Genrer
Musik uden tilsætningsstoffer
Jazzmusikeren, komponisten og orkesterlederen Ib Glindemann døde den 5. april. Nedenstående portræt blev oprindelig bragt på Bibzoom i februar 2013.
Han var her, han var væk, han er her igen ... Ib Glindemann er navnet, 78 er alderen - men han er still going strong ...
Et halvt århundrede er dog et stykke tid at udøve sin metier, selv med afbrydelser. Og man ser jo ikke sjældent at musikken tærer hårdt på sine udøvere. Men på Ib Glindemann er der nu ikke slitage at se. Eller høre, for den sags skyld. Lidt sært måske, for den lange, ranglede mand er dog fyldt 78, men når han står på scenen foran det store orkester synes den drengede entusiasme at dampe fra ham. Synes? Nej faktisk drypper sveden fra ham efter aftenens tredje sæt, når han takker af overfor et publikum, der rummer hans jævnaldrende såvel som dem, der kunne være hans børnebørn. Det var ikke mindst sidstnævnte, der ved en koncert i Århus fulgte ham til dørs med taktfaste råb: "Ib, Ib, Hurra".
Sådan har det ikke altid været. Nok var publikum ungt, da Glindemann havde sine første store orkestre i starten og midten af 50'erne, og nok spillede han også til dans i Enghaveparken, men der gik ikke mange år før hans holdninger trådte tydeligt frem. En orkesterleder som Stan Kenton var hans guru, popmusik var noget bras som Danmarks Radio promoverede under det uudtalte banner "For folket er det dårligste ikke for dårligt". Da Glindemann i 1966 sad i udvælgelseskomiteen for årets Melodi Grand Prix kasserede han samtlige 250 indsendte melodier og gik i protest. Nogle vil måske huske en række radioudsendelser, hvor han diskuterede tidens musik med bl.a. Gustav Winckler, som tilsyneladende nød at hidse den iltre Glindemann op til kogepunktet. Det var IKKE kedeligt.
Det var en Louis Armstrong-koncert i 1949, der var indgangen til trompetspillet for den 15-årige Ib. Han solgte samlingen af modelfly og fik en trompet i stedet, men som en onkel sagde til ham: "Der er jo ikke tradition for slaphed i vores familie, Ib", så det blev til en god, gammeldags konservatorieuddannelse og så jazz i fritiden. Jazzen fik selvfølgelig overtaget og i en halv snes år stred Glindemann som en løve for at holde sammen på et big band på sine egne betingelser. Og de forholdsvis få plader fra de år (en håndfuld ep'er og to lp'er) viser da også orkestret som smittende vitalt og entusiastisk, omend også præget af forbilleder som Stan Kenton og Bill Holman. Efter et par år som leder af Det Ny Radiodanseorkester midt i 60'erne valgte Glindemann dog at lægge tilværelsen om. Han blev i en periode dirigent for Horsens byorkester og stod herefter til søs. Ikke som sømand, men med foden på eget dæk, rundt i Europa, levede af at komponere til film og tv og var stort set glemt af jazzpublikummet.
Men i 1994 var han der igen. Et par gange havde han dog stået som gæstedirigent med Radioens Big Band, men pludselig kunne man se koncertplakater med påskriften "Ib Glindemann and his orchestra." Ved en koncert med orkestret i Copenhagen JazzHouse troede jeg naivt, at det ville være tilstrækkeligt at komme på det tidspunkt musikken skulle starte, men nej, det var ikke til at opdrive en siddeplads, og midt i første nummer var jitterbuggerne i gang foran scenen. Retfærdigvis skal det siges, at de mest ambitiøse og pompøse arrangementer var luget ud af bogen. Nu var det den kontant swingende musik, der var alfa og omega. Stykker hentet fra Woody Herman, Les Brown, Tommy Dorsey, Harry James og andre af swingtidens legendariske orkesterledere, der fyldte godt op i bogen. Og det var fra starten tydeligt, at det ikke var ren og pur nostalgi: orkestrets besætning med lige dele rutinerede ringræve og purunge talenter sikrede en gejst og en spilleglæde, som ikke var til at lægge låg på, og det var åbenlyst at hvis Glindemann overhovedet ville "bevise" noget, var det at den klassiske swingmusik hverken havde udspillet sin rolle eller fået museumskarakter. De følgende år viste, at han havde ret. Cd'erne Ping pong (1995), A string of pearls (1997) og Swing shoes (2000) rummer spillevende swingmusik, lige egnet til lytning og til dans.
Og 50 år efter at Glindemann dannede sit første store orkester kom så hans jubilæumshilsen: 50 years on stage, 1952-2002. En dobbelt, for at det ikke skal være løgn. Live-optaget (og det er efter min mening det helt rigtige ved et orkester af denne art), og med Gitte Hænning som gæstesolist. Og det er godt at høre, at hun stadig har sin jazzfornemmelse intakt. Et langt medley med hendes gamle hits (nej, "Giftes med Farmand" er IKKE med) kan vi måske skrive på nostalgikontoen, men hun trives som en fisk i vandet foran det spændstigt swingende orkester. Den anden cd rummer (bl.a.) ældre, men desværre udaterede optagelser med så forskellige solister som Stan Getz, Monica Zetterlund, Ben Webster, Otto Brandenburg og Rolf Billberg, prøver på hans filmmusik og en sats fra hans trompetkoncert.
Og så er der jo altid et eller andet uimodståeligt ved at møde en orkesterleder, som på papiret er fuldt ud pensionsklar, men som ikke er til at lægge låg på når musikken spiller. En mand som er så tændt på sit arbejde, at han i en samtale med denne skribent sagde: "Ved du hvad, jeg sidder og arbejder med et arrangement som vi skal bruge ved et job til en privat fest, hvor manden fylder firs. Han har spurgt, om vi kan spille netop det nummer, og når nu han skal have sit livs fest og bruger sine sparepenge på os, så skal det dæleme være i orden ..."
Med 30-40 jobs om året, ofte one-nighters, bliver der selvfølgelig kørt en del kilometer: Ved en lejlighed skulle orkestret spille i en større østjysk by, den lejede bus med chauffør trillede vestpå, men en times kørsel fra målet sagde de "'put-put-put-prrrr" og ville ikke videre, af den simple, men ret pinlige grund at chaufføren havde glemt at tanke op hjemmefra. Chauffør med reservedunk i rask trav mod nærliggende gård for at se om man kunne låne lidt diesel, og lidt senere kører en (anden) turistbus op bag vores orkester. Ud stiger en chauffør, som spørger om der er noget han kan hjælpe med? Jooo, det kunne jo ikke nægtes, hvorefter orkestret skifter bus og bliver kørt til døren. Glindemann omfavner chaufføren med bemærkningen: "Du kom fra himlen", men korrigeres af chaufføren: "Næi, a kommer fra Brørup".