig været det. Scocco er (eller fremtræder som) den overlegne verdensmand, som ganske vist kommer ud for megen modgang, men som aldrig lader modgangen blive livstruende. Tingene ordner sig nok, man bliver forelsket igen, livet er kun en overgang. Det er ikke Mauro Scoccos eksistens, der er på spil i hans musik, som derfor heller aldrig får det præg af desperat nødvendighed, man f.eks. møder hos en kunstner som Ulf Lundell.

Scoccos måde at transformere de negative oplevelser til kunstneriske udtryk er derimod at polere musikken mere end før og gøre den ekstra indsmigrende – og når denne plade er bedre end mange af hans tidligere udspil, er det, fordi hans altid iørefaldende melodier her er blevet endnu mere iørefaldende og hans arrangementer endnu mere velsmurte. Mauro Scocco er en højt skattet sangskriver i Sverige, og han har skrevet musik til gud og hvermand hinsidan (mest kendt er nok hans samarbejde med Lisa Nilsson om pladen Himlen runt hörnet), ligesom han ofte medvirker på kollegernes indspilninger med korsang eller lignende. Scocco er en slags musikernes musiker – og ind imellem får han heldigvis også tid til at skrive musik til sig selv.

Musik för nyskilda er fyldt med eksempler på, at følelsesmæssige kriser ikke er det dårligste udgangspunkt for at skabe stor kunst. Musikken på cd'en er bedre, arrangementerne mere cool og teksterne skarpere end i adskillige år. Og selv om lytteren som nævnt aldrig bliver rigtigt nervøs på Scoccos vegne, er der på den anden side ingen tvivl om, at det er den usædvanligt dramatiske baggrund, der skaber de fint formulerede tekster. "Vi borde gett oss av / gett oss själv en chans / men vi sköt på brandkåren / medan allt omkring oss brann", hedder det bl.a. i sangen "En döande sort". Og i den formidable lille sang "Dåligt väder" med den enkle melodi og den rygradsrislende uhyggelige tekst lyder ordene fra kærlighedens slagmark: "Dåligt väder / på väg in / ett lågtryck närmar sig / hjärtat mitt / Dåligt väder / mörka moln / ingen sol som skinar / på oss två". Osv. i samme mol.

Mauro Scocco er ramt af skilsmissen – og det er ikke det værste, der kunne ske. I hvert fald ikke for lytteren, som kan lade sig flyde med på de smægtende toner til sangen "Jagar en skugga" med de forfærdelige linjer: "Det är hennes gator / det är hennes värld / hon håller i kniven / men det är jag som skär". Med indlagt saxofonsolo og alt, hvad dertil hører – smukt og uudholdeligt på samme tid. Mauro Scocco har sin helt egen version af skilsmissens omkostninger, og det er ikke den dårligste version, man kan tænke sig. En død i skønhed er vel ikke den værste død, man kan få?

Lån Mauro Scocco fra dit nærmeste bibliotek

Først bragt på Bibzoom i 2011